Coronavirus

Middelfart-borgmester fik overskudsvaccine: - Jeg er oprigtigt talt flov

Han forklarer, at der var tale om en overskudsvaccine, fordi der kunne trækkes flere doser end ventet op af hætteglasset.

Johannes Lundsfryd Jensen (S) er borgmester i Middelfart Kommune og fik omkring nytårsskiftet vaccination mod coronavirus. Selvom det ikke var hans tur i vaccinekøen.

Det var "usædvanlig dårlig dømmekraft", skriver han på Facebook.

Han forklarer, at der var tale om en overskudsvaccine, fordi der kunne trækkes flere doser end ventet op af hætteglasset. Dosen skulle bruges inden for 15 minutter.

- At være folkevalgt politiker og borgmester er et tillidshverv. Mit princip har altid været, at man som sådan aldrig bør stå forrest i køen. Det princip har jeg brudt, og det er jeg oprigtigt talt flov over, skriver han.

Foran i køen

De seneste måneder har der været flere eksempler på personer, der har taget imod vacciner, på trods af det ikke var deres tur.

Det gælder blandt andre flere læger i Jylland, der tog vacciner til sig selv og ansatte, selvom andre stod før dem på listen.

Også kirurger i Sønderjylland fandt et smuthul og kom foran i vaccinekøen, mens ledelsespersoner i Region Hovedstadens Psykiatri blev vaccineret, samtidig med at frontpersonale måtte stå standby.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Johannes Lundsfryd Jensen.