Politik

Følg statsministerens spørgetime her

Hvad skete der? Partilederne fik mulighed for at stille spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S) ved tirsdagens spørgetime i Folketinget. 

Hvad blev hun spurgt om? Mette Frederiksen blev især spurgt ind til genåbningsplanerne for Danmark - og så stak støttepartierne til hende, når det kommer til regeringens beslutning om ikke at hente danske børn hjem, der lige nu er fanget i syriske lejre.

Spørgetimen og det efterfølgende doorstep er nu slut

Tak, fordi I læste med.

Vil ikke kommentere på dobbeltstraf for coronaovertrædelser

Statsministeren bliver af flere fra pressen spurgt ind til, om den dobbeltstraf, der blev indført sidste år ved lovovertrædelser i forbindelse med corona, skal fortsætte helt til nytår som planlagt.

Det nægter Mette Frederiksen dog at svare på, fordi hun mener, at det henviser til en verserende sag.

En 30-årig kvinde blev nemlig for få dage siden idømt to års ubetinget fængsel for at opildne til vold ved en coronademonstration.

Har stadig tiltro til vaccinerne

Pressen får muligheden for at stille spørgsmål ved et efterfølgende doorstep i Folketinget.

Her blev Mette Frederiksen blandt andet spurgt ind til AstraZeneca-vaccinen, som lige nu er sat på pause, efter et mistænkeligt dødsfald og tilfælde af blodpropper skal undersøges.

Men Mette Frederiksen fastholder, at hun har stor tiltro til alle vaccinerne i Danmark - også når og hvis AstraZeneca-vaccinen genoptages.

Så stramme udvisningsregler som muligt

Mette Frederiksen svarer, at hun håber, at hendes egen regering og alle kommende regeringer vil gøre alt, hvad de kan, for at udvise de kriminelle, der ikke længere må opholde sig i Danmark. 

- Jeg er tilhænger af så stramme udvisningsregler som overhovedet muligt.

Samtidig understreger hun, at Danmark er forpligtet til at overholde de gældende internationale konventioner. 

- Men jeg er simpelthen uenig i de internationale konventioner på det her område.

Vermund: - Hvorfor bliver de udviste forbrydere i Danmark?

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, er nu på talerstolen. 

Hun lægger ud med at tale om en sag, hvor en dømt udlænding endnu er i Danmark, selvom han står til at skulle udvises.

- Antallet af udvisningsdømte, som fortsat er i Danmark, hober sig op, siger Vermund.

Derfor vil hun gerne spørge statsministeren, hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at undgå, at kriminelle udlændinge, som er udviste, bliver i landet for længe.

Vi er ikke færdige med corona endnu, siger statsministeren

Mette Frederiksen svarer Pape Poulsen og slår fast, at der altid vil være usikkerhed om beregningerne.

Desuden er tegn på en tredje bølge gennem Europa lige nu, hvorfor der fortsat er bekymring for at sætte alt over styr, hvis vi genåbner for meget.

- Vi er ikke færdige med corona endnu, siger hun. 

Pape: - Så er den gal igen!

Det er nu de konservatives Søren Pape Poulsens tur.

- Så er den gal igen. Kort og terræn passer ikke sammen, siger han.

Han peger på, at det nuværende pres på sundhedsvæsenet ikke passer sammen med det, myndighedernes beregninger lød inden første del af genåbningen. 

- Vil regeringen og støttepartierne ikke overveje at justere på genåbningsplanen?

Vil S afskaffe tjenestemandsreformen?

Villadsen spørger nu ind til tjenestemandsreformen fra 1969.

Et borgerforslag går netop nu ud på at afskaffe reformen, der er et fastsat lønhierarki for offentligt ansatte, og som betyder et lønefterslæb i kvindedominerede fag.

Enhedslisten stemmer for, men hvad gør regeringen? spørger Mai Villadsen.

Det kan Mette Frederiksen "ikke udtale sig om på stående fod", men hun synes, det er "en interessant diskussion", der skal tages op. 

Enhedslisten: - Hvad vil du gøre for danske velfærdsansatte?

Mai Villadsen, politisk leder i Enhedslisten, spørger nu ind til sundhedsvæsenet, som har arbejdet hårdt under coronapandemien.

Derfor spørger hun statsministeren, hvad hun vil gøre for at give velfærdsansatte bedre arbejdsvilkår?

Mette Frederiksen lægger ud med at takke sundhedsvæsenet for sit store arbejde og understreger, at også det private arbejdsmarked har taget en stor tørn i år.

- Det, vi kunne gøre i fællesskab, er at sørge for, at de ansatte får bedre tid til deres faglige arbejde i stedet for bureaukrati, papirarbejde og for tunge processer, siger Mette Frederiksen. 

- Jeg har ikke bedt forældrene om at vende Danmark ryggen

Det svar tager Sofie Carsten Nielsen ikke for gode varer, og hun prøver derfor igen.

- Kan statsministeren leve med, hvis der sker noget med et dansk barn?

Mette Frederiksen synes, det er et lidt specielt spørgsmål, men gentager, at der er masser af dilemmaer i spørgsmålet om de danske børn i Syrien.

- Det er ikke mig eller nogen her i Folketinget, der har bedt forældrene om at vende Danmark ryggen - det er forældrene, slår hun fast. 

- Kan du leve med, at børnene kan blive kidnappet af Islamisk Stat?

- Kan statsministeren leve med, at børnene er i risiko for at blive kidnappet af Islamisk Stat?, spørger Radikale Venstre.

Mette Frederiksen svarer:

- Det har jeg da ikke noget som helst ønske om, men jeg kan ikke gå yderligere ind i en diskussion om det her.

