Trods grønt lys til genåbning - her forbliver dørene lukket
Regler og mangel på afklaring gør, at blandt andre Ikea og Københavns Zoo ikke vil byde kunder velkommen.
Mandag er lig med genåbning, og det gælder blandt andet udvalgsvarebutikker op til 5000 kvadratmeter. Er forretningen større end det, skal åbningen opfylde en række andre krav.
Det betyder, at et sted som Ikea i Aarhus godt kan åbne – også selvom det er større end de 5000 kvadratmeter – men det kommer ikke til at ske.
Reglerne er for forvirrende, lyder forklaringen.
- Vi arbejder i øjeblikket intenst på at afklare, hvilke muligheder de nye retningslinjer for den delvise åbning af detailhandlen giver os i Ikea. Vi må konstatere, at det ikke er nemt at finde rundt i de forskellige forholdsregler – mange elementer kan fortolkes forskelligt, siger Christian Mouroux, der har titlen Country Communication Manager hos Ikea, til TV 2 Østjylland.
- Omvendt forstår vi godt, at myndighederne ikke har det nemt, når der skal medtages nuancer på tværs af brancher og virksomhedstyper, tilføjer han.
Store forretninger kræver meget plads per kunde
Forretninger over 5000 kvadratmeter skal sørge for, at der er 250 kvadratmeter per kunde i forretningen. Det svarer altså til, at Ikea i Aarhus, der er 31500 kvadratmeter, kan lukke 75 kunder ind ad gangen.
Derudover skal kunderne bestille tid forud for deres besøg.
Eftersom skellet ligger ved 5000 kvadratmeter, må en forretning på for eksempel 4000 kvadratmeter have 200 kunder. En forretning på 5000 kvadratmeter må derimod kun have 20 kunder inde ad gangen.
Hos erhvervsorganisationen Dansk Industri satser man på, at arealkravet hurtigt vil blive udvidet for de store forretninger.
- Det er et rigtig, rigtig højt krav, og vi håber, at det kun bliver gældende i en meget kort periode. Der er tale om store butikker med meget plads, og vi mener, at det er muligt at holde de sundhedsfaglige anbefalinger om afstand, selv hvis kravet er noget mindre. For eksempel 100 kvadratmeter per kunde, sagde branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst tidligere på ugen til TV 2.
Zoologiske haver afventer retningslinjer
Og det er ikke kun Ikea og andre forretninger, der har den udfordring. Også udendørs kulturinstitutioner som for eksempel zoologiske haver, der ellers kunne genåbne mandag, er rendt ind i problemer.
Københavns Zoo har tidligere oplyst til TV 2, at de afventer yderligere retningslinjer fra myndighederne og ikke har kunnet nå at blive klar til mandag af den årsag. Derfor vil dyrene i zoo kun få besøg af dyrepasserne og ikke af gæster.
De ved allerede, at de indendørs attraktioner ikke må åbne, og det betyder, at gæsterne ikke kan besøge de indendørs dyr eller sætte sig ind et sted og få en kop kaffe.
Desuden er det et krav, at gæsterne skal kunne fremvise en negativ coronatest.
- Vi skal lige finde ud af, hvordan vi gør det rent praktisk med at tjekke, om gæsterne har en negativ coronatest, har Helle Hegelund, formand for foreningen DAZA, der repræsenterer zoologiske haver, safariparker og akvarier, sagt.
Hun håber, at haverne kan åbne torsdag.
Andre krav for mindre forretninger
For butikker under 2000 kvadratmeter er kravet 10 kvadratmeter per kunde.
For butikker mellem 2000 og 4999 kvadratmeter er kravet 20 kvadratmeter per kunde.
Det skærpede krav kan ramme store møbelforretninger, elektronikbutikker og byggemarkeder. For eksempel omfatter det en tredjedel af møbelkæden Ilvas butikker.
Den del af genåbningen, der omfatter detailhandlen og udendørs kulturinstitutioner, gælder i hele landet. Men på Bornholm vil for eksempel også liberale serviceerhverv åbne med krav om at bære mundbind.
Få det fulde overblik over mandagens genåbning her.
Opdateret mandag 01.03: I en tidligere udgave af denne artikel var Magasin du Nord citeret for ikke at ville åbne, da der kun måtte være 128 personer ad gangen og derfor ikke ville genåbne. Erhvervsministeriet oplyser til TV 2 mandag morgen, at Magasin slet ikke må genåbne, da storcentre skal forblive lukkede.