Nyheder

Seneste nyt om coronavirus

Arkivfoto.

Hvad er der sket? Under et besøg i Israel er Mette Frederiksen blevet enig med Israel og Østrig om et vaccinesamarbejde mellem landene. Imens stiger smittetallet fortsat i Vollsmose.

Hvad er status? 520 er det seneste døgn konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Se de nyeste coronatal her og de nyeste vaccinetal her.

 

Eksperter regner på yderligere genåbning

Den næste tid vil en række eksperter regne på, hvad der kan anbefales at gøre i forhold til lempelser af de nuværende coronarestriktioner.

Beregningerne vil regeringen præsentere for resten af Folketingets partier efter 15. marts, der er næste dato for en mulig yderligere genåbning.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en mail til Ritzau.

– Regeringen vil præsentere de nye beregninger for Folketingets partier, når de foreligger – på den anden side af den eventuelle yderligere genåbning den 15. marts for blandt andet afgangselever og efterskoleelever, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar.

Cypern åbner for britiske turister

Fra 1. maj kan britiske turister, der er fuldt vaccineret, frit rejse til Cypern uden nogen restriktioner. Det siger Cyperns viceminister for turisme, Savvas Perdios, ifølge The Guardian.

Briter udgør den største målgruppe for Cyperns vigtige turismeindustri, der udgør omkring 13 procent af landets økonomi ifølge den britiske avis.

Bolsonaro: Stop med at klynke

Efter to dage i træk med rekordmange coronarelaterede dødsfald i Brasilien, bad præsident Jair Bolsonaro torsdag befolkningen om at stoppe med at "klynke". Det skriver Reuters.

- Nu må det være nok med at pylre og klynke. Hvor meget længere skal tuderiet fortsætte?, sagde Jair Bolsonaro ifølge nyhedsbureuaet til publikum under en tale.

- Hvor meget længere vil I blive der hjemme og holde alt lukket? Inden kan holde det ud længere.Vi begræder dødsfaldene, igen, men vi har brug for en løsning.

Ifølge Johns Hopkins University har Brasilien registreret over 10,7 millioner smittetilfælde og tæt på 260.000 dødfald.

Mette Frederiksen åben for at skolebørn skal teste sig selv

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver torsdag på Facebook, at hun er inspireret af Østrigs genåbning af skolerne, hvor eleverne blandt andet tester sig selv. 

– Jeg tager også hjem med inspiration fra Østrig, der har åbnet skolerne, blandt andet ved at børnene tester sig selv. Kan vi gøre det i Danmark - og dermed få flere børn tilbage - vil det virkelig være godt, skriver hun på vej hjem fra sit besøg i Israel, hvor også Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, deltog.

Vi skal foran - så kort kan det siges. Foran corona, foran mutationerne - men også foran de pandemier, der kan opstå i...

Posted by Mette Frederiksen on Thursday, March 4, 2021

Regeringen ignorerede tilbud fra vaccineproducent

Vaccineproducenten AJ Vaccines, der i 2016 købte Statens Serum Instituts vaccinefabrik i København, henvendte sig i september sidste år til regeringen for at tilbyde et samarbejde om vaccineproduktion på dansk jord.

Det viser tre breve, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Men AJ Vaccines fik ikke svar, og først i februar kom et møde i stand, efter at producenten havde gentaget sit tilbud to gange.

Sengeliggende ældre får tilbud om vaccine i hjemmet

Regioner og kommuner er nu klar med et tilbud om hjemmevaccination til ældre borgere, der ikke selv kan transportere sig til en vaccinationsklinik.

Det drejer sig om ældre i målgruppe to og tre, som omfatter ældre over 65, der modtager personlig eller praktisk pleje i hjemmet, og ældre over 85.

Ordningen gælder over hele landet, og de første biler kører ud med vaccinerne fredag. Det er eksempelvis paramedicinere, der kører ud med vaccinerne.

Ældre tilbydes vaccination hos egen læge

Som et forsøg vil 1000 borgere på 85 år eller derover i slutniningen af denne uge blive ringet op af deres egen læge og tilbudt en coronavaccine, som de får hos lægen i starten af næste uge.

Det oplyser Region Hovedstaden, som står for forsøget på vegne af alle regioner, i en pressemeddelelse.

- Der er i første omgang tale om en forsøgsordning, men går det godt, vil vi se på, om man kan udbrede muligheden for, at også andre borgerne kan blive vaccineret hos egen læge, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Norge indfører nye coronarestriktioner

Norge vil indføre nye coronarestriktioner i næste uge for at kontrollere stigende smittetal. Det siger landets sundhedsminister, Bent Høie, til NRK.

Det er blandt andet et kontakttal på 1,3, der bekymrer ministeren. Og målet er at holde tallet under 1, siger han. 

