Nyheder

Dom til manden bag "snapsefif" blev aldrig ført ud i livet: - Det er vanvittigt, siger borger

Psykiatrien glemte at indkalde en notorisk spritbilist til behandling. Imens kørte han videre og skabte utryghed i østjysk landsby.

Den 61-årige Henrik D. – manden bag det såkaldte "snapsefif" – fik i dag forlænget sin varetægtsfængsling med fire uger ved Byretten i Aarhus efter en biljagt i februar, hvor han ifølge politiet sårede en betjent og kørte ind i en anden.

Biljagten skete, tre dage efter at frustrerede borgere til TV 2 havde udtrykt deres undren over, at Henrik D. på trods af flere domme for spirituskørsel, stadig kørte rundt i bil.

Men Henrik D. kunne formentlig have været stoppet lang tid før.

For nu viser det sig, at Psykiatrien i Region Midtjylland glemte at indkalde Henrik D. til den behandlingsdom han fik i Vestre Landsret 5. august sidste år.

Det indrømmer ledende overlæge Farahna Harees nu, efter at TV 2 ad flere omgange har henvendt sig om sagen til Psykiatrien.

- Det har jeg det ualmindeligt dårligt med. Specielt når der er tale om en retspsykiatrisk patient, som har kørt rundt i et område, hvor der bor familier, siger Farahna Harees, som ikke kan forklare, hvordan fejlen er sket.

- Det er en beklagelig, menneskelig fejl. Patienten er ikke blevet indkaldt fra ambulatoriet, og hvorfor ved vi simpelthen ikke.

Det er helt vanvittigt, at de ikke formår at eksekvere dommen og indkalde manden til behandling

Jesper Gormsen, lokal

Tog en slurk af en flaske snaps

Efter flere alvorlige sager om trafikdrab har den socialdemokratiske regering med flere ministre i spidsen sat hårdt ind mod trafiksyndere og fik sidste år indført markant skærpede straffe.

Men på trods af regeringens ambitioner er der stadig problemer med bilister, som retssystemet har svært ved at nå.

Sidste år kom det frem, at Henrik D. var blevet frikendt i flere tilfælde af spirituskørsel i Aarhus Byret, fordi han havde benyttet sig af det såkaldte "snapsefif".

Når betjentene stoppede ham i sin bil, låste han dørene og tog en stor slurk af en flaske snaps, mens betjentene så på.

Dommeren i byretten mente derfor ikke, at han kunne dømmes for spirituskørsel, fordi det ikke kunne bevises, at han også havde drukket før han satte sig bag rattet.

Over for TV 2 bekræftede Henrik D. sidste år, at han benyttede sig af metoden:

- Jeg drikker altid, når jeg bliver stoppet af politiet. Så sørger jeg altid for at have drukket af snapseflasken for en sikkerheds skyld. For så er der drukket efter kørslen, og så er der ingen sag. Men det skal du altså ikke afsløre på landsdækkende tv, det gider jeg ikke at have.

- Det er jo helt håbløst

I august sidste år blev Henrik D. så idømt ambulant psykiatrisk behandling af Vestre Landsret efter fem tilfælde af spirituskørsel, femten tilfælde af kørsel uden kørekort, to gange uden at standse for politiet, og tre gange, hvor han havde udgivet sig for at være en anden.

De lokale borgere åndede lettet op og skulle nu ikke længere bekymre sig om hans kørsel.

Men der gik ikke lang tid, før alt var ved det gamle.

Ifølge borgerne fortsatte Henrik D. nemlig med at køre bil, som om intet var hændt:

- Han kommer og parkerer, knapper øllene op, og så færdes han i området, som han har gjort før. Jeg bliver superfrustreret, for det burde jo ikke kunne lade sig gøre, at han stadig kører bil, sagde Jesper Gormsen, en lokal familiefar, som var bekymret for sine børns sikkerhed i trafikken.

TV 2 optog denne video i februar i år af Henrik D. slingrende i en grå Peugeot, faretruende tæt på modkørende:

TV 2 konfronterer Henrik D. efter at have fulgt hans kørsel et par kilometer. Video: Niels Lykke Møller

At Psykiatrien i Region Midtjylland simpelthen havde glemt at føre Henrik D.'s behandlingsdom ud i livet, får i dag Jesper Gormsen til at tage sig til hovedet.

- Det er jo helt håbløst. Jeg synes, at det er fuldstændigt hovedrystende, at der kan ske en sådan fejl. Det er helt vanvittigt, at de ikke formår at eksekvere dommen og indkalde manden til behandling. Det er jo en kæmpe, kæmpe, kæmpe fejl, siger han.

