Han drømte om et stabilt liv – men uden for fængselsmurene stod udfordringerne i kø.

'Station 2' har fulgt Jesper Paltoft i perioder af de første og afgørende to år af hans vej fra fængslet tilbage til samfundet.

Julie Thisgaard (https://nyheder.tv2.dk/profil/julie-kragh-thisgaard)

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

Det her er Jesper Paltoft. Han blev løsladt fra Svendborg Arrest 23. august 2018 og drømte om at skabe sig et stabilt liv uden misbrug.

Fire dage senere befandt han sig i baggården ved stofindtagelsesrummet H17 på Halmtorvet i København med en gammel bekendt.

De havde været i Istedgade for at handle, og nu var de klar til at fixe.

***

[lyd]

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

Da Jesper Paltoft gik ud af fængselsporten fire dage tidligere, havde han afsonet to år for et knivoverfald. Han ville aldrig tilbage bag tremmer. Det var spild af tid, tænkte han.

Han ønskede sig et arbejde. Et hjem. Et liv uden alkohol. Jesper Paltoft vidste, at det ville kræve meget af ham. I fængslet var det nemt at fantasere og tænke sig til ting, men den endelige prøve ventede på ham uden for murene.

***

[center]

Jesper Paltoft havde ret.

Hvert år bliver der i gennemsnit løsladt 7500 indsatte fra de danske fængsler.

En tredjedel af dem er ifølge Kriminalforsorgen tilbage i en celle igen inden for to år.

***

Annette Olesen er lektor i kriminologi ved Aalborg Universitet.
Annette Olesen er lektor i kriminologi ved Aalborg Universitet. Foto: TV 2

En del af forklaringen kan være, at systemet i Danmark ikke altid er gode nok til at gribe folk, når de bliver løsladt, mener Annette Olesen. Hun er lektor i kriminologi på Aalborg Universitet og har forsket i, hvilke barrierer der møder de indsatte, når de vender tilbage til friheden.

- De går ud af den fængselsdør, og så står de der med deres Ikea-pose. De ved ikke, hvor de skal bo, de ved ikke, hvad de skal leve af, og de har ikke nogen omkring sig. Det er et kæmpestort problem, siger Annette Olesen.

***

'Station 2' har fulgt Jesper Paltoft i perioder af de første og afgørende to år af hans vej tilbage til samfundet.

Annette Olesen har set optagelserne. Ifølge hende viser de tydeligt, hvor store udfordringer de indsatte kan møde, når de bliver løsladt i Danmark.

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

Det var få timer siden, at Jesper Paltoft havde forladt arresten i Svendborg. Han var på vej til Næstved, hvor han havde fået besked af Kriminalforsorgen på at henvende sig efter sin løsladelse, da han ringede til en gammel ven.

- Hvad så, skipper? Jeg er lige blevet løsladt. Mangler du en partner, må du sige til. Jeg står her uden arbejde.

Han havde heller ingen penge. Eller noget sted at bo. Det håbede han, at Næstved Kommune kunne hjælpe ham med.

***

Det gik ikke helt så nemt, som Jesper havde forestillet sig. Næstved Kommune krævede, at han opholdt sig i kommunen, hvis han ville have udbetalt sin engangsydelse.

Men Jesper Paltoft havde ingen venner i Næstved, så der ville han ikke være. Han tog ind mod København.

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

I København lånte han en madras på gulvet hos en ven for den første nat. Så måtte han finde ud af, om han kunne finde et herberg dagen efter. Et skridt ad gangen, tænkte han.

Men overnatningen var et skridt i den forkerte retning – tilbage mod det miljø, som Jesper gerne skulle ud af, mener lektor i kriminologi Annette Olesen.

- Det, vi skal huske med den her gruppe, er, at de altid har et alternativ. De har næsten altid nogle kammerater, hvor de lige kan få lov til at overnatte. Men det er jo i nogle miljøer, vi helst ikke vil have dem tilbage i.

***

Jesper Paltoft og en ven fixer ved H17 på Halmtorvet i København.
Jesper Paltoft og en ven fixer ved H17 på Halmtorvet i København. Foto: TV 2

Jesper vendte tilbage. Til Istedgade. Til stofferne.

Der var kun gået fire dage siden løsladelsen, før han tog kontakt til en gammel bekendt, og de endte bag ved stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro.

***

Med det samme Jesper Paltoft havde sovet den ud, fortrød han. De 3000 kroner, han brændte af på den tur, kunne være gået til mange andre og bedre ting.

Det var en øjenåbner, som fik ham til at ringe til Albertslund Kommune i håbet om, at de kunne hjælpe ham med en bolig.

***

Kvinden i telefonen sagde, at han skulle udfylde et ansøgningsskema – det kunne han hente på albertslund.dk.

Men Jesper Paltoft havde ikke mulighed for at printe det ud. Kunne han komme ned på kommunen og hente det?

- Nej, så skal du op på biblioteket, svarede hun.

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

***

Annette Olesen, lektor i kriminologi.
Annette Olesen, lektor i kriminologi. Foto: TV 2

Et godt eksempel på, hvad der er en del af udfordringen i udslusningsforløbet, mener Annette Olesen. At kommunen stiller krav i stedet for at række ud til borgeren.

- Jesper skal kunne navigere i de her systemer. Det er svært for ressourcestærke borgere, og det er saftsuseme svært for borgere, som ikke har noget sted at bo – og som måske også er en anelse påvirkede. Så vi stiller ham over for en opgave, som er næsten umulig for ham at løse, siger hun.

***

117 dage efter sin løsladelse var Jesper stadig hjemløs. De fleste dage overnattede han hos en ven i Albertslund.

