Han gik 17 kilometer hjem på strømpesokker, da han fik nok af børnehjemmet
Vi stiller ikke nok krav til de opholdssteder, hvor vi anbringer vores allermest sårbare børn og unge, mener flere organisationer nu.
En forårsdag i 2020 havde 13-årige Søren Sykær fået nok.
Han ville hjem til sin mor.
Mere end fem års anbringelse på institutionen Birkelund havde gjort ham mere og mere ulykkelig, og nu kunne han ikke mere.
Børnehjemmet skulle have givet ham de trygge rammer, som han ikke kunne få derhjemme, men sådan var det ikke gået.
Han syntes, at de andre børn drillede ham, og han følte ikke, at de voksne passede på ham eller hjalp ham. I stedet blev han ofte udsat for magtanvendelser.
Nu ville han bare hjem. Derfor stak han af.
I farten glemte han at tage både jakke og sko på, så de 17 kilometer fra Birkelund og hjem til moren skulle tilbagelægges i strømpesokker, men Søren Sykær var ligeglad.
Han ville væk.
Han travede afsted på egen hånd, og de næste mange timer vidste ingen, hvor han var.
Nødråb fra børnehjemmet
TV 2 har de seneste dage fortalt om de store problemer på landets opholdssteder og døgninstitutioner, der bliver afdækket i dokumentaren ’Nødråb fra børnehjemmet’.
Kritikken drejer sig blandt andet om skiftende eller dårligt uddannet personale samt unødvendig brug af fysisk magt.
Flere organisationer mener nu, at der ikke bliver stillet høje nok krav til bostederne, hvor de mest sårbare børn kan risikere at opleve konstant skiftende personale uden relevant faglig uddannelse.
Også Søren Sykær følte sig svigtet, da han blev fjernet fra hjemmet.
En barndom med voldsomme skænderier
Søren Sykærs barndom var præget af voldsomme skænderier mellem sin mor og far, og efterhånden blev det svært for ham at få en normal hverdag.
En sagsbehandler vurderede i 2014, at Søren Sykærs udvikling var truet af forældrenes konflikter. Samtidig vurderede de, at hans mor ikke evnede at tage sig af ham. Derfor besluttede myndighederne at fjerne Søren Sykær fra moren, da han var otte år gammel.
Han blev anbragt på døgninstitutionen Birkelund i udkanten af Odense, cirka 20 kilometer fra hans hjem i Højby.
På Birkelunds egen hjemmeside lyder det blandt andet, at de tilbyder ”den kærlige omsorg, opmærksomhed og stabilitet, som er nødvendig for barnet eller den unges opvækst og udvikling”.
Og da Søren Sykær ankom til stedet, blev han mødt af et nyindrettet værelse med forskellige møbler, et skrivebord og nyindkøbt Lego.
Men han brød han sig ikke om at være der.
Han savnede sin mor, og han kom hurtigt i konflikt med både børn og voksne på stedet.
Han oplevede, at de ældre børn mobbede ham, og han følte ikke, at de voksne hjalp ham ud af problemerne.
- Mit liv derude var ikke så godt. Jeg var meget ensom. De voksne lyttede ikke til, hvad man sagde. Der skulle ikke så meget til at gøre dem sure, så smed de mig ind på mit værelse, siger Søren Sykær.
Kun én voksen, der var sød
Af alle de ansatte, han så i hverdagen, fremhæver Søren Sykær kun én pædagog, som han var glad for, da han kom til Birkelund.
- Hun var sød ved mig og ikke så hård i munden som de andre, siger han.
Men da hun pludselig stoppede, havde han svært ved at få en god relation til de andre voksne.
Han hævder, at de voksne var ligeglade med ham og hans problemer og ikke hjalp ham, når han blev udsat for mobning.
Han oplevede også, at der var et stort antal vikarer og skiftende personale på stedet, som, han synes, "ikke var gode til deres job".
- Der var meget, de ikke kunne følge med i. De var for langsomme til at løse konflikterne, siger han.
80 procent var vikarer
Søren Sykærs oplevelse stemmer godt overens med nogle af de forhold, der var på Birkelund i den tid, han var der.
I 2019 bemærkede Socialtilsynet, der er den instans, der skal kvalitetssikre og godkende opholdssteder, at der kun var 20 procent fastansatte på Birkelund. Stedet er dog godkendt af tilsynet uden påbud eller anmærkninger.
Knud Aarup var indtil 2015 øverste chef for anbringelsesområdet i Danmark som direktør for Socialstyrelsen.
Han har læst Socialstilsynets rapport over Birkelund og finder det meget problematisk, at der er så få fastansatte.
- De har børn med meget store problemer, der har brug for veluddannet personale, og de bruger vikarer fra ende til anden. Og vi ved simpelthen ikke noget om, om personalet er tilstrækkeligt kvalificeret, og de har tidligere fra tilsynets side sagt, at de ikke har tilstrækkeligt veluddannet personale til at løse de opgaver, som de har, siger han.
Han bakkes op af Benny Andersen, der er forbundsformand for Socialpædagogerne.
- Jeg synes, at det er vanvittigt.
Han understreger, at man på steder som Birkelund har at gøre med børn, der, allerede inden de kommer, har haft problemer med at kunne stole på eller tilknytte sig til voksne.
- Det er afgørende, at de møder stabilitet og kontinuitet, og at de voksne har redskaberne til at forstå, hvorfor børnene reagerer, som de gør. Det er klart, at hvis børn møder skift på skift, svigter vi jo igen, siger han.
Birkelund oplyser, at de i dag har næsten 80 procent fastansatte.