Ville ikke udtale sig om sagen

TV 2 kontaktede Psykiatrien i Region Midtjylland første gang i februar, for at høre, om der var en særlig grund til, at Henrik D. ikke var begyndt på den behandling, som landsretten havde idømt ham.

Psykiatrien skal nemlig ifølge reglerne igangsætte behandlingen af retspsykiatriske patienter inden for fire uger efter de har modtaget en domsudskrift fra politiet.

Svaret lød dengang, at Psykiatrien fulgte alle regler, og at der ikke var eller havde været ventetider på behandling siden landsrettens dom i august. Derefter påkaldte de sig tavshedspligt i sagen og ville ikke udtale sig yderligere. Vi kunne altså ikke få svar på, om de havde overholdt reglerne i Henrik D.'s tilfælde.

TV 2 kontaktede herefter Østjyllands Politi, som bekræftede, at de havde sendt domsudskriften vedrørende Henrik D. til Psykiatrien allerede 1. september 2020.

Efter at TV 2 havde været i kontakt med Østjyllands Politi, ændrede Psykiatrien pludselig holdning og ville nu gerne udtale sig yderligere. Tavshedspligt eller ej.

- Hvordan skal vi have tillid til retssystemet, når det viser sig, at en dømt ikke får sin dom? Det er jo ret afgørende.

- Ja, bestemt. Derfor er jeg også glad for, at det er en enlig svale. Vi har undersøgt, om alle patienter, vi har i behandling nu, er blevet indkaldt, og det er de, siger ledende overlæge Farahna Harees.

Kan ikke garantere, at alle har fået deres behandlingsdom

Psykiatrien i Region Midtjylland har kun undersøgt nuværende sager, og Farahna Harees kan derfor ikke garantere, at der ikke tidligere har været behandlingsdømte, som aldrig er blevet indkaldt til behandling. Psykiatrien må nemlig ikke opbevare de mails, som de modtager fra politiet om behandlingsdømte.

- Vi har gået igennem alle de patienter vi har i henhold til dom, og det strækker sig potentielt over fem år. Mere har jeg faktisk ikke at sige til det. Altså, jeg kan ikke uddybe det yderligere, afslutter Farahna Harees.

Psykiatrien har nu iværksat nye procedurer på området, og alle ledere er blevet undervist i, hvordan de skal sikre, at ingen bliver glemt fremover.

Det er også sket i Henrik D.'s tilfælde.

To dage efter at TV 2 første gang henvendte sig til Psykiatrien i Region Midtjylland, blev han indkaldt til sin første samtale. Altså den samtale, som Psykiatrien havde glemt at indkalde ham til sidste år.

Samtalen skulle foregå den efterfølgende torsdag, men om tirsdagen blev Henrik D. anholdt efter biljagten, hvor han i øvrigt blev sigtet for endnu et tilfælde af spirituskørsel.

TV 2 har i dag været i kontakt med Henrik D., som afviser at have været involveret i en biljagt som beskrevet af politiet. Han afviser også, at han skulle have såret en betjent og kørt en anden ned. Han har ikke nogen holdning til, at Psykiatrien glemte at indkalde ham til behandling, men bekræfter, at han i dag modtager psykiatrisk behandling.

Kan gå flere måneder før der rejses tiltale

Sagen om Henrik D. er dog langt fra afsluttet. Og meget tyder på, at borgerne i området må væbne sig med endnu mere tålmodighed.

For i sommeren 2019 blev motionscyklisten Peter Høyer kørt ned af en sølvgrå Honda Civic uden for Henrik D.'s gård. Ifølge Peter Høyer var det Henrik D., som sad bag rattet og stak af fra uheldet.

Peter Høyer fandt kort efter uheldet den sølvgrå Honda Civic på gårdspladsen, hvor Henrik D. stod med en øl i hånden. Henrik D. nægtede, at han skulle have kørt bilen.

I dag – mere end halvandet år efter – har anklagemyndigheden stadig ikke taget stilling til, om der skal rejses tiltale i sagen.

Østjyllands Politi oplyser, at der på grund af den seneste sag om biljagten i februar, vil gå yderligere ”nogle måneder, inden der er taget stilling til spørgsmålet om tiltale” i sagen om cykeluheldet.

En af grundene til at sagen trækker ud, er ifølge politiet, at der blandt andet skal foretages en ny mentalerklæring af Henrik D. hos Psykiatrien i Region Midtjylland.