Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus

Gruppen Men In Black demonstrerer i København lørdag.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Hvad skete der? I bydelen Vollsmose i Odense blev der stemt dørklokker i forbindelse med smitteopsporing. Og i Københavns nordvestkvarter stod indbyggere i kø for at blive testet efter udbrud med sydafrikansk variant.

En tredje og fjerde person er anholdt

En tredje og fjerde person er blevet anholdt ved aftenens demonstration på Rådhuspladsen i København. Det fortæller en af TV 2s reportere på stedet og nyhedsbureauet Ritzau. 

I alt to personer anholdt ved demonstration

To personer er blevet anholdt i løbet af aftenens Men in Black-demonstration i København. Det oplyser politiet til TV 2. 

Den ene person blev anholdt tidligere på aftenen for blandt andet overtrædelse af fyrværkeriloven og vold mod tjenestemand i funktion.

Den anden person er også blevet sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. 

Mellem 800-1000 demonstranter

Demonstration er nået til Rådhuspladsen.

Men in Black-demonstrationen er nået til sin endestation, der er på Rådhuspladsen i det centrale København. Politiet står klar og har sat afspærring op foran porten til Rådhuset. 

Der bliver spillet musik og danset, siger TV 2s reporter.

Ifølge politiet anslås det, at der er mellem 800 og 1000 demonstranter. 

Der kastes med mange kanonslag

Til Men in Black-demonstrationen i København bliver der kastet med mange kanonslag, fortæller TV 2s reporter på stedet. Kanonslagene blev kastet mod de dialogbetjente, der er til stede, og de er nu kørt væk.

Demonstranterne marcherer i højt tempo ned ad Nørrebrogade mod Rådhuspladsen. 

Der er mødt forstærkninger op i form af kampklædt politi, der befinder sig i sidegaderne langs demonstrationens rute.

En person anholdt ved Men in Black-demonstration

En person er anholdt ved Men in Black-demonstration lørdag aften i København. Det skriver TV 2 Lorry.

Ifølge mediet er personen sigtet for tre forhold: Brud på fyrværkeriloven, brud på ordensbekendtgørelsen i forhold til ikke at følge politiets anvisninger og altså vold mod tjenestemand. .

Testcentre i Nordvest opruster

Der bliver oprustet på personale i de to testcentre i i Københavns Nordvest-kvarter efter en lørdag med lange køer.

Centrene har været under pres, idet borgere i området er blevet bedt om at blive testet i forbindelse med et udbrud af den smitsomme sydafrikanske variant. 

Det skriver Sophie Hæstorp Andersen (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, på sin Facebook-profil.

Den sydafrikanske variant af coronavirus er på krigsstien i København NV 🦠👿 Derfor kæmpe tak til alle jer, der har fulgt...

Posted by Sophie Hæstorp Andersen on Saturday, February 27, 2021

Demonstration i gang

Men in Black demonstration i København lørdag.

Men in Black demonstrerer lørdag aften, og demonstrationen er netop begyndt.

Den begynder på Hulgårds Plads i Københavns Nordvest-kvarter, og planen er, at de mellem 300 og 400 demonstranter vil gå ned ad Nørrebrogade og mod Rådhuspladsen derefter. 

Politiet er til stede med dialogbetjente med hvide hatte, fortæller TV 2s reporter på stedet. Der bliver spillet høj musik, og nogen har medbragt en stortromme.

Der demonstreres mod coronarestriktioner. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver kaldt diktator under en indledende tale, og demonstranterne råber i kor: - Frihed for Danmark, vi har fået nok. 

Støttepartier kalder Heunicke i samråd om smitteopsporing

SF og De Radikale mener, at smittesopsporingen skal oprustes markant ved genåbningen, og derfor kalder de nu sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd.

Det skriver Politiken.

– Dels vil vi høre, hvorfor vi halter så lang bagud i forhold til andre lande. Og dels vil vi høre, hvordan man kan styrke en fejlet smitteopsporing, siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF). Hendes undren deles af den radikale sundhedsordfører, Stinus Lindgreen.

Belgisk fængsel lukket

Det belgiske fængsel Namur er blevet lukket, ligesom de indsatte er blevet lukket inde i deres celler, efter at halvdelen af dem er testet positive for coronavirus.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Der er tale om 132 indsatte, der er coronapositive, mens 60 ud af 115 ansatte også er testet positive. En indsat er indlagt, og situationen betegnes som "meget alvorlig".

Fleste detaljer om Bornholms genåbning på plads

Fra mandag åbner Bornholm væsentligt mere - også væsentligt mere end resten af landet gør. Skoler genåbner helt, sammen med butikker og liberale erhverv. 

Der indføres også krav om fremvisning af en maksimalt 72 timer gammel negativ test for at få lov at stige ombord fly eller færge til øen. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse. 

Der er et par grupper, der er undtaget - blandt andet børn under 15 år, fly-, skibs- og buspersonale og godschauffører.  

Kommunes podere havde svært ved at følge med

Det lader til, at en opfordring fra Københavns Kommune om at lade sig teste er blevet hørt, efter at flere tilfælde af en coronavariant er blevet fundet i området. Det skriver Ritzau.

Regionens podere har i hvert fald haft svært ved at følge med efterspørgslen lørdag, fortæller Kirstine Vestergård Nielsen, vicedirektør for Region Hovedstadens Akutberedskab.

Mette Frederiksen drøfter vacciner med Israel

Tidligere på dagen skrev Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz på Twitter, at han rejser til Israel med statsminister Mette Frederiksen (S) på torsdag i næste uge for at diskutere vacciner. 