Udsat for mange magtanvendelser
Søren Sykær fortsatte med at have det dårligt på Birkelund og være ked af det, og hans mor kunne mærke, at der var noget galt.
- Han fik det ikke bedre. Det gjorde han ikke. Jeg kunne se, at det gik ned ad bakke for ham. Han mistrivedes derude. Jeg kunne se det på hans ansigtsudtryk. Han virkede nedtrykt, siger Lone-Louise Sykær.
Søren Sykær synes også, at de voksne på stedet var voldsomme over for ham.
Da Søren Sykær var ti år gammel, noterede Odense Kommune da også, at Søren blev udsat for mange magtanvendelser. De magtanvendelser husker han tydeligt i dag.
Han siger, at han ofte blev fastholdt så hårdt, at det gjorde ondt, og han får stadigvæk tårer i øjnene, når han fortæller om det i dag.
- Jeg kan ikke have, at folk holder mig, fordi jeg får det simpelthen så dårligt, siger han.
Han hævder også, at han ofte blev lukket inde på sit værelse.
- Jeg blev meget sur, fordi jeg er sådan én, der ikke kan lide at blive lukket inde et sted. Jeg prøvede altid at komme ud, siger han.
Til sidst udviklede han sågar en teknik, så han kunne se, hvornår de voksne var væk fra døren igen.
Hvis håndtaget var helt oppe, vidste han, at en voksen stod og holdt fast i døren.
- Men når håndtaget lige faldt lidt ned, så var de der ikke mere. Så kunne jeg smutte ud, siger han.
Både Søren Sykær og hans mor synes, at personalet var dårlige til at håndtere konflikterne med Søren.
Men hvis personalet ikke kan styre ham, er det så ikke fair, at de tager hårdt fat i ham?
- Nej, fordi de kan gribe det an på en anden måde. Jeg synes ikke, at det er i orden. Hvis de taler med Søren, behøver tingene ikke udvikle sig på den måde, siger Lone-Louise Sykær.
Red Barnet: - Rystende, hvordan børn bliver behandlet
Generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, har set TV 2s dokumentarudsendelser om forholdene på nogle af de danske børnehjem. Hun forholder sig ikke til Søren Sykærs konkrete situation, men finder det ”rystende at se, hvordan børn, der i forvejen har det svært, bliver behandlet nogle steder”.
Samtidig mener hun, at der er tre steder, man bør sætte ind, hvis forholdende på anbringelsesstederne skal forbedres.
- Vi er nødt til at sikre, at de voksne mennesker, der arbejder med så sårbare børn, har uddannelsen og fagligheden til det. Så er vi nødt til at sikre et langt bedre tilsyn med de her opholdssteder, ligesom vi må diskutere, om vi i dag stiller høje nok krav til dem, der ønsker at oprette bosteder til sårbare børn.
Tilbage, hvor det startede
På et tidspunkt begyndte Søren Sykær at stikke af fra Birkelund. Det skete som regel efter en magtanvendelse. Men en aprildag i 2020 stak han af for sidste gang.
Det var her, at han gik afsted på strømpesokker og satte kursen mod sin mor. Undervejs tog han sig en lur i et busskur.
Lone-Louise Sykær vidste godt, at hendes søn igen var stukket af og blev lettet, da han dukkede op hjemme hos hende.
Men selvom Søren helst ville blive derhjemme hos sin mor, måtte han ligesom de forrige gange, han var stukket af, tilbage til Birkelund.
4. juni 2020 besluttede myndighederne sig dog for, at Søren Sykær skulle hjem igen.
Efter fem et halvt års anbringelse er han altså tilbage, hvor det hele startede. Hjemme hos sin mor, som, kommunen vurderede, ikke kunne tage sig af ham.
Søren Sykær blev anbragt på Birkelund, så han kunne komme væk fra sin konfliktfyldte hverdag, men han har ikke selv en oplevelse af, at hans hverdag fik færre konflikter.
I dag er Søren Sykær 14 år, og han føler ikke, at de fem års anbringelse har givet ham noget som helst positivt med sig.
- Det er fem år, som jeg har spildt på at være ude på det dårlige sted. Fem år, hvor jeg bare kunne have lavet så mange sjove ting. De er spildt. For vi har jo kun livet én gang, siger han.
Giver vi børnene et bedre liv?
Søren Sykær er et af de cirka 1200 børn, som myndighederne har valgt at anbringe væk fra deres familie i forsøget på at give dem et bedre liv end det, deres forældre kan tilbyde dem. Men ifølge tidligere formand for Socialstyrelsen Knud Aarup har vi ikke særligt stor succes med anbringelserne.
- Vi lykkes helt generelt ikke med at give dem et bedre liv. Vi kan håbe på, at der er nogle enkelte mønsterbrydere, men den store mængde af anbragte børn klarer sig dårligt, siger han.
Hverken Odense Kommune eller Birkelund har ønsket at udtale sig om Søren Sykærs sag til TV 2. Det er derfor udelukkende Søren Sykærs udlægning af forløbet, der gives i artiklen.
Odense Kommune har dog givet denne skriftlige kommentar:
- Det gør dybt indtryk, når vi hører, at børn eller unge er utrygge på deres opholdssted, eller hvis de oplever, at der ikke bliver lyttet til dem. Det er ulykkeligt, og vi ser altid på, om der er noget, vi kan tage læring af.
Du kan se anden del af 'Nødråb fra børnehjemmet' torsdag 18. marts klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.
__
RETTELSE: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at andelen af fastansatte på Birkelund i dag er på 50 procent. Institutionen har efter artiklens udgivelse meddelt TV 2, at tallet er knap 78 procent.