Nyheder

Syrien-børn kommer ikke til Danmark uden deres mor, fastslår familien

Ifølge de pårørende vil kvinden i fangelejren heller ikke lade børnene rejse hjem uden hende.

Pårørende til en kvinde med to små børn i al Hol-fangelejren i Syrien, er ikke tilhænger af, at børnene kommer hjem uden deres mor.

Det fortæller kvindens søster og mor til TV 2.

- Vi kan ikke være bekendt at gøre det mod hende – at skille hende fra sine børn. Det ville være fuldstændig umenneskeligt, siger Samira, der er søster til kvinden.

Begge kvinder ønsker kun at fremstå med fornavn af hensyn til sikkerhed.

Deres udmelding kommer samtidig med, at Folketingets partiledere er indkaldt til ”en fortrolig orientering af sikkerhedsmæssig karakter” om børn i Syrien fredag morgen, har TV 2 erfaret fra flere kilder.

Vil ikke lade børn rejse hjem alene

Kvinden hedder Sara, er 26 år og befinder sig i al Hol-lejren i det nordøstlige Syrien. Hun rejste til landet i 2015 og blev gift med en australsk mand, der havde tilsluttet sig terrorbevægelsen Islamisk Stat. Han skulle sidde i et fængsel for mænd i det nordlige Syrien. De fik tre børn sammen.

Nu bor hun i lejren med sine to børn – en pige på fire år og en søn på to år. Det tredje barn døde i krydsild i Baghouz, der var Islamisk Stats sidste bastion.

Hendes forældre kom til Danmark fra Iran for mere end 30 år siden og fik dansk statsborgerskab. Derfor havde Sara også dobbelt statsborgerskab - dansk og iransk - inden det danske blev taget fra hende i 2020. Sara er født i Danmark.

Ifølge søsteren Samira er Sara også selv mod at lade sin børn rejse hjem alene.

- Vi har nævnt for hende før, hvad hun ville synes om det, hvis det var en mulighed (at børnene kom til Danmark uden hende, red.), men det afviste hun blankt. Hun ville aldrig lade sine børn ude af syne uden at vide, hvor de skulle hen.

Men hvis det er det, der kan gøre, at børnene får et godt liv?

- Det får de ikke uden deres mor. Det er deres eneste tryghed. De har det dårligt nok i forvejen og skulle undvære deres mor ville ødelægge dem, siger Samira, der bliver bakket op af sin mor.

Hvis det kommer derud, hvor det er et spørgsmål om liv og død, er det så ikke bedre, at de kommer hjem?

- Selvfølgelig er det bedst, men de kan ikke forlade deres mor. Selvfølgelig skal de komme hjem sammen med deres mor, der er ingen andre løsninger. De ville for evigt have det dårligt.

Det anslås, at der er i alt 19 børn og syv mødre med tilknytning til Danmark i de syriske lejre. De sidder i to fangelejre – al Hol-lejren, hvor Sara sidder, og al-Roj-lejren.

Eftersom Sara har fået frataget sit danske statsborgerskab, befinder børnene sig i en gråzone, har Red Barnet sagt.

Møde i Justitsministeriet

Sagen om børn i syriske fangelejre har rumsteret på Christiansborg på det seneste. Regeringen er under massivt pres for at tage stilling til spørgsmålet om hjemtagelse af børn og deres mødre.

Presset har længe stået på fra regeringens støttepartier, og i sidste uge intensiverede radikales næstformand, Martin Lidegaard, retorikken og truede med at trække støtten til regeringen, hvis der ikke blev gjort noget.

Fredag er alle Folketingets partier indkaldt til et fortroligt møde om de børn med dansk tilknytning, der sidder med deres mødre i fangelejre i Syrien.

Mødet finder sted i Justitsministeriet og vil vare en time. Det starter klokken 8.30.

Statsministeren sagde tidligere på ugen, at fokus for regeringen er på børnene.

- Vi vil gerne se på, om vi kan hjælpe børnene, og der er hjemtaget nogle børn, og det kan blive aktuelt, at der skal flere børn til Danmark, men vi har ikke noget ønske om at hjælpe forældrene, sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

Man vil ikke have forældrene hjem. Video: Emma Klinker Stephensen

Medie: FE orienterede regeringen

Ifølge Ekstra Bladet orienterede Forsvarets Efterretningstjeneste i september sidste år regeringen om, at Islamisk Stat har smuglet børn ud af lejrene, og at terrororganisationen skulle have planlagt at smugle yderligere 350 børn ud for at træne dem til at udføre terrorangreb i deres hjemlande.

Flere partier har kritiseret regeringen for ikke at have givet de oplysninger videre til Folketinget. I sidste uge indkaldt Folketinget tre ministre til hastemøde i Udenrigspolitisk Nævn for at få svar i sagen, og om regeringen har holdt oplysninger tilbage for Folketinget.

Efter mødet udtrykte flere partier stor utilfredshed og sagde, at de ikke var blevet klogere på det halvanden time lange møde.

Senest har Liberal Alliance som det eneste blå parti meldt ud, at børnene bør hentes til Danmark.