MeriamTOP
Station 2

Hun skjulte sandheden om sin mand i 15 år - men så sagde socialrådgiveren, at hendes søn overvejede selvmord

Meriam Vindings eksmand er dømt for vold mod deres børn. Hver dag bebrejder hun sig selv at have svigtet dem ved ikke at sige fra og flygte.

Når man bliver slået med et bælte, efterlader det buede mærker. Som halvmåner printet ind i huden.

Meriam Vinding ved det, fordi hun har set mærkerne adskillige gange på sig selv og sine børn.

Baba slår med bæltet

Treårig pige

Hun kan huske første gang, at hendes eksmand slog hende med sit bælte, fordi han var blevet sur over, at hun havde taget det sidste stykke pizza.

Men Meriam kan ikke huske den første gang, at han brugte bæltet mod børnene. Det er sket så mange gange siden.

Charmen skyggede for advarselslamperne

Da de mødte hinanden i 1999, var Meriam 18 år. Hun boede hos sin far, arbejdede som piccoline hos Mærsk Data og brugte ellers al sin fritid sammen med sine veninder. Dengang tog det Meriams mand to måneder at overbevise hende om at gå på en date med ham.

Han var sød, betænksom og omsorgsfuld, spillede basket og gik i byen med sine venner. Meriam faldt for ham, og der gik ikke længe, før forholdet mellem dem blev seriøst.

Efter to år flyttede de sammen, og Meriams interesse for mandens religion voksede, så hun begyndte til undervisning hos Islamisk Trossamfund.

Meriams historie

Artiklen om Meriam Vinding er underbygget af en lang række sagsakter, herunder indberetninger, notater og domme. 

Derhjemme begyndte de første tegn på social kontrol at vise sig. I starten tænkte Meriam, at han bekymrede sig for hende, når han gik op i, hvem hun var veninder med, hvornår hun skulle afsted til aftaler, og hvornår hun kom hjem igen.

I dag tænker Meriam Vinding, at der allerede på det tidspunkt var mange advarselslamper, hun burde have set. Hun så dem ikke. I stedet konverterede hun til islam, giftede sig med ham og flyttede med ham til en større by på Sjælland, så de kom tættere på hans familie.

Hun vidste aldrig, hvad der kunne udløse volden

I det nye hjem voksede kontrollen. Meriams mand tjekkede hendes telefon. Blev vred hvis hun havde haft besøg af hans søster uden at fortælle det. Ville ikke lade hende tage hjemmefra alene, men kørte hende til alting.

Meriam tolkede det som omsorg. Og det var først, da de fik deres første barn, at det gik op for hende, at der ikke var megen omsorg over det. For her blev hendes mand også voldelig.

Hun husker, hvordan han kunne finde på at slå hende, hvis han syntes, at det svinede for meget, når hun madede deres søn, eller hvis hun kom senere hjem end aftalt.

Det blev hverdag for Meriam at gå på listetæer. Men selvom hun var bange, kunne hun ikke få sig selv til at gå. For når hendes mand var i godt humør, tog de på ture og gik på restaurant. Han var glad, nærværende og legede med børnene. Men med ét kunne det vende. Meriam gjorde alt, hvad hun kunne, for at gøre sin mand tilfreds, men vidste aldrig, hvornår det næste slag ville falde.

Det sidste stykke pizza

Meriam lå på briksen, mens lægen scannede hendes mave. Hun ventede deres fjerde barn og var pludseligt begyndt at bløde, så de var taget på hospitalet for at blive forsikret om, at alt var, som det skulle være.

Lægen spurgte til de buede, røde mærker, hun havde på benet.

Meriam tænkte på, hvordan hendes mand var blevet rasende på hende tidligere på dagen, fordi hun havde taget det sidste stykke pizza. Det var første gang, at han havde brugt et bælte til at slå hende.

Hun forklarede lægen, at en parabol var væltet ned over hende. Frygten for, at hun ville miste sine børn, hvis hun sagde sandheden, var for stor.

Tog på krisecenter

Først omkring et år senere var der nogen, der opdagede, at der var problemer derhjemme. På det tidspunkt havde Meriam og hendes mand fire børn, og deres institution lavede en indberetning til kommunen 21. august 2007 baseret på udsagn fra børnene.

Den ældste, som på det tidspunkt var fem år, havde for eksempel sagt ”min far må godt slå på mig”, og ”min far har mange muskler og er stærkere end dig (…). Han slår tit mig, men det gør ikke ondt. Jeg græder ikke”.

Hans treårige lillesøster havde sagt, at ”Baba slår med bæltet”.

Pædagogen havde spurgt hvor. Om det var på gulvet eller på ryggen. "Hovedet", havde den treårige pige svaret.

Meriam vidste, at det, de blev udsat for, var forkert. Hun vidste, at hun var nødt til at få sig selv og børnene ud af det. Så hun tog mod til sig og kontaktede et krisecenter, hvor hun og børnene flyttede ind.

Men da hendes svigerfar ringede nogle dage senere og spurgte, om hun ikke nok ville mødes med ham og sin mand, gav hun efter. De mødtes på en McDonald’s, og Meriams svigerfar gjorde, hvad han kunne for at redde trådene ud. Hun husker, hvordan svigerfaren advarede sin søn om, at han ville blive udstødt af familien, hvis han nogensinde lagde hånd på sin kone igen.

