Coronavirus

Udbrud i København kan true udsigten til at komme ud af pandemien

Timingen for udbredelsen af den sydafrikanske variant, der er mere smitsom, er ærgerlig, mener professor.

To husstande, der ikke kan kædes sammen, menes at være ophavspersonerne for det smitteudbrud, der præger Københavns Nordvest-kvarter i disse dage.

Det førte lørdag til lange køer, da 460 husstande i området blev opfordret til at lade sig teste. Og der er god grund til al den virak, mener Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

- Det, der primært kendetegner den her variant i forhold til for eksempel B117, er, at den har en nedsat følsomhed over for de antistoffer, vaccinerne giver os, siger han til TV 2.

Udover at det kan give problemer med vaccinen, er timingen ekstra ærgerlig, fordi vaccinationerne er godt på vej, mener professoren.

- Det kommer på et kedeligt tidspunkt, hvor der er udsigt til, at vi kan komme igennem pandemien med vaccinerne.

Udviklede sig til at blive mere smitsom

Håbet for en sommer, hvor mere er åbent og epidemien stille og roligt ikke bliver så dominerende i vores hverdagsliv, er dog ikke helt slukket.

Allan Randrup Thomsen fortæller, at vaccinerne ikke er totalt uvirksomme mod den sydafrikanske mutation.

Derfor skal de her smitsomme mutationer tages i opløbet, lyder det.

- Det, man skal tænke over, er, at sådan en variant kan udvikle sig. Vi har set det med B117 i England, der er gået fra at være mere smitsom, men også til at have den her mutation, som den sydafrikanske variant har, der gør den mindre følsom overfor antistoffer, siger Allan Randrup Thomsen.

- Så vi skal have nedkæmpet de her varianter, når de begynder at vandre hen mod noget, der virkelig kan give os problemer.

Bremser brug af vaccine

I Sydafrika har man bremset brugen af AstraZenecas vaccine, da den i et studie netop udviste lavere effektivitet mod den sydafrikanske variant.

Ifølge studiet, der endnu ikke er blevet fagfællebedømt, reducerede vaccinen kun 22 procent af mild til moderat sygdom med varianten. Der var 2000 personer med i studiet.

Men Shabir Madhi, der er personen, der har ledet studiet, fortalte tidligere til mediet Sky, at forskernes fund om effektivitet kun gælder milde infektioner.

- Så jeg tror, at der stadig er en rolle for AstraZenecas vaccine – i hvert fald i forhold til at beskytte mod svær sygdom, sagde han.

Ikke tal på forhøjet dødelighed

Den sydafrikanske variant er blevet betegnet som en "supervirus". Den er kendetegnet ved, at den har en central mutation eller genetisk forandring i dens såkaldte spikeprotein eller "smittenøgle", som det også kaldes.

Mads Albertsen, professor i biovidenskab, Aalborg Universitet, har tidligere sagt til TV 2:

- Der er ikke tal på, om den er mere dødelig end de andre coronavirusvarianter. Men selvom varianten ikke i sig selv er mere farlig, kan den indirekte være det, fordi den smitter flere.

Det første smittetilfælde med den sydafrikanske variant i Danmark blev fundet 16. januar. Den blev forbundet med en tur til Dubai.