Nyheder

Dagens nyheder 28. marts

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Speciallavet slæbebåd skal søndag aften igen forsøge at trække containerskib fri

En speciallavet slæbebåd er ankommet til området, hvor containerskibet Ever Given er strandet i Suez-kanalen.

Det skriver Reuters.

Her skal den sammen med de 11 andre slæbebåde søndag aften og nat igen forsøge at trække containerskibet fri.

Slovakiets premierminister tilbyder at skifte plads med finansminister

Slovakiets premierminister, Igor Matovic, tilbyder at skifte plads med sin finansminister. Det sker i et forsøg på et løse en krise i koalitionsregeringen, skriver Reuters.

Slovakiet har været hårdt ramt af coronapandemien. Krisen i regeringen brød ud, efter at premierministeren havde bestilt en forsendelse af af den russiske coronavaccine Sputnik V uden at have informeret de andre i koalitionen om beslutningen.

Flere børn blandt de dræbte i Myanmar

Blandt de 141 personer, der lørdag blev dræbt af sikkerhedsstyrker i Myanmar, er mindst syv børn.

Det oplyser FN i en erklæring.

Optøjerne lørdag er blevet kaldt den blodigste dag i konflikten.  

Kurdiske styrker har anholdt adskillige under aktion i al-Hol-lejren

Kurdiske styrker har søndag foretaget adskillige anholdelser under en aktion i al-Hol-lejren i det nordøstlige Syrien, oplyser kurdiske embedsfolk ifølge nyhedsbureauet AFP.

Al-Hol-lejren huser familier, som formodes at have bånd til medlemmer af den militante bevægelse Islamisk Stat.

Politiet efterlyser to gerningsmænd efter røveri

Nordjyllands Politi efterlyser to 15-18-årige mænd, der søndag morgen røvede en 7-Eleven-butik i Aalborg. 

Med kniv truede de sig til et beløb fra kassen og tre kartoner cigaretter.

Eksplosion i Indonesien var et selvmordsangreb

En bombeeksplosion i en katolsk katedral i den indonesiske by Makassar søndag var et selvmordsangreb begået af to personer. Det bekræfter landets sikkerhedsminister ifølge AFP.

De to selvmordsbombere døde, og mere end 20 personer blev såret ved eksplosionen under en gudstjeneste, hvor kristne fejrede palmesøndag og den kommende påske.

Messe med mundbind

Pave Frans i Peterskirken søndag.

Pave Frans har holdt messe i anledning af palmesøndag i Peterskirken i Vatikanet søndag. Messen fandt sted med mundbind.

Sørger over civile døde

Myanmars demokratibevægelse sørger søndag over sine døde efter det hidtil blodigste døgn i landet efter militærkuppet 1. februar. Antallet af dræbte lørdag var på mindst 114 civile – heriblandt flere børn. De blev dræbt af skud, da sikkerhedsstyrker forskellige steder i landet åbnede ild mod ubevæbnede demonstranter. Det skriver AFP.

Gunstige forhold gør, at bjærgningen kan fortsætte

Vindforholdene og tidevandet er gunstigt i forhold til at fortsætte arbejdet med at få containerskibet 'Ever Given' fri. Det skriver Reuters. Indtil videre har man fjernet 27.000 kubikmeter sand rundt om skibet. Det gik på grund tirsdag og har blokeret kanalen lige siden.  

Boris Johnson opfordres til at donere vacciner til fattigere lande

En gruppe velgørenhedsorganisationer i Storbritannien opfordrer indtrængende premierminister Boris Johnson til at donere covid-19 vacciner til fattigere lande. Det rapporterer BBC. Save the Children (Red Barnet) og Wellcome Trust er blandt de grupper, som opfordrer den britiske regering til at donere vaccinedoser til Covax-samarbejdet.

Politi mistænker to teenagere for røveri

Nordjyllands Politi leder efter to teenagedrenge mellem 15 og 18 år, der mistænkes for at stå bag et røveri af en 7-Eleven i Nørresundby. Det skriver kredsen på Twitter. De mistænkes for at have brugt en kniv til at true sig til kontanter fra kassen og tre kartoner cigaretter. 

To personer mistænkt for at stå bag bomber

To personer er mistænkt for at stå bag det, der nu betegnes som et bombeangreb på en kirke i Indonesien. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Man regner med, at det kun er de to personer, der er døde i angrebet. De var selvmordsbombere og sprængte sig selv i luften foran kirken. 

Formodet eksplosion ryster indonesisk by

En formodet bombeeksplosion har rystet en katolsk kirke i den indonesiske by Makassar søndag, siger politi i byen ifølge nyhedsbureauet Reuters. Menigheden var på tidspunktet for eksplosionen inde i kirken, siger politiet, der ikke har overblik over eventuelle døde og sårede, men siger, at eksplosionen har forårsaget "nogle ofre".

Trommeslager fra Danseorkestret er død

Percussionist Jacob Andersen, der blandt andet var en del af Danseorkestret og Sneakers, er død i en alder af 60 år. Det bekræfter hans datter over for Ekstra Bladet.

Verdensledere fordømmer drab i Myanmar

Flere verdensledere fordømmer lørdag på det kraftigste militærstyret i Myanmar, efter at mindst 91 personer lørdag blev dræbt af sikkerhedsstyrker på en af de blodigste dage siden militærkuppet 1. februar. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Skibs agterstavn og ror bevægede sig

Bestræbelser på at frigøre et kæmpe containterskib, der blokerer Suez-kanalen, skrider langsomt frem.
Lørdag er det blevet muligt at bevæge skibets agterstavn og ror, men det er fortsat uklart, hvornår skibet vil flyde igen, skriver nyhedsbureauet Reuters.