Meriam følte sig sikker på, at hendes mand ville lytte til sin fars ord, så hun indvilligede i at komme hjem igen med børnene.

Og hendes mand lyttede. Volden stoppede. Det var ikke et lykkeligt ægteskab for hende, men det var til at holde ud, husker Meriam. Men det varede kun halvandet år. For Meriams svigerfar døde pludseligt, og med ét kunne hans ord ikke længere beskytte hende og børnene.

Ved du, at han har overvejet selvmord?

Meriams mand bad roligt et af børnene om at lukke vinduet og trække persiennerne for.

Han rejste sig fra sin stol og gik hen mod børnene. Meriam husker, hvordan han trak bæltet ud af sine bukser, mens han bad dem stille sig op på række. Så slog han dem en efter en. Hun husker ikke, hvad der var grunden til det denne gang.

Meriam og hendes mand havde fået flere børn. Og samtidig var volden mod dem intensiveret, siden de nogle år tidligere var flyttet ind i et lille rækkehus i en forstad til Malmø, og børnene var begyndt i en arabisk skole. Meriam blev ofte tvunget til at se på imens. Hver gang var det, som om hun gik mere i stykker indeni. Og den dag i dag føler hun sig lige så ansvarlig for volden, som hendes mand var, fordi hun ikke gjorde noget for at stoppe det.

Hun havde forsøgt hjemme i Danmark, men det havde kun gjort volden værre. Han ville ikke have, at hun blandede sig i, hvordan han opdragede børnene, husker Meriam, at han sagde.

Sidst i april 2017 bankede to socialrådgivere på døren. Børnene var skiftet til en svensk skole, hvor der havde været en trivselsundersøgelse, og her havde Meriams ældste søn fortalt, at han blev slået derhjemme. Socialrådgiverne ville vide, om Meriam kunne bekræfte det. Men hun turde ikke. Hun var bange for at miste sine børn.

- Ved du godt, at din søn har overvejet at tage sit eget liv? husker Meriam, at den ene af kvinderne spurgte.

Ordene ændrede alt for Meriam. Med tårerne løbende ned ad kinderne lod hun endeligt sandheden komme frem. Hun lod socialrådgiverne vide, at hun og alle hendes børn blev udsat for vold.

2. maj 2017 flyttede Meriam og børnene på krisecenter. Og 16. juni blev Meriams mand anholdt af Malmø Politi.

Fra krisecenter til krisecenter

Et halvt år senere blev Meriams nu eksmand idømt et års fængsel for vold og mishandling af børnene begået i perioden fra 2013 til 2017.

Da dommen faldt, blev Meriam lettet. Hun tænkte, at nu fik hun og børnene endelig fred. Nu fik de endelig muligheden for at komme på fode igen.

Men freden varede ikke længe. Da eksmanden blev løsladt, kontaktede han Meriam og lod hende vide, at han vidste, hvor hun og børnene boede. I løbet af de næste to et halvt år flyttede Meriam og børnene fra krisecenter til krisecenter i alt ti gange.

På grund af den store usikkerhed flyttede Meriam og børnene tilbage til Danmark. Børnene blev anbragt, og Meriam kæmpede med at finde den sociale, glade udgave af sig selv frem. De mange år med vold og følelsen af at have svigtet sine børn resulterede i, at hun fik en dyb depression. Hun havde mistet sig selv, havde ingen interesser, var blevet isoleret fra sine venner og kunne ikke længere se dem, som hun havde tilbragt sin tid med de sidste mange år, fordi de alle var fra hendes eksmands familie.

Og tanken om, hvordan hun havde svigtet sine børn, var altoverskyggende.

Har samvær med faren hver måned

I dag er flere af børnene anbragt i danske plejefamilier, mens nogle af dem stadig er i Sverige – et bor i en svensk plejefamilie, og to bor stadig hos deres far, selvom 39-årige Meriam Vinding har den fulde forældremyndighed over alle børnene. De er meget påvirkede af det omsorgssvigt og den vold, som de har levet med.

Hun leder efter et permanent sted at bo, så hun kan få dem hjem til sig, men det er svært, fordi hun er så bange for sin eksmand. Det føles, som om hun er på evig flugt. Der er steder i København, som hun slet ikke tør bevæge sig hen, og når hun ved, at hun skal et sted hen, hvor enten eksmanden selv eller hans familie også kan ske at være, knuger hun sin overfaldsalarm i hånden.

En gang om måneden har tre af børnene samvær med deres far, og det bekymrer Meriam Vinding. Både hun selv og børnenes plejefamilier kan mærke, at børnene påvirkes negativt af samværet.

Blandt andet skrev plejefamilien til en af drengene i en underretning 2. januar 2020, at drengen sover uroligt, tisser i sengen og i det hele taget er længere tid om at komme sig, når han har haft samvær med sin far.

Det smerter Meriam at vide. Hun ønsker for alt i verden, at hendes børn får den ro og stabilitet, der skal til for at komme på afstand af de mange år i et voldeligt hjem. At de får plads til at finde sig selv og få det gode liv, hun satte dem i verden for.

Station 2 har forsøgt at få en kommentar fra Meriams eksmand, men han er ikke vendt tilbage på redaktionens henvendelser.

Du kan se Meriam Vindings historie i 'Station 2: Fanget af familien' mandag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.