Nyheder

Dagens nyheder 6. april

LIGE NU

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Advokat i Californien: Det var koldblodigt mord, da politimand skød og dræbte hjemløs, sort mand

En hjemløs sort mand i Californien blev i april skudt af en politimand, og senere døde den hjemløse på hospitalet af kvæstelserne. En advokat for familien til den døde siger tirsdag, at videomateriale beviser, at skyderiet var uberettiget, og at der var tale om et "koldblodigt mord". Det skriver ABC News

Over 100 meldes dræbt under kampe i etiopiske regioner

Sammenstød på grænsen mellem de etiopiske regioner Afar og Somali har kostet mindst 100 mennesker livet, lyder det fra embedsmænd i de to områder. Kvinder og børn blev dræbt, mens de sov, fortæller politibetjent i Afar.

Om to timer lukker stemmestederne i Grønland

Grønlænderne stemmer til valget i Inussivik hallen i Nuuk, Grønland, tirsdag den 6 april 2021.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Tirsdag har grønlænderne stemt til Landstingsvalget og om få timer, klokken 00.00 dansk tid, lukker stemmestederne. Et resultat ventes tidligt onsdag dansk tid. Få her et overblik over, hvordan meningsmålingerne ser ud:

Danske pensionsselskaber har indirekte støttet Myanmars militærregime

22,7 millioner af danskernes pensionskroner har gennem fire pensionsselskaber været investeret i en virksomhed, der i ny rapport kædes sammen med Myanmars militærregime. Det skriver Radio4. 

De fire danske pensionsselskaber er AP Pension, Pensam, Lægernes Pension og P+. De understreger overfor Radio4, at man ikke har kendt til de forhold, der bliver beskrevet i rapporten.

Justitsministeren minder politiet om, at de skal følge loven

Nick Hækkerup.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) går nu i rette med Østjyllands Politi for ikke at overholde reglerne om ransagning i forbindelse med anholdelsen af 29-årige Vivian Alexandru for godt tre uger siden. Kvinden blev sigtet for trusler mod statsminister Mette Frederiksen (S), og politiet erkender, at man begik fejl i forbindelse med anholdelsen. Læs mere her.

Voksenven og hans kæreste dømt for seksuelt misbrug af autistisk dreng

Gennem fire år blev en autistisk dreng adskillige gange udsat for seksuelle overgreb af sin voksenven og dennes kæreste. Tirsdag er de to mænd ved Retten i Kolding blevet dømt for overgrebene, der stod på, fra drengen var 9 til han var 13 år. Voksenvennen fik to og et halvt års fængsel, mens hans kæreste fik to år. Læs mere om sagen her.

De Konservative skifter ordførerskaber efter endt barsel

Mette Abildgaard.

De Konservatives Mette Abildgaard vender tilbage fra barsel og bliver igen politisk ordfører. Derudover skal hun være ældreordfører, skriver partiet i en pressemeddelelse. Hun fortsætte ikke som klima- og miljøordfører. Den post går til Mona Juul. 

Løse grise på kørebane i Gjerlev

En væltet svinetransport skaber færdselsmæssige udfordringer på Hadsundvej i Gjerlev J. Vejen er spærret i begge retninger, grundet løse grise på kørebanen. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter:

Kunstakademiets nye rektor er fundet

Arkiv.

Kulturministeriet har udpeget Lars Bent Petersen som ny rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Han kommer fra en stilling som rektor for Det Fynske Kunstakademi, oplyser Kulturministeriet. Kunstakademiet var sidste år i vælten, da en buste af Frederik V fraakademiets festsal på Charlottenborg blev smidt i havnen.

Politiet er til stede i Brøndby efter skyderi

Politi til stede i Brøndby

Tirsdag eftermiddag modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om skyderi mod en bil, hvor der befandt sig en mand og en kvinde, ved Bækkelunden i Brøndby Strand. De er uskadte. Politiet oplyser til TV 2, at en mand er anholdt som mistænkt for at stå bag skyderiet, og borgerne kan bevæge sig trygt rundt i området.

Mistænkt van Gogh-tyv anholdt i Holland - men maleriet mangler

Hollands politi har tirsdag anholdt en 58-årig mand, som mistænkes for at stå bag tyveri af to værdifulde malerier af Vincent van Gogh og Frans Hals. Manden blev anholdt i sit hjem i byen Baarn, men myndighederne har endnu ikke fundet de stjålne malerier.

28-årig mand idømt fængsel for hærværk mod jødisk gravplads

Overmalede gravsten.

I 2019 hældte manden maling på 84 gravsten, væltede seks gravsten og satte et klistermærke med jødisk davidsstjerne med teksten ”Jude” på en af gravstenene. Dommen lyder på ni måneders ubetinget fængsel for racisme, krænkelse af gravfreden og groft hærværk. Det oplyser Østjyllands Politi.

IMF forudser højeste global vækst siden 1973

Den Internationale Valutafond, IMF, forudser global vækst på 6 procent i 2021. Det skriver nyhedsbureauet AFP, og det er den højeste vækst i verdensøkonomien siden 1973. Det sker dog på baggrund af en markant opbremsning i den økonomiske aktivitet under coronapandemien.

Betjente dømt for at tvinge tilståelse ud af mænd

To politibetjente skal betale bøder, efter at de i november 2018 forsøgte at tvinge en tilståelse ud af tre mænd, som de havde stoppet på motorvejen.  Det er resultatet af en dom tirsdag i Retten i Horsens. Betjente er hver idømt 20 dagbøder på hver 200 kroner for at forsøgt at fremtvinge en tilståelse og for misbrug af stilling.

Mand blottede sig foran pædagog - politi udsender efterlysning

Østjyllands Politi efterlyser tirsdag eftermiddag en mand på over 60 år, der iført sixpence og cowboybukser blottede sig foran en kvindelig pædagog i Marselisborgskoven i Aarhus. Den kvindelige pædagog har oplyst til politiet, at børnene, der var med på turen formodentlig ikke opdagede noget.

Iran og USA indleder indirekte forhandling om atomaftale

Iran har tirsdag budt det velkommen, at USA har udsendt signaler om, at amerikanske sanktioner mod Teheran vil blive ophævet, hvis iranerne vender tilbage til atomaftalen fra 2015.

53-årig overrasket af tyv under morgenbad i spa

En 53-årig mand fra Randers blev mandag morgen overrasket, da han ville tage et morgenbad i sit udendørs spa. Kort efter han havde sat i sig i spa-badet, gik døren til hans skur op, og ud kom en mand, som den 53-årige aldrig havde set før. Over skulderen bar manden en sportstaske, der tilhørte den 53-årige. Den ukendte mand stak efterfølgende af, men uden sportstasken. For den nåede den 53-årige at få fravristet ham. Politiet efterlyser nu manden. Se mere her.

16-årig for retten efter knivstikkeri på åben gade

En dreng på 16 år stilles tirsdag for en dommer i Retten i Odense. Her vil han blive konfronteret med en sigtelse om at have stukket en 17-årig dreng med en kniv på gaden i Odense mandag eftermiddag. Det fortæller politikommissær Ulrik Lorenzen fra Fyns Politi.

Redningsindsats afsluttet i Horsens Fjord

Redningsindsatsen i forbindelse med en kæntret båd i Horsens Fjord er afsluttet. Der er formentlig tale om en båd, som har ligget ankret i flere dage, og der var derfor ingen personer, som var nødstedte. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.