Nyheder

Det skulle være verdens fineste musikpris, men snart kan det være slut med Grammy Awards, siger musikekspert

Den 63. udgave af Grammy Awards bliver afholdt natten til mandag. Men de seneste år har budt på kras kritik af showet.

Når Grammy natten til mandag dansk tid uddeler priser for årets bedste musikpræstationer, bliver det højst sandsynligt uden Abel Makkonen Tesfaye som tilskuer.

Manden bag The Weeknd har nemlig annonceret, at han vil boykotte prisuddelingen som protest mod et nomineringssystem, han finder forkert. Han blev selv forbigået, da nomineringerne i efteråret blev offentliggjort.

Det er på trods af, at The Weeknd står bag albummet 'After Hours' og singlen 'Blinding Lights', som har været blandt de mest streamede og har slået rekorder på hitlisterne.

The Weeknd er desuden kåret til en af verdens mest indflydelsesrige 'personer' af Time og udvalgt til at spille det eftertragtede show i pausen til Super Bowl.

Det canadiske band The Weeknd optrådte i halvlegen til SuperBowl i 2021.

- På grund af de hemmelige komiteer vil jeg ikke længere tillade, at mit pladeselskab sender min musik ind til the Grammys, siger The Weeknd med henvisning til prisshowets udvælgelsesproces til New York Times.

Med The Weeknds boykot af Grammy Awards tilslutter de sig en lang række af artister, der de senere år har kritiseret Grammy Awards for forkerte nomineringer og et manglende blik for kvinder og minoriteter.

Kritikken er efterhånden så kras og overdøvende, at det potentielt truer hele prisuddelingens eksistens, lyder det fra musikekspert og skribent på Soundvenue Kristian Karl.

- Det er meget alvorligt for Grammy. Hvis artisterne nægter at lade sig nominere, mister prisshowet jo al betydning, siger han.

Hvem har kritiseret Grammy Awards?

Frontfiguren i The Weeknd kritiserer Grammy Awards for at have et uigennemsigtigt nomineringssystem, hvor anonyme komitemedlemmer på hemmelig vis udvælger de nominerede.

Kritikken går på, at Grammy hovedsageligt består af ældre, hvide mænd, og at det derfor afspejler sig i, hvem der bliver nomineret og i sidste ende vinder priserne, forklarer Kristian Karl.

Det har en række artister de seneste år kritiseret.

Tyler, The Creator vandt i 2020 en pris for bedste rapalbum, men i sin takketale sagde han, at han faktisk havde lavet et popalbum, og at han anså det som racistisk, at fordi han var sort, kunne han kun vinde i en kategori for rap- eller urbanmusik.

Den amerikanske musiker Tyler, the Creator vandt en Grammy for Bedste Rap Album for "Igor" i 2020.

Sidste år smed Kanye West sin statuette i toilettet og postede en video, hvor han urinerer på den.

Drake vandt i 2019 en Grammy for bedste rapsang, men sin takketale brugte han på at kritisere showet for ikke at have blik for kunstnere med alle hudfarver.

I 2018 spredte hashtagget #GrammySoMale sig som en reaktion på de meget få kvindelige nominerede artister. Kun 11 af de 84 priser gik i 2018 til kvinder. Ifølge New York Times var kun ni procent af de sidste seks års 899 nominerede kvinder.

En chef for Grammy Awards udtalte i den forbindelse, at kvindelige artister bare måtte "steppe up". Så skulle de nok blive nomineret.

- Det var en fuldstændigt vanvittig ting at sige i stedet for at anerkende, at der var et kønsmæssigt problem. I stedet affejede man det, og det har været den her affejende attitude over for kritik, der har været Grammys problem, siger Kristian Karl.

I 2017 knækkede Adele sin statuette over i to og gav den ene halvdel til sin lidt brunere kollega Beyonce, som hun mente havde gjort sig mere fortjent til hæderen end hende selv.

Adele knækkede sin statuette for sangen "Hello" over i to og brugte sin takketale på at hylde Beyonces album 'Lemonade'.

Hvordan har Grammy Awards reageret på det?

Grammy Awards har i flere omgange svaret på kritikken. Senest har en chef i akademiet udtalt, at han forstår The Weeknds skuffelse over ikke at være nomineret, men at der "desværre hvert år er færre nomineringer end artister, der fortjener en."

I 2019 ansatte de en ny kvindelig chef, Deborah Dugan, som skulle være den figur, der skulle modernisere Grammy og få bugt med de indgroede beskyldninger om manglende diversitet og relevans.

- Det gav faktisk meget mere fokus på diversitet, og der kom nogle yngre, mere relevante nomineringer, siger Kristian Karl.

Men hun holdt ikke ret længe.

Efter bare et år stoppede hun og gik offentligt ud og bekræftede, at Grammy Awards var en "boys’ club", og at hun ikke kunne ændre det.

Deborah Dugan nåede at være administrerende direktør for Recording Academy i et år. Hun efterlod posten med beskyldninger om sexchikane og stemmesnyd.

- Det er fuldstændigt katastrofalt for Grammys, at den her skikkelse, der skulle signalere en ny æra, siger, at det er umuligt, siger Kristian Karl.

Hvad kommer der til at ske de kommende år?

I det lys – lyder det fra Kristian Karl – fremstår The Weeknds boykot af Grammy Awards ikke bare som en forkælet kunstners fornærmelse over ikke at blive nomineret.

- Deres kritik virker som noget, man faktisk godt kunne tro på, var sandt, siger musikeksperten.

Grammy Awards, der egentlig skulle være musikkens svar på Oscarshowet – det fineste selskab, har de seneste år mistet så meget troværdighed og pondus, at det ifølge Kristian Karl kan risikere at være enden på Grammy Awards.

For hvis artisterne er ligeglade med priserne, nægter at lade sig nominere og nægter at optræde til showet, mister Grammy Awards hurtigt sin eksistensberettigelse.

- Jeg tror, at det kan være slut prut med Grammys. Personligt føler jeg også, at tiden er løbet forbi den pris. Jeg føler ikke, at den står til at redde, lyder det fra Kristian Karl.

Grammy Awards bliver sendt på TV 2 ZULU 16. marts klokken 20.40.