Nyheder

Sundhedsstyrelsen dropper krav om afstand for personer, der har fået vaccinen

Det er ikke kun vaccinerede, der kan kramme, siger Sundhedsstyrelsens vicedirektør. Visse ikke-vaccinerede kan også give vaccinerede et knus.

Sundhedsstyrelsen dropper nu deres anbefaling om, at vaccinerede personer skal holde fysisk afstand. Det skriver DR.

Dermed kan vaccinerede for eksempel give hinanden et kram igen i private hjem. Man skal dog være fuldt vaccineret, og der skal være gået 14 dage siden det sidste stik, før man kan begynde på krammeriet.

Kravet ændres for denne gruppe, fordi vaccinerne virker og giver en "rigtig god beskyttelse", lyder det fra vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst.

Det bakkes op af tidligere direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

- Fuldt vaccinerede personer kan mødes med hinanden og have en almindelig social omgang uden afstand og mundbind. For risikoen for, at der kan opstå smitte mellem to fuldt vaccinerede personer, er meget, meget lille, siger han til DR.

Børnebørnene kan også få et kram

Færdigvaccinerede kan dog også give personer, der endnu ikke har fået vaccinen, et kram, såfremt de ikke-vaccinerede ikke er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, lyder det.

Dermed skal man for eksempel ikke kramme personer over 65 år, der har en kronisk sygdom.

- Det, tror jeg også, er tiltrængt. Der har været mange ældre i øget risiko, som har levet isoleret, så det er selvfølgelig en stor ting for dem, at de nu igen kan få besøg og have fysisk kontakt og give et kram til dem, de holder af, siger Helene Probst til DR.

I Ældre Sagen tager man mod nedlægningen af afstandskravet med åbne arme, siger administrerende direktør Bjarne Hastrup til Ritzau.

- Det er meget glædeligt og især her op til påske. Rigtig mange ældre har været isoleret i ensomhed i et år og er hårdt ramt af situationen, siger han til bureauet.

- Det betyder rigtig meget for deres livskvalitet, at de igen kan se og kramme børn og børnebørn og få familielivet tilbage.

Fortsat afstand i offentligt rum

I det offentlige rum er styrelsens anbefaling fortsat at holde afstand.

Selvom vaccinerne er virksomme, ved man nemlig ikke helt, om vaccinerne forebygger, at coronavirus kan blive givet videre.

Omkring 6 procent af befolkningen har fået begge stik.

På vej ind i tredje bølge i Europa

Andre steder i Europa er landene på vej ind i en tredje bølge. For eksempel har Tyskland registreret over 17.000 nye smittetilfælde det seneste døgn, og smitten drives især af mere smitsomme varianter.

Tyskland skal nedbringe antallet af nye coronasmittede de næste par uger, ellers risikerer landet at miste kontrollen over pandemien, siger den tyske forbundskansler Angela Merkels stabschef Helge Braun til avisen Bild ifølge Reuters.

- Vi er i den mest farlige fase af pandemien. De næste par uger vil afgøre, om vi kan få pandemien under kontrol, siger stabschefen.

I Frankrig har man nu det højeste antal coronapatienter på landets intensivafdelinger.

Stigningen øger presset for at indføre yderligere nye restriktioner, som præsident Emmanuel Macron sandsynligvis vil finde nødvendigt.

Frankrig har nu 4791 coronapatienter på intensiv. Fredag var tallet 4766 ifølge data fra landets sundhedsministerium.