Nyheder

Dagens nyheder 25. marts

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Universitet i USA indgår milliardforlig i sager om overgreb

University of Southern California (USC) har indgået forlig på 852 millioner dollar (næsten 5,4 milliarder kroner) med over 700 kvinder for seksuelle overgreb, som den nu 74-årig gynækolog George Tyndall er anklaget for at stå bag. Det skriver AP.

Mindst 111 døde efter Texas' vinterstorme

Mindst 111 personer døde i Texas under de vinterstorme og strømafbrydelser, der ramte den amerikanske delstat i februar. Det viser en ny opgørelse fra myndighederne, der næsten fordobler det hidtige dødstal, skriver AP.

Lovforslag: Techgiganter skal betale for brug af nyheder

Kulturminister Joy Mogensen (S) vil i morgen fremsætte et lovforslag, der skal sikre, at danske medier kan få betaling for nyheder, som techgiganter som Facebook og google bruger på deres platforme. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelse.

Bestseller-milliardær køber en fjerdedel af Coolshop

Den danske milliardær og Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen overtager 25 procent af onlinevirksomheden Coolshop, der har Jacob Risgaard som medejer. Det oplyser Coolshop i en pressemeddelelse. 

B.T.'s chefredaktør undskylder

I en kommentar på bt.dk undskylder chefredaktør Michael Dyrby for ikke at have gjort nok ved problemer med sexisme og krænkelser på B.T. og på TV 2, hvor han var nyhedsdirektør fra 2002 til 2015.

Van Gogh-maleri solgt for knap 100 millioner

Opdateret klokken 21.15 med ny pris: Et maleri af Vincent van Gogh fra 1887 blev torsdag solgt for 13,1 millioner euro (97 millioner kroner) på en auktion hos auktionshuset Sotheby’s. Det skriver Reuters. Hammerslaget blev først 14 millioner euro, men på grund af en teknisk fejl kom det under hammeren igen.

45 anholdelser under protester i Hviderusland

Mindst 45 personer er blevet anholdt under demonstrationer i Hviderusland, rapporterer menneskerettighedsgruppen Viasna-96 ifølge Reuters. Protesterne mod præsident Aleksandr Lukasjenko falder på den hviderussiske mærkedag Frihedsdagen.

31-årig nægter at have voldtaget 68-årig kvinde

En 31-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have kravlet ind ad vinduet hos en 68-årig kvinde og voldtaget hende. Han nægter sig skyldig og overvejer at kære afgørelsen. Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Hollandsk parlament lukket efter bombetrussel

Hollandsk politi har har afspærret parlamentet og det omkringliggende område i Haag efter en bombetrussel. Det skriver Reuters.

Fire fængselsansatte på skadestuen

Tre fængselsansatte og en værkmester i Jyderup Fængsel er bragt til skadestuen efter "en voldelige konflikt" med en indsat. Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Fem nye dødsfald med i Danmark

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet med 2 til 214, viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut, der har været forsinket på grund af en ny måde at opgøre smittetal på. Yderligere fem personer er døde med coronavirus det seneste døgn.

Ishøj lukker skolerne

Ligesom Vallensbæk lukker også Ishøj Kommune på myndighedernes ordre alle skoler og SFO'er fra i morgen, fredag. Det fremgår af kommunens hjemmeside. Også i Brøndby lukker skolerne på grund af høj smitte i kommunen.

Alle skoler lukker i Vallensbæk

På grund af høj smitte i kommunen har Vallensbæk fået et påbud fra sundhedsmyndighederne om at lukke alle skoler og SFO'er fra i morgen til og med søndag 11. april. Det fremgår af et brev til forældre og elever, som TV 2 er i besiddelse af.

Sygeplejersker stemmer nej til overenskomst

Sygeplejerskerne har i en urafstemning stemt nej til en ny overenskomst. 47,3 procent stemte imod, mens 46,5 procent stemte for. Det fremgår af Dansk Sygeplejeråds hjemmeside. 53,6 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer deltog i afstemningen.

16 års fængsel til drabsmand

52-årige Henrik Verdun Hansen er i Østre Landsret blevet idømt 16 års fængsel for drab og besiddelse af mindst syv kilo amfetamin. Han skød og dræbte i 2018 Lars Halvor Hermansen, hvis lig han støbte ind i beton og anlagde en bålplads ovenpå. I byretten fik 15 års fængsel.

Landsdækkende spirituskontrol

Politiet gennemfører traditionen tro en landsdækkende spiritus- og narkotikakontrol i påskedagene. Kontrollen varer fra fredag 26. marts til mandag 5. april. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Forældre frifindes for at sende deres børn på genopdragelsesrejse

Østre Landsret frifinder et somalisk ægtepar for at sende parrets to børn på genopdragelsesrejse i Somalia. Det skriver Statsadvokaten i København på Twitter. Parret dømmes dog for vold mod deres datter. Forældrene blev i januar dømt for at have efterladt deres børn i Somalia.

AstraZeneca-pause bliver forlænget med tre uger

Myndighederne forlænger stoppet med AstraZeneca–vaccinen med tre uger. Det fortæller direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på pressemødet.

Danske modstandere fundet til EM i kvindehåndbold

Det danske kvindelandshold i håndbold skal op mod Rumænien og Østrig samt en endnu ukendt tredje modstander i EM-kvalifikationen. Det blev resultatet af en lodtrækning torsdag i Wien.