Det bekræftes i en pressemeddelelse fra Statsministeriet siger Mette Frederiksen, at hun skal til Israel, da det er det land, der er længst fremme med vacciner. 

- Vi vil blandt andet drøfte, hvordan vi kan blive mere selvforsynende med vacciner. Både på kort sigt i forhold til at få adgang til flere vacciner mod COVID-19. Men også på længere sigt i forhold til eksempelvis genvaccination, siger hun i pressemeddelelsen.

- Israel er det land i verden, som er absolut længst fremme i kampen mod COVID-19, når det handler om at udrulle vacciner. Israel er også interessant, når det gælder udvikling af vacciner og behandlingsmetoder.

Italien strammer restriktioner

Italien strammer nu restriktionerne i fem af landets 20 regioner i et forsøg på at dæmme op for et stigende antal smittetilfælde. Det skriver The Guardian.

Landet opererer med fire farvekoder for beredskab i landets regioner. Hvid, gul, orange og rød.

For første gang siden slutningen af januar er to regioner - Basilicata og Molise - blevet farvet røde, hvilket blandt andet betyder nedlukning af restauranter, barer, detailhandel og kraftig begrænsning af fri bevægelighed i regionerne.

Fredag registrerede landets sundhedsmyndigheder 20.499 nye smittetilfælde. Henover de sidste fem dage er smitten steget med 35 procent sammenlignet med samme periode ugen før.

Løver og gorilla smittet med coronavirus

Gorillaen Richard har mistet sin appetit, oplyser den zoologiske have.

To løver og en gorilla er blevet smittet med coronavirus i den zoologiske have i Prag, Tjekkiets hovedstad. Det oplyser nyhedsbureauet Ritzau.

- Løverne Jamvan og Suchi og hangorillaen Richard er i dag blevet testet positive for covid-19, skriver Miroslav Bobek, direktør i Zoo på Facebook.

Ifølge Bobek er symptomerne hos de tre dyr indtil videre milde. De to løver er blevet forkølet, og så har de fået hoste.

Gorillaen ser ud til at have mistet sin appetit. 

Det er ikke klart, hvordan dyrene er blevet smittet med covid-19, der har udviklet sig til en global pandemi.

Den zoologiske have i Prag er lukket netop på grund af Tjekkiets restriktioner for at hindre smitten i at brede sig.

520 nye smittede med coronavirus

Der er det seneste døgn registreret 520 nye smittede med coronavirus, mens fem er døde. Det viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Det er femte dag i træk, at der bliver konstateret over 500 nye coronasmittede i Danmark.

Det samlede antal indlæggelser falder med 14 til 217, og det er det laveste antal siden 11. november 2020.

Se resten af dagens tal her: 

Britisk variant er dominerende i Oslo

I Norge udgør den britiske variant af coronavirussen mellem 50 til 70 procent af alle smittetilfældene i Oslo. Det oplyser direktøren for den norske sundhedsstyrelse, Camilla Stoltenberg, ifølge mediet NRK.

Oplysningen kommer samtidig med, at der lørdag blev registreret 245 nye smittetilfælde med coronavirus i det seneste døgn. Det er det højeste antal smittetilfælde på et døgn siden pandemien startede.

37.554 vaccineret fredag

I alt 36.564 blev vaccineret med det første stik fredag, hvor regionerne holdt generalprøve på massevaccination. 

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Derudover fik 990 personer deres andet stik, og i alt 412.358 har påbegyndt vaccinationen. 182.074 er nu færdigvaccineret.

Her kan du se, hvor mange danskere, der dagligt siden december er blevet vaccineret.  

Hjertelæger ser skader, som ikke er set i 20 til 30 år

Fremtrædende hjertelæger oplyser, at de lige nu ser hjertepatienter med skader, som ikke er set i 20 til 30 år, og flere af lægerne vurderer, at der er sket uoprettelige skader på en del hjertepatienter, skriver Berlingske. 

Årsagen er, at blodpropper normalt bliver fjernet, når de opstår. Men lige nu ser lægerne patienter, som ikke er kommet i behandling på grund af pandemien med coronavirus. Patienterne har nu utæt hjerteklap. Det fører til vand i lungerne, hvilket man kan dø af, forklarer Jens Flensted Lassen, der er professor i hjertesygdomme på Odense Universitetshospital (OUH) og formand for Dansk Hjerteregister.

- Det har reddet en masse covid-19-patienter, at samfundet har været lukket ned. Men det har også betydet, at sundhedsvæsenet ikke har kunnet holde åbent i normalt omfang, og det er gået ud over en hel masse andre patienter, siger han.

Akutberedskab: - Poderne gør alt, hvad de kan i nordvest

Der er fortsat kø til at blive testet i Københavns nordvestkvarter og på Twiter skriver Hovedstadens Akutberedskab nu, at poderne gør alt, hvad de kan for at følge med. 

Samtidig bliver det oplyst, at der stadig er ledige tider i Valby og i Lufthavnen, hvis man har mulighed for det.

Til Politiken oplyser Kirstine Vestergård Nielsen, der er vicedirektør for akutberedskabet i Region Hovedstaden, at der lørdag morgen var fem podere, men at der nu er indkaldt flere.

Skærpede tiltag i Kolding og Ishøj bliver forlænget

Den skærpede indsats i Kolding og Ishøj er blevet forlænget til og med 7. marts. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det vil sige, at elever fra 0. til 4. klasse fortsat vil være hjemsendt i Ishøj, mens skoler og daginstitutioner holder lukket i Kolding.