TV 2 samler partilederne til debat et år efter nedlukning
Årsdagen for det pressemøde, hvor Mette Frederiksen annoncerede en nedlukning af landet, bliver markeret med en partilederdebat.
TV 2 markerer årsdagen for pressemødet, der annoncerede sidste forårs coronanedlukning, med en partilederdebat torsdag 11. marts.
’Partilederdebat - et år med corona’ kommer til at være debattens overskrift, hvor politikerne skal diskutere prisen for krisen - både sundhedsmæssigt, økonomisk og menneskeligt.
Samtlige partiledere vil være til stede, bortset fra Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance, der er sygemeldt. I stedet stiller partiet med Ole Birk Olesen.
- Danmark og resten af verden har nu levet et år i hel eller delvis nedlukning. Det har sikret styr på coronasmitten herhjemme, men samtidig har det haft en pris for tusindvis af virksomheder og danskere. På årsdagen for nedlukningen er det tid til, at vi samler partierne til en debat om prisen for krisen, siger Jakob Kwon, TV 2s nyhedschef.
Natasja Crone og Troels Mylenberg er værter.
Tre områder i fokus
TV 2 oplyser i en pressemeddelelse, at der vil være tre områder, der er i fokus i debatten.
- Sundhedsvæsenet – hvad har vi lært, og hvad gør vi ved det?
- Økonomien – hvordan retter vi op?
- Den mentale trivsel – skal vi leve eller overleve?
Partilederne mødes til debat på Statens Museum for Kunst i København, som fortsat er lukket for offentligheden.
Samme sted, som partilederne mødtes til debat i forbindelse med genåbningen af landet sidste år.
Følg med torsdag 11. marts på TV 2, TV2.dk, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY.