Dagens overblik: Danmark vil producere vacciner med Israel

16x9
Mette Frederiksen rejser torsdag 4. marts til Israel for at diskutere et muligt samarbejde om vaccineproduktion med Israel og landets premierminister, Benjamin Netanyahu. Foto: Ritzau Scanpix

Kontakttallet er ændret, danske regioner vil hjælpe ældre med praktikken omkring vaccinationer, og i Indonesien er en vulkan gået i udbrud.

Kampen mod coronavirussen kræver utraditionelle løsninger, og det kan åbne op for et overraskende samarbejde mellem Danmark og Israel.

Det kan du læse mere om i denne nyhedsopdatering, der kommer vidt omkring og når helt til Indonesien, hvor en vulkan er gået i udbrud.

Du kan se og læse mere om det spektakulære udbrud sidst i dagens overblik - velkommen til.

Mette Frederiksen vil opføre vaccinefabrik med Israel

Statsminister Mette Frederiksen tager torsdag til Israel for at drøfte et samarbejde om vaccineproduktion.
Statsminister Mette Frederiksen tager torsdag til Israel for at drøfte et samarbejde om vaccineproduktion. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mandag kom det frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) senere i denne uge rejser til Israel med det formål at skaffe flere vacciner mod coronavirus hjem til Danmark.

Statsministeren er utålmodig og ønsker at få flere danskere vaccineret i en fart.

Tirsdag afslører Mette Frederiksen dele af de konkrete planer for turen. Et kommende samarbejde kan - muligvis - føre til, at de to lande i fællesskab opfører vaccinefabrikker, hvor Danmark bliver medejer af fabrikkerne i Israel.

- Det er i hvert fald ikke et urealistisk scenarie, lad mig sige det sådan. Det, vi har behov for, er at få produktionskapaciteten væsentligt bragt op, lyder det fra statsministeren.

Kontakttallet både falder og stiger

Kontakttallet er faldet, men for den britiske coronavariant B117 er kontakttallet i stigning.
Kontakttallet er faldet, men for den britiske coronavariant B117 er kontakttallet i stigning. Foto: TV 2 Grafik / Christoffer Laursen Hald

Der er både gode og dårlige nyheder om kontakttallet, der er et udtryk for, hvor smitsom coronavirussen i øjeblikket er i Danmark.

Tirsdagens opgørelse viser nemlig, at kontakttallet er faldet til 0,9. Det betyder, at ti personer i gennemsnit smitter ni andre, og dermed er epidemien aftagende. I sidste uge blev tallet beregnet til 1,1.

Men alt er desværre ikke rosenrødt i forhold til coronavirussen herhjemme.

For den stærkt uønskede gæst - den britiske coronamutation B117 - er stadig i vækst og har et udregnet kontakttal på 1,28. Det er en stigning fra 1,20 i den seneste opgørelse.

- Vi er lykkedes med at trække brændstof ud af epidemien, før B117 fik overtaget, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

De ældste elever skal tilbage i skole

De ældste elever vendte mandag 1. marts tilbage til skolerne i Vestjylland og Nordjylland samt på Bornholm.
De ældste elever vendte mandag 1. marts tilbage til skolerne i Vestjylland og Nordjylland samt på Bornholm. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

De seneste to uger har Danmark i gennemsnit registreret omkring 500 smittede om dagen med coronavirus. Smittetallene er fastholdt på et lavt niveau på trods af, at elever fra 0. til 4. klasse fra 8. februar igen kunne møde fysisk op i skolen til undervisning.

På den baggrund mener Sundhedsstyrelsens tidligere direktør Else Smith, at alle de ældste elever fra 5. til 10. klasse hurtigst muligt skal tilbage på skolebænken.

Men kun hvis det samtidig sker med de velkendte råd in mente om at holde afstand og have god håndhygiejne. Hun får opbakning til sit synspunkt af virolog og professor Søren Riis Paludan.

- Den gode nyhed er, at selv med B117 kan vi godt have skolerne åbne, uden det har betydning for smitten, siger han til TV 2.

Regioner hjælper ældre med vaccinationer

Flere danske regioner vil hjælpe ældre med at blive vaccineret mod coronavirus (Arkivfoto).
Flere danske regioner vil hjælpe ældre med at blive vaccineret mod coronavirus (Arkivfoto). Foto: Johan Nilsson / Ritzau Scanpix

Tirsdag har budt på positive nyheder for de mange ældre danskere, der den seneste tid har haft mere end svært ved at booke tider til vaccinationer mod coronavirus.

Region Hovedstaden vil nemlig tilbyde at vaccinere de ældre, der befinder sig i vaccinationsplanens gruppe to og tre, i deres hjem.

Det sker blandt andet fordi, at bookingsiden vacciner.dk er kastet ud i et veritabelt stormvejr, da det for mange danskere ikke har været muligt at bestille tid til de to stik.

Samtidig kontakter Region Sjælland 6.000 borgere, der kan få hjælp til at booke en tid til vaccination. Og endelig vil Region Midtjylland gå i dialog med 5000 borgere i et forsøg på at yde støtte til både it og vaccination i hjemmet.

Indonesisk vulkan sender aske flere kilometer op i luften

Vulkanen Sinabung er gået i udbrud på den indonesiske ø Sumatra.
Vulkanen Sinabung er gået i udbrud på den indonesiske ø Sumatra. Foto: Antara Foto / Ritzau Scanpix

Vi slutter dagens overblik i Indonesien, hvor vulkanen Sinabung på Sumatra er gået i udbrud.

Vulkanen har ikke været i udbrud de seneste fem år, men tirsdag har den sendt aske op i fem kilometers højde.

Heldigvis er der ifølge de indonesiske myndigheder ikke kommet nogen mennesker til skade i forbindelse med udbruddet, men i en radius af fem kilometer omkring den aktive vulkan er der oprettet en sikkerhedszone.

Indoneserne er ikke uvante med askeskyer og lava, da øriget har omkring 130 aktive vulkaner. Senest gik vulkanen Merapi i udbrud mandag på hovedøen Java.