Stop hadbeskeder

- Kan man ikke fjerne den mand i dametøj? Boligstylist fik en undskyldning

Siden hun var 12 år gammel, har Trine Trøstrup Darré fået hadefulde kommentarer om sit udseende.

- Ku’ man ikke fjerne den mand i dametøj, den gør intet godt for jeres reklame.

Det var i mandags Trine Trøstrup Darré blev gjort opmærksom på, at en mand havde skrevet netop sådan om hende i en kommentar på Facebook.

Trine Trøstrup Darré er boligstylist og medvirkede i en reklame for et køkkenfirma.

Trine Trøstrup Darré medvirkede i denne reklame for et køkkenfirma. Det var her, hun modtog kommentaren.

Kommentaren fik hende til at frygte, om det kunne påvirke fremtidige muligheder med andre firmaer, men fokuset på hendes udseende gjorde hende også ked af det.

- Jeg står her og skal lave reklame for et firma, og jeg skal præsentere et køkken, som jeg er hamrende stolt af, og så skal det pludselig handle om, hvordan jeg ser ud, lyder det i ‘Go’ aften LIVE’.

Nu har hun dog fået en undskyldning med hjælp fra andre.

Har ofte fået hadefulde kommentarer

Trine Trøstrup Darré har, siden hun var barn, oplevet, at folk kommenterede på hendes udseende.

- Jeg blev udsat for tilråb på fodboldbanen a la "få den dreng ud fra banen". Modstandernes forældre råbte, at jeg skulle "smide bukserne", fordi pigeholdet havde en dreng på mål, fortæller hun.

Det var denne kommentar, der gjorde Trine Trøstrup Darré særligt ked af det.

Det var denne kommentar på Facebook, der gjorde Trine Trøstrup Darré særligt ked af det.

Siden har hun oplevet, hvordan hun på ubehagelig vis skulle forsvare, at hun var en kvinde på sociale medier, og når hun gik i byen.

- Lige siden jeg begyndte at gå i byen, hvor man fik lagt de her ”gå i byen-billeder” op, og der var mulighed for at smide kommentarer, så har jeg faktisk fået kommentarer, lyder det fra Trine Trøstrup Darré.

Og Trine Trøstrup Darré er ikke den eneste der har oplevet mobning og chikane på nettet. I fjerde kvartal af 2020 blev der fjernet 6,3 millioner opslag for brud på retningslinjer omkring mobning og chikane på Facebook, oplyser Nordsted Communications, der arbejder med moderation på Facebook.

Kontaktede mandens arbejdsplads

Trine Trøstrup Darré mener ikke, at det er i orden at folk skriver sådanne kommentarer til mennesker, som ser anderledes ud i bybilledet.

Derfor overvejede hun også at kontakte manden bag kommentaren til køkkenreklamen for at konfrontere ham med, hvordan det føltes for hende.

Hun droppede dog idéen, men en af hendes følgere valgte at kontakte hans arbejdsplads og fortælle, hvordan deres medarbejder opfører sig på sociale medier. Efter 'Go' aften LIVE' har kontaktet manden, har det ført til en undskyldning i Trine Trøstrup Darrés indbakke.

Men hun så hellere, at han stillede sig frem og tog dialogen med hende.

- Det kan godt være, at han kalder mig en mand i dametøj, men at han ikke er mand nok til at sidde dér, det er fandme ærgerligt, forklarer hun og fortsætter:

- Det er rigtig fint at få en skriftlig undskyldning, men jeg ville rigtig gerne have taget den face to face. Jeg ville ikke komme med høtyve og fakler. Jeg ville tage et par romkugler under armen, og så skulle vi sidde og kigge hinanden dybt i øjnene, og snakke om, hvorfor man vælger at kommentere sådan på Facebook.

Lasse er kronjuvelen på den her store sag

Trine Trøstrup Darré, boligstylist

Trine Trøstrup Darré synes, at det var en fin måde at gribe det an på, da en af hendes følgere kontaktede arbejdspladsen til manden bag kommentaren, og hun kunne godt finde på at gøre det samme for en anden fremover.

- Arbejdspladserne bør gøre de ansatte opmærksomme på, at man skal opføre sig ordentligt på nettet. Hvis du på din Facebook gør opmærksom på din arbejdsplads, så gambler du også med deres profil.

Overrasket i studiet

Trine Trøstrup Darré fortæller, at hun også får støtte og mange positive kommentarer på sociale medier.

En af dem, som har støttet hende, er influenceren Lasse Brogaard.

Trine Trøstrup Darré vidste ikke, at hendes online støtte Lasse Brogaard også ville komme i studiet.

Selvom de to aldrig havde mødt hinanden i virkeligheden, har de støttet hinanden online, når de har fået hadefulde kommentarer.

Derfor var det også en glædelig overraskelse for Trine Trøstrup Darré, da Lasse Brogaard pludselig dukkede op i ‘Go’ aften LIVE’-studiet i Tivoli torsdag aften.

Det er simpelthen ikke i orden, fordi de har det skidt

Trine Trøstrup Darré, boligstylist

- Jeg synes, han er et kæmpe eksempel for mange unge mennesker, for at de skal stå inde for, hvem de er. De skal vise, hvem de er, og de skal turde det, uden at være bange for, at der kommer tusind grimme beskeder om, at de ser forkerte ud, fortæller hun og fortsætter:

- Der synes jeg, at Lasse er kronjuvelen på den her store sag.

"Lasse er 100 procent en rigtig mand, for han tør stå ved, hvem han er", lyder det fra Trine Trøstrup Darré.

Lasse Brogaard er også glad for den støtte, han har fået fra Trine Trøstrup Darré.

- Det betyder rigtig meget, at der er en støtte at få, og man ikke føler sig helt ”Palle alene i verden”, forklarer han.

Tag kampen op

Trine Trøstrup Darré har ikke en løsning på, hvordan der kan skabes en bedre tone på de sociale medier.

Hun er klar over, at mange kæmper samme kamp som hende selv, og hun opfordrer endnu flere til at gøre det samme:

- Jeg tror, at jo flere, der gør andre opmærksomme på det her problem, jo større er chancen for, at vi bliver mere hørt, lyder det.

Og selvom de hadefulde kommentarer muligvis bunder i lavt selvværd, skal de stoppes, lyder det.

- Det er simpelthen ikke i orden, fordi de har det skidt. Så må vi snakke med de mennesker, slutter hun.

Manden bag de hadefulde kommentarer har ikke ønsket at deltage i et interview.

Se interviewet med Trine Trøstrup Darré i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY

PRÆCISERING: Tidligere fremgik det af denne artikel, at manden sagde undskyldning, efter hans arbejdsplads var blevet kontaktet. Manden sendte dog sin undskyldning, som følge af at han blev kontaktet af 'Go' aften LIVE'.