Dagens overblik

Dagens overblik: Morten Østergaard træder ud af politik

For anden dag i træk har en tidligere radikal partileder meddelt sin exit fra Christiansborg, og så skælder Mette Frederiksen ud på EU.

De fleste danskere har nok prøvet at tilbringe det meste af en juninat under åben himmel. Til en fest, man bare aldrig har lyst til at slutte, eller i en stille storby med en forelskelse ved hånden, eller med ungerne i baghaven på luftmadrasser.

Det ville nok falde de færreste ind at gøre det i februar, men det kunne man faktisk lige så godt have gjort i nat som til sommer. Temperaturen faldt nemlig knap under 10 grader, og dermed svarede det til en nat i årets sjette måned. Det gav os en af de varmeste februarnætter nogensinde målt.

Over store dele af Europa slår vejret lige nu varmerekorder, men herhjemme er torsdag den sidste i rækken af de meget varme dage, lyder det fra TV 2 Vejret. Så forhåbentlig har alle nydt den og er klar til et overblik over dagens øvrige historier.

Morten Østergaard er færdig i politik

Vores seks februardage i træk med temperaturer over 12 grader i Danmark er ikke den eneste opsigtsvækkende stime, der er i gang i øjeblikket. Vi er nemlig nu oppe på to dage i træk, hvor en tidligere politisk leder i Det Radikale Venstre har meddelt, at vedkommende ikke stiller op til næste folketingsvalg.

Onsdag var det Marianne Jelved, og torsdag var det så Morten Østergaards tur til at annoncere sit foreløbige exit fra dansk politik. Det sker, mens den 44-årige politiker i forvejen er på orlov fra Folketinget, efter en sag om seksuelle krænkelser tvang ham til at trække sig som politisk leder i oktober.

- Jeg ville selvsagt have ønsket at have afsluttet mit politiske lederskab på en anden måde. Jeg er led og ked af de fejl, jeg har begået, og de konsekvenser, de har haft for andre. Og jeg vil igen gerne undskylde til alle for det skete. Ansvaret er mit, skriver han i et Facebook-opslag.

Østergaards orlov vil fortsætte frem til næste valg, og dermed vil han altså slet ikke vende tilbage til Christiansborg.

Flertal udenom regeringen for nye beregninger

Vi bliver ved det politiske, for i dag har der tegnet sig et flertal udenom regeringen for, at man bør arbejde sig hen mod en model for skolernes genåbning, der ligner den norske.

I Norge er alle skoler som udgangspunkt åbne, og de arbejder efter en såkaldt 'trafiklys-model', hvor skolerne afhængigt af coronasituationen tager sig flere eller færre forholdsregler. Det er en model, både oppositionen og regeringens støttepartier mener, man bør regne på og om muligt indføre herhjemme.

- Det er muligt, at man skal lave en dansk variant. Men jeg tænker, at når man kan finde ud af det i Norge, kan vi nok også finde ud af det i Danmark, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til TV 2.

Regeringen offentliggjorde i går sin plan for første fase af genåbningen, som kun inkluderede en begrænset genåbning af skolerne i Nord- og Vestjylland og Bornholm, mens resten af landets skoler fortsat kun er åbne for 0.-4. klasse.

- Men i Norge er man gået skridtet videre, og det ønsker vi også, at regeringen og sundhedsmyndighederne i Danmark gør, siger gruppeformand i SF Jacob Mark til TV 2.

Mette Frederiksen ikke tilfreds med EU's vaccinetempo

I Danmark har vi nu fuldt vaccineret 3,1 procent af befolkningen. Gennemsnittet for EU-landene er endnu lavere, mens lande som Storbritannien, USA og Israel er langt foran. Det får nu den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), til at kritisere unionens sløve tempo.

- Vi europæere er milevidt fra lande, vi normalt sammenligner os med, når det gælder vaccineudrulningen, siger Mette Frederiksen.

Til EU's virtuelle topmøde vil hun derfor stille forslag om en massiv udbygning af EU's evne til at producere vacciner på egen jord, så vi ikke er lige så afhængig af leverancer udefra.

- Den sårbarhed i produktionen, som vi har set, går simpelthen ikke. Der hvor vi står lige nu, er der ikke nogen idéer, der skal skydes ned. Vaccinen er supervåbnet, og vi skal have mere af den, siger statsminister Mette Frederiksen.

Langsommeligheden har imidlertid ikke ført til samme kritik fra danskerne. En ny måling viser, at kun 20 procent af de adspurgte tror, at vi kunne have skaffet vacciner hurtigere på egen hånd.

Flest smittede i fire uger

Det var ventet, at smittetallene med coronavirus ville stige som følge af den genåbning af skolerne, der trådte i kraft 8. februar. Og i dag kom vi så over 600 smittede for første gang i fire uger, viser dagens tal fra Statens Serum Institut.

Helt præcis er 603 smittede det seneste døgn, og det er mere end en fordobling af tallene på under to uger - 13. februar blev blot 274 testet positive.

Antallet af indlagte er stabilt lavt, nu på 235 personer. Men stigningen i smittetal vil også kunne aflæses her inden for den næste tid, fastslår Nanna Reiter, overlæge ved Bispebjerg Hospital. Ikke mindst grundet de yderligere lempelser, der træder i kraft på mandag.

- Når vi har set lempelser i restriktionerne, går der typisk et par uger, før vi kan se det i antallet af indlagte, siger hun.

Konservative stormer frem i måling

Og så vender vi lige tilbage til Christiansborg, for i dag er Megafon udkommet med en ny måling for tilslutningen til de politiske partier, og her er der endnu engang godt nyt til de konservative og formand Søren Pape Poulsen.

Ved målingen i januar, som skete oveni megen ballade i Venstre, blev de konservative målt til at være det største parti i blå blok, og hullet mellem K og V er kun blevet større. Nu står de konservative til 15,8 procent af stemmerne, mens Venstre får tilslutning af 11,3 procent af de adspurgte.

Tilslutningen til de konservative er det højeste målt i Megafons historie, og hvis det bliver en realitet til et valg, vil det samtidig være det bedste resultat for partiet siden 1990, hvor det anført af Poul Schlüter fik 16 procent af stemmerne.

Blå blok haler i øvrigt samlet set ind på rød blok i den nye måling, men Socialdemokratiet og dets støttepartier stadig sidder på solide 53,2 procents tilslutning.