Coronavirus

614 personer er smittet med coronavirus

Det stabile niveau fortsætter, vurderer professor.

614 personer er blevet smittet med coronavirus det seneste døgn. Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

Positivprocenten er på 0,34, da der blev taget 179.109 test. Det er den samme positivprocent som torsdag og har ligget på det niveau de seneste fem uger.

Tre personer er døde med virussen det seneste døgn.

Antallet af indlagte falder med to personer. I alt er der nu 215 indlagte med coronavirus.

520 personer blev registreret smittet med coronavirus torsdag.

Få det fulde overblik over tallene her.

Ishøj topper stadig listen på incidenstal med 293,1 smittede per 100.000 borgere. Fredensborg har sat sig på en andenplads med 191,3 smittede per 100.000.

I Vollsmose, hvor der er et udbrud, er incidenstallet fredag opgjort til 973,4, hvilket er nøjagtigt det samme som torsdag ifølge TV 2 Fyn. I alt er der konstateret otte nye smittede siden torsdag, og 89 smittede de seneste syv dage.

Fortsat stabilt niveau

Den seneste måned har det daglige antal smittede bevæget sig mellem 300-600. Og ifølge professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos tyder alt på, at vi fortsat er i en stabil periode.

- Vi er I en stabil udvikling med nogenlunde samme niveau som i går. Epidemien er foreløbigt under nogenlunde kontrol, siger han til TV 2.

Fredag kom det også frem, at sundhedsmyndighederne udskyder forventningen til, hvornår alle danskere kan forvente at være færdigvaccineret fra 27. juni til 18. juli. Og ifølge Hans Jørn Kolmos, bør det ikke give anledning til stor bekymring i befolkningen.

- Det er et bump på vejen, som man kunne forudse ville komme. Det er værd at bide mærke i, at udskydelsen rammer ind i sommerperioden, hvor det forventede smittetryk er lavt. Så det er ikke sikkert at det får store konsekvenser for den generelle åbning, lyder reaktionen fra Hans Jørn Kolmos.