Ville hjælpe svigermor med at booke vaccinetid - men det var ikke så let
Organisationen Ældre Sagen har skrevet et åbent brev til Sundheds- og Ældreministeriet for at få ændret systemet.
Da Casper Martens frustrerede svigermor ringede og bad om hjælp til at booke en tid til en coronavaccine, tænkte han, at det ikke ville blive svært.
- Da jeg taler med dem i telefonen, siger jeg: ”Bare rolig, nu kommer jeg ned, så skal jeg nok få fikset det her”. Det tænker jeg, at jeg snildt kan gøre, forklarer han i ‘Go’ aften LIVE’.
Men det skulle vise sig at blive sværere, end han havde regnet med.
For ligesom sin svigermor, der først selv havde prøvet at booke tid til sin mand, kunne han ikke finde en ledig tid i systemet:
- Man klikker, hvor man gerne vil vaccineres henne. Så skal man til at vælge en dato, hvor man gerne vil vaccineres, og det er så her, hvor man kan klikke sig halvanden måned frem, uden der er nogle ledige tider, forklarer han og fortsætter:
- Det er ret uoplyst. Selv jeg havde brug for at finde et telefonnummer og prøve at ringe til dem for at finde ud af, hvorfor der ikke er nogen tider, når man får besked på, at man skal booke en, lyder det.
Oversvømmet med henvendelser
Bjarne Hastrup, der er direktør i Ældre Sagen, kender til problemet med bookingsystemet til coronavaccinerne.
Han fortæller, at organisationen har fået mange henvendelser fra mennesker som Casper Martens, som har oplevet, at der ikke er nogen ledige tider på de datoer, som systemet viser:
- Jeg hørte i dag om en person, der måtte køre fra København til Odense. Ellers fik han ikke nogen tider. Så det er et besværligt og kompliceret system, der gør, at de svageste giver op, og de stærkeste bliver meget frustrerede, lyder det.
Bjarne Hastrup og Ældre Sagen har derfor besluttet at skrive et brev til Sundheds- og Ældreministeriet for at forsøge at ændre systemet.
- De må lave deres bookingsystem om, sådan så man tildeler en tid på forhånd og giver oplysning om, at ”Det er jeres tid. Hvis I ikke kan, er der et telefonnummer, man kan ringe til og få flyttet sin tid”. Ellers kommer vi ikke ud af det her sande kaos, lyder det.
Arbejder på at forbedre funktionaliteten
Sundhedsminister Magnus Heunicke ønskede ikke at udtale sig eller medvirke i 'Go' aften LIVE'.
Lone Kaalund Thiel, der er kontorchef i Region Nordjylland, som står for hjemmesiden vaccine.dk, hvor man bestiller tid til at blive vaccineret mod corona, udtaler derimod til programmet:
- Vi har netop lanceret en version af bookingsystemet, der gør booking af vacciner lidt nemmere. Her får borgeren besked om den første ledige vaccinetid på det givne vaccinested.
Derudover bliver der arbejdet på yderligere opdateringer, der skal forbedre funktionalitet og brugeroplevelse, oplyser Lone Kaalund Thiel.
Kan se frem til vaccine
Efter flere forsøg er det nu lykkedes Casper Martens svigerfar at få booket en tid til en vaccine.
Han ser frem til, at systemet forhåbentlig er blevet bedre, når det bliver hans forældres tur til at få et stik.
- Det er klart, at hvis man kunne få den første ledige tid, ville det være bedre. I det tilfælde her ville det så have været et ”udsolgt-skilt”. Det havde også været fair nok, hvis man loggede ind og så, at der er ikke flere vacciner i ens område, forklarer han og fortsætter:
- Så kunne det være superfedt, hvis man lige lavede en lille knap, der sagde: ”Vil du have en sms, når der opstår nye tider?”, lyder det.
Han synes dog bedre om Ældre Sagens forslag om, at man får tildelt en tid, som man så kan ændre. Det, tror han, vil være lettere at navigere i for de ældre:
Se interviewet med Casper Martens og Bjarne Hastrup i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY