Det bli'r godt igen

Dansk musiker lå på intensiv med corona - nu hylder han dem, der hjalp ham tilbage til livet

Christian Junckers historie har givet alle omkring ham lidt af et "wake up"-call. Nu knokler han hver dag for at blive sig selv igen.

Det er kun en uges tid siden, at musikeren Christian Juncker prøvede at spille guitar igen. For første gang i flere måneder.

Han er også stadig forpustet, når han har sunget sin nye sang ‘Jeg kommer hjem’. Og det er der en god grund til.

For sangen udspringer af det alvorlige sygdomsforløb, han har været igennem, siden han 18. december blev konstateret smittet med coronavirus.

Noget han troede, han kunne komme igennem ved at isolere sig en uges tid i sin kælder – men som endte med at sende ham på intensiv i 10 dage. Helt derud, hvor man er omringet af læger og sygeplejersker, og ingen aner, om man kommer hjem igen.

Christian Juncker er ellers ikke typen, der lukker offentligheden ind i noget af så privat karakter.

Men søndag aften valgte han at gøre en undtagelse i showet 'Det bli’r godt igen', som markerer årsdagen for den første nedlukning af Danmark. Og han gjorde det, fordi han har et budskab.

- Jeg tror ikke, jeg er den eneste i det her land, som ikke bare skylder en stor tak til vores sundhedsvæsen, men også sidder med en følelse af at skylde dem lidt mere end det. I kraft af overhovedet at være her endnu, siger han.

Et "wake up"-call

Derfor har manden bag hits som 'Mogens og Karen' og 'Havana', titelmelodien fra 'Kurs mod fjerne kyster', nu skrevet en sang til alle de sygeplejersker, læger, portører og fysioterapeuter, hvis hårde arbejde har gjort det muligt for ham at komme hjem igen.

Han siger selv, at det er en beskeden gestus, men håber samtidig, at hans historie kan påvirke os alle til at tænke på dem, der knokler på sygehusgangene. Og give det sidste, vi har, inden vi forhåbentlig krydser det, han kalder "den usynlige sommerlige målstreg".

Christian Juncker har skrevet 'Jeg kommer hjem' til alle de sygeplejersker, læger, portører og fysioterapeuter, der hjalp ham igennem et alvorligt coronaforløb. Video: Youssef Ayoub

For som Christian Juncker siger: "Lorten kan lande foran alle". Et voldsomt coronaforløb kan ramme selv dem, ingen forventer vil blive alvorligt syge.

Det var tilfældet for ham, og derfor har hans historie også givet alle omkring ham lidt af et "wake up"-call.

Ildebrand i blodårerne

Christian Juncker er nemlig hverken kronisk syg eller i nogen form for risikogruppe. Han er 45 år og var i fin form.

Men i midten af december fik han det mærkeligt. Han havde hovedpine, kvalme og en brændende feberfornemmelse i kroppen.

Christian Juncker

  • Født 10. juni 1975 i Holstebro.
  • Debuterede i 1995 med bandet Bloom.
  • Dannede i 2002 duoen Juncker med vennen Jakob Groth Bastiansen. To år senere udgav de albummet 'Snork City' med nummeret 'Mogens og Karen', som blev et stort hit.
  • Efter anden udgivelse forlod makkeren gruppen, mens Christian Juncker fortsatte som solo. Siden er det blevet til yderligere fem albums i eget navn, mens et sjette er på vej.
  • Har skrevet titelmelodierne til alle Beha-familiens tv-programmer. Nummeret 'Havana' fra 'Kurs mod fjerne kyster' ramte hitlisterne i 2014.
  • Har i 2020 dannet duoen Gæsterne med musikerkollegaen Jonas Breum. 

Det resulterede i en positiv coronatest 18. december, og herefter isolerede Christian Juncker sig i sin kælder, mens han talte dagene. Imens blev hovedpinen til migræne, vejrtrækningen blev dårligere, og feberen føltes som en decideret ildebrand i blodårerne.

I julen kiggede hans kone ham i øjnene og sagde: "Jeg kan ikke stå inde for det længere".

Han blev indlagt på Bispebjerg Hospital, og herfra bliver tingene slørede for sangskriveren. Dog ved han, at han blev overflyttet til Rigshospitalets covid 19-afdeling og senere indlagt på intensiv i 10 dage.

Men selv da han var allermest syg, har han alligevel registreret, hvad der er foregået omkring ham. Og det er de observationer, der er blevet til ordene, han sang på landsdækkende tv søndag aften.

