Marcus
Gravegruppen

19-årig troede, han vandt 150.000, men endte med en tom opsparing og tre kviklån

Hos politiets enhed LCIK har de cirka 250 anmeldelser liggende om Facebooksvindel med odds. Her er nogle blevet snydt for mere end 100.000 kroner.

  1. Marcus

    Hvornår kommer pengene?

  2. Marcus

    ??

  3. Marcus

    ?

19-årige Marcus Krog Herkild kunne mærke pulsen banke i hele kroppen, mens han sendte endnu en besked afsted.

Vinduet til netbank stod stadig åbent på computeren. Herfra havde han få minutter tidligere overført 13.500 kroner til en person, som på Facebook kaldte sig Mathias Sørensen.

Han skulle være Marcus’ hurtige vej til en stor gevinst. Ved at oddse på en matchfixet fodboldkamp gennem Mathias Sørensen, kunne Marcus se frem til, at en stor præmie skulle rulle ind på hans tomme konto.

Men pengene lod vente på sig.

Det samme gjorde responsen fra Mathias Sørensen.

  1. Marcus

    Send mine 15.000 tilbage

  2. Marcus

    Er du ude på at snyde mig?

  3. Marcus

    Hvor bliver pengene af?

Det skulle vise sig, at Marcus den dag skrev sig ind i en langt større historie om svindel, identitetstyveri og udnyttelse af muldyr.

Men det hele startede få dage tidligere på præcis samme sted.

Store gevinster, kviklån og pludselig tavshed

Marcus sad foran sin computer, da en notifikation fra Facebook tikkede ind. Han var blevet inviteret til en gruppe.

Her reklamerede administratorerne bag med sikre gevinster gennem odds på matchfixede kampe, hvor man kunne få sine penge mindst 30 gange igen.

Et tilbud der fristede Marcus.

Som udeboende og elev i en supermarkedskæde var der ikke mange penge tilbage, når regningerne hver måned var betalt.

- Jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Jeg blev bare forblændet af alle de penge, jeg muligvis kunne vinde, siger han i programmet Gravegruppen på TV 2 PLAY og forklarer, at han på grund af sin ADHD-diagnose altid har været meget impulsdrevet.

Derfor skrev Marcus en hurtig besked til administratoren i gruppen.

Og straks modtog han en beskrivelse retur, som forklarede konceptet.

Mathias messenger - CADO

Marcus var skeptisk over at skulle sende penge afsted til en person, som han aldrig havde mødt i virkeligheden.

Så for at give ham ro i maven sendte administratorprofilen billeder af et sygesikringskort og et pas.

"Mathias Sørensen" stod der med tydelige bogstaver på begge dele.

Marcus skubbede sine bekymringer til side og overførte de 800 kroner for et medlemskab i Facebook-gruppen og yderligere 5000 kroner, som Mathias Sørensen skulle spille på en matchfixet fodboldkamp.

- Det var sindssygt mange penge for mig. Men jeg tænkte, at jeg jo alligevel var sikret at få pengene igen, hvis jeg tabte. Det havde de jo skrevet, siger Marcus.

Marcus tømte sin konto for at betale Mathias Sørensen. I dag slår han sig selv i hovedet over episoden.

Samtidig spirede tankerne om, hvad pengene kunne bruges til.

Nu kunne han få råd til at uddanne sig som bartender… Eller barista… Eller rejseguide, som han længe havde haft en ambition om. Der var næsten ingen grænser for, hvad en sådan gevinst kunne give af luft i hans ellers pressede budget.

Mens Marcus ventede på, at Mathias Sørensen skulle vende tilbage med nyt om fodboldkampen, voksede drømmene.

Og efter et par dage skete det.

  1. Mathias Sørensen

    Marcus ???? ER DU DER

  2. Mathias Sørensen

    DEN ER HJEMME

  3. Marcus

    Ja. Hvor meget

  4. Mathias Sørensen

    HOLD KÆFT HVOR ER DET GODT RAMT!!! ✅✅😱💸 KÆMPE STORT TILLYKKE!!

  5. Marcus

    Fuck hvor fedt. Sender du et billede af det ?

Mathias Sørensen sendte et screenshot, som viste, at der stod 150.000 kroner klar til udbetaling. Der var dog én enkelt hage.

Marcus var nødt til at betale 15.000 kroner ekstra for at få pengene ud fra spilkontoen. Sådan var reglerne, lod gruppens administrator ham forstå.

Men der var ikke flere penge at give af på kontoen, og Marcus’ venner kunne ikke låne ham penge i den størrelsesorden.

- Mine tanker var, at enten er det bare ærgerligt, at jeg ikke får udbetalt 150.000, eller også prøver jeg at skaffe de penge, siger han.

Jeg har sådan en knugende fornemmelse i maven hele tiden, som jeg ikke kan slippe af med

Marcus

Så Marcus optog et lån hos tre forskellige kviklånsudbydere og sendte dem afsted til det kontonummer, som Mathias Sørensen havde oplyst. Lånene ville han betale ud, så snart gevinsten landede på hans konto.