- Vi må have kontrol over smitten gennem marts og april, for at vi i maj skal tage skridtet mod en mere normal hverdag.

Danmark skal indgå i vaccinesamarbejde med Israel og Østrig, siger Mette F.

Statsminister Mette Frederiksen (S), Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz, siger torsdag på et pressemøde i Israel, at de  vil indgå et fælles samarbejde om produktion af coronavacciner.

- Vi har brug for at tage initiativet og involvere os i hele forsyningskæden af vacciner, siger Mette Frederiksen.

Ingen nye tilfælde af sydafrikansk variant i Københavns Nordvestkvarter

Der er ikke registreret nogen nye tilfælde af den sydafrikanske coronavariant i Københavns Nordvestkvarter. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

- Mange har fulgt opfordringen om at lade sig teste. Udover de faste teststeder er det i weekenden også muligt at blive testet i Nørrebrohallen, skriver styrelsen i opslaget.

Italien har stoppet forsendelse af coronavacciner på vej til Australien

En sending af coronavacciner fra AstraZeneca er blevet stoppet i Italien, da de var på vej til Australien. Det skriver The Guardian. 

Der er tale om 250.000 doser af vaccinen, som er blevet stoppet i Rom, efter EU har lavet nye regler for forsendelser af vacciner til lande uden for EU.

Pressemødet er slut

Det korte pressemøde er nu slut.

Odense-borgmester opfordrer politikerne til at undersøge et to-personers forsamlingsforbud

En journalist spørger Peter Rahbæk Juel om hans holdning til et to-personers forsamlingsforbud i Vollsmose.

- Det er en interessant tanke, og jeg synes, man skal undersøge det på Christiansborg. Vi skal ikke udelukke, at hvis smittetallet ikke begynder at falde, så skal der sættes tiltag i værk, siger borgmesteren.

- Jeg har en bekymring for, om smitteudbruddet kan få betydning for genåbningen i Odense, siger han.

Britisk variant er dominerende

Den britiske variant var i sidste uge "klart dominerende" i Odense, fortæller borgmesteren.

- Derfor er vores formodning, at det samme gælder Vollsmose.

Fra lørdag bruger Vollmose to go-test

Mulighed for at lave test to go i Vollsmose er nu på plads og starter på lørdag. Det fortæller borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel (S). Det betyder, at beboerne blandt andet kan blive testet i deres egen opgang.

Han fortæller desuden, at der blev testet 922 personer i Vollsmose i går, som svarer til 10 procent af alle beboere i bydelen.

Odense Kommune holder pressemøde om stigende smittetal i Vollsmose

Klokken 15.30 holder Odense Kommune pressemøde om de stigende smittetal i bydelen Vollsmose. Følg med i pressemødet her.

Borgerlige partier opfordrer statsministeren til at holde møder online

Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til at mødes til genåbningsforhandlinger online, så forhandlingerne ikke skal vente til næste uge.

- Danmark kan ikke vente, fordi statsministeren er gået i isolation. Så lad os tage et onlinemøde i stedet for et fysisk møde – og heller i dag end i morgen, skriver formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, i en kommentar.

Tyskland og Sverige vil nu også give AstraZeneca-vaccine til borgere over 65 år

Tyskland og Sverige har besluttet at give coronavaccinen fra AstraZeneca til borgere over 65 år.

Det bekræfter den tyske sundhedsminister samt de svenske sundhedsmyndigheder ifølge Ritzau. Ændringerne i planen kommer efter en række nye studier. 

Det samme gjorde Frankrig tidligere i denne uge, og de giver nu også vaccinen til folk mellem 65-75 år.

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at vaccinen som udgangspunkt kun bliver givet til personer under 65 år.

Vaccinen er godkendt i EU til personer over 18 år. Men det er ifølge EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur) ikke dokumenteret godt nok, om borgere over 55 år vil have gavn af vaccinen.

Minister vil ikke svare på, om festivaler kan afholdes til sommer

Det er fortsat uvist, hvordan coronasituation i foråret og sommeren ser ud. Og derfor er det for tidligt nu at sige, om store begivenheder såsom festivaler og folkemøder kan finde sted i sommeren 2021.

Sådan lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S) torsdag på et samråd om emnet. Hun gentager dog, at eksempelvis festivaler og andre begivenheder, hvor mange mennesker samles hen over sommeren, fortsætter med at "planlægge forsigtigt".
 

Dagens coronatal

520 er konstateret smittet med covid-19 siden i går ud af 154.698 tests. Det svarer til en positivprocent på 0,34. Der har været 4 dødsfald, viser de daglige tal fra Statens Serum Institut. Der er 8 færre indlagte end i går. 479.252 har nu fået første vaccinestik i Danmark.