Faktisk er hver enkelt linje suget ud af virkeligheden.

Omringet af sygeplejersker

Christian Juncker husker især nætterne på intensiv, hvor han kunne høre lyden af andres respiratorer.

Selv havnede han ikke i en. Men det var der, i de sene timer, han kunne blive allermest bange for, om han ville vende hjem igen. Og her var sygeplejerskerne en stor støtte.

- Helt konkret har jeg oplevet nogle nætter, hvor sygeplejersker var parat til at sidde ved siden af mig, indtil min frygt drev over, og jeg kunne falde i søvn, siger han.

På et tidspunkt husker han også at have haft en masse læger og sygeplejersker omkring sin seng. Han spurgte en af dem: "Er jeg ved at dø af det her?".

- Det er ikke planen, men det er alvorligt, svarede hun så.

Christian Juncker bemærkede også, at de samme sygeplejersker kom igen både morgen, aften og nat, iført store rumdragter, mundbind og astronauthjelme.

- Jeg så aldrig hele deres ansigt eller deres fulde identitet, og jeg føler uretfærdighed i, at jeg ikke kan huske alle deres navne, siger han.

Derfor er sangen også skrevet til dem alle sammen.

Jeg glemmer nok dit navn, aldrig den du var, alt det du gav, alt det du sagde

Fra sangen 'Jeg kommer hjem'

- Det handler om et større væsen, et kald i folk, som gør, at de mildest talt sætter deres eget liv på spil for at redde andre, siger han.

- Deres overskud, professionalisme og nærvær rørte mig så dybt.

Men alligevel var der ikke en dag i Christian Junckers tre uger lange indlæggelse, hvor han ikke spurgte: “Kommer jeg hjem i dag?”.

For uanset hvor syg han var, ville han bare gerne hjem.

Men der ventede en helt ny virkelighed på den anden side, som Christian Juncker slet ikke forstod.

Startede helt forfra

For efter 10 dage på intensiv, kunne han hverken gå eller bevæge sig. Derfor gik der yderligere en uge, inden han fik lægernes besked om, at han måtte tage hjem.

Det var i slutningen af januar og herefter fulgte 14 dage, hvor han følte sig indlagt derhjemme. Men siden er det gået langsomt fremad.

Fra knapt nok at kunne løfte en gaffel, går Christian Juncker nu til ældregymnastik tre gange om ugen. Hver dag laver han simple øvelser derhjemme og prøver at cykle en lidt længere tur end sidst.

- Jeg sidder her med mit livs chok i baghånden og prøver at få noget konstruktivt ud af det. Jeg har en følelse af at skulle starte helt forfra. Også fysisk, siger han.

Og sangskriveren mærker nu et kæmpe drive. Hver dag knokler han for at blive mere sig selv.

Men han ved også, at der stadig er lang vej igen. Nok et par måneders hårdt arbejde.

For om aftenen, når klokken slår 20, kan han stadig blive halvsløj og virkelig udmattet, hvis han har presset sig selv for meget.

Det ændrer dog ikke på, at han bliver fyldt med en enorm værdsættelse og taknemmelighed for hvert nyt, lille skridt i den rigtige retning.

At finde hjem til sig selv

I dag føles det stort for Christian Juncker at få lov til at hænge vasketøj op ude på terrassen under Brønshøjs blå himmel. Eller at gå en tur i supermarkedet, som han normalt syntes var røvsygt.

Han er forandret. Både på et eksistentielt og helt banalt plan. For midt i et meget mørkt sygdomsforløb ligger også en gave.

- Det rusker op i én, så man pludselig tænker: "Hold da op, sådan et stykke rugbrød med kommenost smager satme godt, når man er vant til sondemad", siger han med et lunt grin.

Derudover betyder det utrolig meget for sangskriveren, at han nu har det så meget bedre, at han igen kan spille guitar og udtrykke sig gennem sin musik.

- Det giver mig en enorm følelse af at genvinde et identitetsmæssigt psykisk herredømme over mig selv, siger han.

Og det er også det, hans sang handler om. Ikke bare om at komme fysisk hjem, men også at finde hjem i sig selv igen.

Der er Christian Juncker ikke helt endnu.

- Men jeg tror, at hjemmet i mig selv er noget nyt. Jeg tror, det bliver noget bedre, noget mere positivt og noget mere lyst, siger han.