Kvinderne løb med de største Grammy-priser

Beyoncé har vundet i alt 28 Grammy-statuetter. Det er flere end Alison Krauss og Aretha Franklin.

Det blev kvindernes aften ved Grammy-uddelingen i Los Angeles natten til mandag dansk tid.

Således løb Taylor Swift, Billie Eilish, H.E.R. og Megan Thee Stallion med statuetterne i de store kategorier.

Resultatet af aftenens prisuddeling kommer, efter at der i flere år har været kritik fra af en række artister af showets valg af nomineringer og et manglende blik for kvinder og minoriteter.

Senest har manden bag The Weeknd, Abel Makonnen Tesfaye, annonceret, at han vil boykotte prisuddelingen som protest mod et nomineringssystem, han finder forkert.

Men i år var det altså de kvindelige artister, der var i fokus.

Beyoncé med flest Grammy-priser nogensinde

Beyoncé slog med sin 28. statuette, som hun fik for Årets Bedste R&B-performance for singlen 'Black Parade', rekord som den kvinde, der har vundet flest Grammy-priser nogensinde.

Blandt de store priser ved nattens show har popstjernen Taylor Swifts 'Folklore' vundet Årets Album, mens Billie Eilishs album 'Everything I Wanted' har vundet Årets Bedste Indspilning.

Det skriver Los Angeles Times.

Dermed har hun vundet flere end den hidtidige rekordindehaver, bluegrass- og countrystjernen Alison Krauss, der har vundet 27. Den afdøde soullegende Aretha Franklin vandt 18 Grammy-statuetter.

- Som kunstner er det mit job og vores alle sammens job at afspejle den tid, vi lever i. Derfor ønskede jeg at opmuntre, løfte og fejre alle de smukke, sorte dronninger og konger, der fortsætter med at inspirere mig og inspirere hele verden, siger Beyoncé i sin takketale ifølge nyhedsbureauet AFP.

Singlen 'Black Parade' er en hyldest til sort kultur og aktivisme, der udkom i forbindelse med raceprotesterne i USA i sommeren 2020.

'I Can't Breathe' af den 23-årige R&B-sangerinde H.E.R. har vundet prisen for Årets Sang. Sangen er en henvisning til George Floyd og Eric Garners sidste ord, inden de døde, og handler om politibrutalitet og raceulighed.

Det skriver AFP.

Sangen udkom i juni 2020 i kølvandet på drabet på George Floyd og de efterfølgende protester mod raceulighed i USA. Floyd døde i maj sidste år i Minneapolis, da en hvid politibetjent pressede sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter.

'I Can't Breathe' – jeg kan ikke trække vejret – blev også de sidste ord fra Eric Garner, som døde under en anholdelse i New York City i juli 2014.

Her følger et overblik over, hvem der vandt nogle af de største priser ved prisuddelingen:

  • Årets Bedste Album: 'Folklore' af Taylor Swift.
  • Årets Bedste Indspilning: 'Everything I Wanted' af Billie Eilish.
  • Årets Bedste Sang: 'I Can't Breathe' af H.E.R.
  • Årets Bedste Nye Artist: Megan Thee Stallion.
  • Årets Bedste Pop-performance: 'Watermelon Sugar' af Harry Styles.
  • Årets Bedste Popduo/Gruppe-performance: 'Rain On Me' af Lady Gaga og Ariana Grande.
  • Årets Bedste Popalbum: 'Future Nostalgia' af Dua Lipa.
  • Årets Bedste Rapalbum: 'King's Disease' af Nas.
  • Årets Bedste R&B-performance: 'Black Parade' af Beyoncé.
  • Årets Bedste R&B-album: 'Bigger Love' af John Legend.
  • Årets Bedste Countryalbum: 'Wildcard' af Miranda Lambert.
  • Årets Bedste Rockalbum: 'The New Abnormal' af The Strokes.