Hun understreger igen, at når man forlader Danmark for at tilslutte sig et terrorregime, så skal de ikke kunne komme tilbage på dansk jord.

- Lader vi børnene blive, kan de blive morgendagens terrorister

Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre, skal nu på talerstolen, og hun vil gerne følge op på børnene i Syrien.

- Børnene sidder der af én grund: Deres forældre, siger hun. 

Alligevel vil hun insistere på at sætte børnene først, og at de danske børn er Danmarks ansvar.

- Lader vi dem blive, er der en risiko for, at de ender som morgendagens terrorister. 

Sofie Carsten Nielsen peger desuden på andre sammenlignelige lande, der hjælper børnene hjem. 

Mette F.: - Mennesker, som er imod Danmark, skal ikke tilbage hertil

Næste spørgsmål fra SF handler om børnene i Syrien.

- Forældrene har meldt sig ind i en dødskult, der holder slaver. Så jeg kan sagtens se dilemmaerne, men skal børnene betale prisen?, spørger Pia Olsen Dyhr.

Nej, siger Mette Frederiksen. Men hun understreger, at der ikke er et hjem i Danmark for de forældre, der har taget deres børn med til Syrien. 

- Jeg vil gerne hjælpe børnene, men jeg kan simpelthen ikke se det rigtige i, at mennesker, som er så meget imod Danmark, skal tilbage hertil, slutter hun. 

Mette F.: - Jeg har aldrig nogensinde oplevet en politisk debat af denne karakter

Mette Frederiksen svarer, at hun også selv er rystet over alle de mennesker, der udtaler sig grimt til andre på nettet, blandt andet også i forbindelse med coronakrisen. 

- Det er en ualmindelig vigtig diskussion. Jeg sad også i fredags og så med i dele af programmet, og det gjorde også ondt på mig. Det har taget overhånd, siger Mette Frederiksen (S) og tilføjer:

- Det er øjensynligt ikke nok bare at appellere til, at folk har god skik på nettet, siger hun. 

Statsministeren vil gerne gå foran, og det starter i Folketinget selv, siger hun. 

- Jeg har været her i snart 20 år, og jeg har aldrig nogensinde oplevet en politisk debat af den karakter, som vi har herinde lige nu. 

Pia Olsen Dyhr vil tale om 'X Factor' og mobning på nettet

Nu er det SF's formand, Pia Olsen Dyhr, der er gået på talerstolen. Hun vil tale om noget lidt atypisk for spørgetimen i Folketinget - nemlig TV 2-programmet 'X Factor'. 

Det vil hun, fordi programmet har sat fokus på den mobning og hadbeskeder, deltagerne oplever at få på nettet. 

- Mobning og tilsvining er desværre en del af mange danskeres hverdag, når de færdes på nettet.

Derfor mener Olsen Dyhr, at partierne nu skal diskutere, hvad man må sige og skrive til hinanden på nettet. 

- Kan vi give et løfte til de mange unge, som bliver udsat for had på nettet, om, at vi lytter til dem?

- Det er gået bedre, end jeg turde tro

Hvis ikke vi havde haft restriktioner gennem de sidste mange måneder, så var vi aldrig kommet så langt med coronasmitten, som vi er, mener statsministeren.

- Det er gået godt, og det er også gået bedre, end jeg selv havde turdet tro, siger Mette Frederiksen. 

Derfor kan det meget vel blive, at vi kan rykke genåbningen frem, lyder det.

Mette F. tror, at vi kan åbne mere i foråret, end vi troede

Mette Frederiksen glæder sig over, at der "endelig er en partileder, der roser det, vi lykkes med i Danmark lige nu". 

Og netop fordi det er gået så godt, så kan vi meget vel stå i en situation, hvor vi kan åbne mere op, end statsministeren troede bare for få uger siden, fortæller hun.

- Og sådan tror jeg faktisk også, det kommer til at gå.

Thulesen Dahl: - Skal vi ikke vise danskerne mere tillid?

Kristian Thulesen Dahl, formand i Dansk Folkeparti, får nu muligheden for at stille sit spørgsmål. 

Han begynder med at rose danskerne for deres indsats under pandemien, fordi prognoserne for smittetrykket ved genåbningen har vist sig at ramme forkert.

- Skal vi ikke vise den tillid til danskerne, at man godt kan åbne mere op? Kommer statsministeren ikke til at holde mere lukket, end vi behøver?

En langsom genåbning

Lige nu kan det ikke lade sig gøre at have alle børn og unge tilbage i skole på fuldt skema, er det fordi, at risikoen for at gå for hurtigt frem med genåbningen, gør det klogere at gå langsomt frem.

Sådan lyder det fra Mette Frederiksen. 

- Jeg mener, vi skal undgå en ny nedlukning af Danmark, og derfor skal vi gå stille frem.

V: - Hvorfor kan børnene ikke komme tilbage i skole nu?

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, skal nu stille et spørgsmål til statsministeren.

Han begynder ved at pege på børn og unges mistrivsel under pandemien.

- Folkesundhed handler om mere og andet end corona, det handler også om trivsel, siger han. 

Derfor vil han gerne spørge, hvor regeringen og støttepartierne ikke vil have børnene tilbage i skole nu. 

Mette Frederiksen svarer, at vi netop er i gang med en genåbning for eleverne, men peger på, at der er bred politisk enighed om at få børnene tilbage snarest muligt, og at de står næst for. Hun er dog ikke enig i, at alle børn lider. 

- Jeg oplever også børn og unge, som bærer den byrde, vi gør som samfund, med stolthed, siger Mette Frederiksen.