Men pludselig stoppede Mathias Sørensen med at svare, og tiøren faldt for Marcus.

- Jeg tænkte bare: "Hold kæft, hvor er jeg dum". Jeg har sådan en knugende fornemmelse i maven hele tiden, som jeg ikke kan slippe af med. Jeg har prøvet at løbe mig fra det, træne mig fra det, sove mig fra det. Men jeg kan ikke komme af med den følelse, siger han.

Og han er langt fra er den eneste, der har oplevet at blive narret efter samme skabelon.

Følger fast skabelon

Gravegruppen på TV 2 PLAY har fået indsigt i 89 enslydende sager, der minder om Marcus’.

Gravegruppen 2

Gravegruppen består af fem journalister med vidt forskellige baggrunde. Hver uge graver de sig ned i et tip eller en aktuel sag, som er blevet sendt ind til holdet. 

På fem dage skal journalisterne se, hvor langt de kan komme med historien. 

Holdet består af:

Joachim Bindslev: Undersøgende journalist på TV 2. Han har blandt andet været med til at afsløre økonomisk storsvindel i 'Operation X'-programmerne 'Jagten på vores milliarder' og 'Grådighedens pris'. 

Abdel Aziz MahmoudNyhedsvært på Go' Aften Live. Han har tidligere været reporter og journalist hos DR, hvor han blandt andet står bag programmet 'Adgang med Abdel'.

Adina Ren: Journalist på TV 2. Hun har før slået sine folder som reporter hos hedengangne Radio24syv. 

Lars Fogt: Undersøgende journalist. Han har tidligere som avisjournalist bevæget sig i forskellige gravegrupper. 

Sisse Sejr-Nørgaard: Journalist og tidligere radiovært på blandt andet Radio 100. Samtidig har hun været vært på flere TV-formater. 

Et problem som man hos politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet - LCIK - er bekendt med. Her har de modtaget cirka 250 anmeldelser om Facebook-svindel med odds siden 2019.

- Det er en sag af større karakter. Det er et anseeligt antal anmeldelser, vi har modtaget her, siger Torben Svarrer, som er chef for Særindsatsenheden hos Københavns Politi.

I anmeldelserne er folk blevet franarret op til mere end 100.000 kroner, og i flere af sagerne er det mindreårige, som er blevet snydt.

Svindlen foregår ofte - men ikke altid - efter samme mønster:

  • Facebook-brugere bliver lokket ind i grupper på det sociale medie. Her bliver de lovet sikre odds - ofte på matchfixede kampe.

  • Henvender brugeren sig til administratoren, modtager personen et standardsvar med information om konceptet. Blandt andet loves det, at pengene betales retur, hvis kampen ikke går hjem.

  • Herefter forsøger administratoren at få brugeren til at overføre penge. Først for et medlemskab og derefter de penge, som skal satses på de påståede kampe.

  • Bliver pengene overført, kontakter administratoren efter et stykke tid Facebook-brugeren for at fortælle, at personen har vundet på sit odds. For at få pengene udbetalt skal brugeren dog overføre et yderligere beløb til administratoren.

  • Når bagmændene ikke kan lokke flere penge ud af brugeren, bliver personen ofte blokeret, så de ikke længere har adgang til hverken grupperne eller den administrator, som kontakten ellers er foregået gennem.

Når "ofrene" går med til at spille penge på matchfixede kampe, får bagmændene en klemme på dem. Det betyder nemlig, at de selv har været en del af en kriminel handling.

Og det skaber et mørketal i antallet af anmeldelser, fortæller Torben Svarrer.

- Folk, der er bevidste om, at de smider penge efter noget kriminelt, anmelder det jo ikke så tit. Og matchfixing er kriminelt, siger han.

Bagmanden går ofte helt fri, fordi de er så mange led væk fra den kriminelle handling

Ketil Clorius, Danske Bank

Berlingske skrev første gang om fremgangsmåden og snyderierne i sommeren 2020.

Siden da har sagen vokset sig større. Og selvom politiets efterforskning har været i gang, siden de første anmeldelser tikkede ind i 2019, er det endnu ikke lykkedes at stoppe svindlen.

Den fortsætter på det sociale medie, hvor bagmænd gennem forskellige falske Facebook-konti igen og igen forsøger at hverve nye medlemmer.

En af de profiler har navnet Mathias Sørensen.

Mathias - CADO

- Du skylder mig penge

Og det har ikke været uden konsekvenser for den Mathias Sørensen, som lægger navn til profilen.

Det er ikke ham, der står bag de snedige snyderier på Facebook, forklarer han til Gravegruppen på TV 2 PLAY. Alligevel er det hans ID - med adresse og fulde navn - som bliver sendt rundt på nettet.

Mathias sygesik. - CADO

Misbruget af hans identitet har betydet, at Mathias Sørensen det seneste år har modtaget utallige opkald, beskeder og besøg på sin privatadresse fra folk, som har overført penge for odds til en person bag Facebook-profilen med hans navn.