***

[lyd]

***

Han havde en aftale med sin mentor fra kommunen, og 'Station 2' skulle med.

***

[lyd]

***

Johnny Jensen, Jesper Paltofts mentor.
Johnny Jensen, Jesper Paltofts mentor. Foto: TV 2

For Johnny Jensen viste den morgen tydeligt, hvad der var udfordringen for Jesper Paltoft. De, han hang ud med, var misbrugere, og han kunne ikke være sammen med dem uden selv at have drukket eller tage noget.

Mentoren var overbevist om, at det kun ville gå én vej, hvis der ikke hurtigt blev skabt noget stabilitet omkring den 28-årige mand. Enten ville han ryge i fængsel igen, eller også ville han dø af en overdosis eller noget andet undervejs.

***

Friheden var så svær for Jesper at navigere i, at han savnede fængslets trygge rammer.

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

To måneder senere blev Jesper Paltoft indlagt på Rigshospitalet.

***

Jesper Paltoft blev stukket ned af en mand, som han mødte på en tur til Glostrup.
Jesper Paltoft blev stukket ned af en mand, som han mødte på en tur til Glostrup. Foto: TV 2

Han var blevet stukket ned på en tur til Glostrup, hvor havde han mødt en mand, som sad og drak guldøl. Han så rar ud, så Jesper inviterede ham med hjem til sin kammerat.

Men pludselig hev manden en kniv frem. Det gik så stærkt, at Jesper ikke nåede at opfatte det, inden han blev stukket i ryggen.

***

Jesper Paltoft vil fixe en sidste gang, inden han vil gå i afvænning.
Jesper Paltoft vil fixe en sidste gang, inden han vil gå i afvænning. Foto: TV 2

Overfaldet fik Jesper til at tænke sig om. Nu besluttede han sig endnu en gang for at komme væk fra stofferne. Men først besøgte han sin ven. Og fixede en sidste gang.

Et sidste fix, som ifølge Annette Olesen var den eneste løsning, Jesper kendte.

- Han bliver igen udskrevet fra et trygt sygehus, kommer hjem og skal til at finde sig selv, og så er stofferne der. Samtidig kan han godt se, at der skal ske noget, så han er jo klar til at lave et sceneskift. Han skal bare lige…

***

Sceneskiftet skete en lille måneds tid senere – 212 dage efter løsladelsen. Jesper takkede ja til fem måneders misbrugsbehandling på Sct. Ols på Bornholm.

Han ville opnå noget med sit liv, og det gør man ikke, hvis man lever i en flaske, tænkte han. Derfor var han glad for muligheden for at komme væk.

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

Og det så ud til at være den helt rigtige løsning. 327 dage efter Jesper havde forladt fængslet, kunne han markere 111 dage uden stoffer.

Det gav ham en følelse af, at der endelig var noget at kæmpe for.

Men der gik ikke længe, før Jesper blev sendt hjem fra Bornholm.

***

I stedet for at gå til et møde med de andre på Sct. Ols tog Jesper og en kammerat ind til Allinge. Der gik de på bodega for at spille billard. De blev begge smidt hjem på en uges 'tænker'.

Det fik alvoren til at gå op for Jesper. For hvis muligheden for hjælpen fra Sct. Ols forsvandt, vidste han ikke, hvordan han så skulle få styr på sit liv.

***

Så han hankede op i sig selv. Gik med til møderne, spillede skak og fiskede med de andre beboere.

Det gik godt. Hans humør blev bedre, og drømmen om at få sit eget hjem virkede igen realistisk.

Men da de fem måneder var gået, og Jesper skulle forlade klippeøen igen, gik det ikke helt som ventet.

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

***

Jesper drog mod Midtjylland og flyttede ind på Møltrup Optagelseshjem for hjemløse. Her arbejdede han i laden hos køerne og havde det godt.

Men efter nogle måneder faldt han i og måtte flytte på gaden igen.

I de næste mange måneder faldt han tilbage i sit misbrug, kæmpede sig ud af det og faldt i igen adskillige gange.

***

Jesper Paltoft fylder 30 år.
Jesper Paltoft fylder 30 år. Foto: TV 2

Jespers fødselsdag

913 dage efter Jesper Paltoft forlod Svendborg Arrest, fyldte han 30 år. Det fejrede han på forsorgshjemmet Faster Hus i Skjern.

***

Mere end to år var gået, og det var lykkedes Jesper at holde sig ude af fængslet. På sin 30-års fødselsdag havde han været ædru i to måneder.

Med Annette Olesens kendskab til løsladte og risikoen for tilbagefald mener hun, at det kan gå begge veje for Jesper, sådan som hans situation ser ud nu.

- Han lever i en gråzone. Det kan godt være, at han ikke er kommet i fængsel igen, men han er heller ikke ude af det miljø, der kan medføre, at han kommer det. Han skal simpelthen have en stabil base, for at han kommer helt ud af det misbrugsmiljø og begynder at se reelt fremad.

***

Jesper Paltoft.
Jesper Paltoft. Foto: TV 2

Efter to års kamp for netop det er der dage, hvor Jesper Paltoft har svært ved at finde troen på, at det en dag vil lykkes for ham at skabe et normalt liv.

- Jeg håber selvfølgelig, at det går anderledes for andre, som bliver løsladt. At der er blevet lavet en handleplan for deres drøm. At det lykkes for dem. Det gjorde noget af det modsatte for mig, men det håber jeg ikke for én eneste anden.

Du kan se mere om Jesper Paltofts første to år efter løsladelsen i 'Station 2: Løsladt' mandag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.

Fejl på siden

Der skete desværre en fejl under indlæsning af indholdet.
Prøv igen senere.