- Jeg ved ikke, hvordan de har fået fat på det, siger Mathias Sørensen og fortsætter:

- Det er meget vildt at tænke på, at folk går og snyder i mit navn.

Fotografierne af pas og sygesikringsbevis har han flere gange sendt som identifikation, når han har handlet på nettet. Og så snart han blev klar over, at billederne blev misbrugt, meldte han det til politiet.

Men indtil nu har heller ikke politiet kunnet finde frem til, hvem der har stjålet Mathias Sørensens identitet online.

Det er den dummeste situation, jeg har rodet mig ud i

Marcus

Derfor forventer han også, at opkaldene, beskederne og besøgene vil fortsætte med at komme.

Selvom han på nuværende tidspunkt har kunnet forklare sig ud af misforståelsen, lurer der alligevel en bekymring for, at det ikke fortsætter sådan:

- Jeg frygter jo bare den dag, hvor folk ikke forstår situationen, siger han.

Udnyttelse af muldyr

Hvem der egentlig står bag profilen med Mathias Sørensens navn, ved vi ikke. Men Gravegruppen på TV 2 PLAY har afdækket, at netværket bag svindlen i flere tilfælde har benyttet sig af såkaldte muldyr.

Og det er ikke usædvanligt i sager om økonomisk kriminalitet, forklarer Torben Svarrer fra Københavns Politi.

Hvad er et muldyr?

Begrebet muldyr bruges ofte om en person, der overfører illegalt erhvervede penge mellem forskellige pengekonti eller personer.

Muldyret kan både være uvidende og vidende om det ulovlige formål - og gøre det gratis eller mod betaling.

Svindlere kan på forskellig vis forsøge at lokke eller narre andre til at være muldyr.

Muldyret får måske et tilbud om at tage imod penge på personens konto og overføre dem til en anden konto mod selv at beholde en andel.

Den person, der agerer muldyr, kan holdes ansvarlig for strafbare handlinger, uanset om der er fundet nogen betaling sted eller ej.

Kilde: Politi.dk, Nordea, Danske Bank

- Bagmændene bruger muldyrene for at sløre pengestrømmen og sig selv. Så derfor er du nødt til at have nogen, som står på mål for dine penge.

Begrebet muldyr er heller ikke fremmed for bankerne rundt om i Danmark.

I landets største af slagsen, Danske Bank, har de over de seneste tre år oplevet en firedobling af antallet af muldyrsager.

Her er det især unge - ofte mænd og drenge - som ender med at blive udnyttet, fortæller Ketil Clorius, der er chef for svindelbekæmpelse i banken.

- De kriminelle har fundet ud af, at de er lettere at rekruttere. Og når det bliver blandet med den risikovillighed, som findes hos nogle unge mænd, er de bare mere udsat for at ende som muldyr, siger han.

Ofte overbeviser bagmændene muldyrene om, at der ikke er nogen risiko ved handlingen - eksempelvis at overføre pengene fra en tredjepart. Men i sidste ende vil det ifølge Ketil Clorius ofte være de unge, som står med problemerne, hvis svindlen bliver opdaget.

- Det bliver jo et helt netværk. Og bagmanden går ofte helt fri, fordi de er så mange led væk fra den kriminelle handling. På den måde får de sløret deres spor, og det er det, det går ud på, siger han.

Politiet på sagen

Svindelnummeret har efterladt Marcus med en tom bankkonto og et lån på 15.000 kroner hos sin mor.

Hun sprang til, da sønnen i desperation fortalte hende, at han havde taget et lån hos kviklånsudbydere for at betale Mathias Sørensen - eller hvem end der modtog pengene.

- Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt med at spørge hende om hjælp. Det er den dummeste situation, jeg har rodet mig ud i, siger Marcus og fortsætter:

- Jeg har aldrig følt mig så røvrendt og så meget ude at skide før.

Han har anmeldt episoden til politiet og forsøger nu at lægge den bag sig.

Marcus blev også lokket til at "låne" sin Facebook-profil til bagmanden, som derefter skrev til hans venner for at lokke penge ud af dem.

Hos politiet arbejder de også på at komme til bunds i sagerne med svindel på Facebook, understreger Torben Svarrer.

- Vi modtager stadig anmeldelser løbende om den her type kriminalitet, siger han.

Men de ældste anmeldelser er fra 2018. Er der ikke gået lang tid?

- Helt generelt forstår jeg godt, hvis anmelder føler, at det tager for lang tid. At tingene ligger længe. Men en gang imellem ligger det, fordi vi skal prøve at lave en sammenkædning for at finde ud af, om det er et organiseret miljø, siger han.

Københavns Politi er lige nu i gang med en større efterforskning, hvor der er foretaget en række anholdelser og sigtelser, oplyser de til Gravegruppen.

Gravegruppen på TV 2 PLAY er dykket ned i fænomenet og går på jagt efter personerne bag. Følg med på TV 2 PLAY.