Nyheder

For første gang er der optaget lyd på Mars - hør det her

To gange tidligere er det mislykkedes at optage lyd på Mars. Denne gang lykkedes det.

Da rumkøretøjet Perseverance 18. februar 2021 landede på Mars, var det med en lille mikrofon ombord.

Mikrofonen sørgede for, at det for første gang nogensinde er muligt at høre lyde optaget på Mars.

NASA har udgivet to lydklip fra rummissionen, som du kan høre herunder.

I den ene optagelse kan man høre mekaniske lyde fra selve køretøjet, mens det står på Mars:

I det andet lydklip er optagelsen renset for støj fra køretøjet, og cirka ti sekunder inde i optagelsen kan man høre ”lyden af en brise fra Mars i få sekunder,” oplyser Nasa.

- Det er sejt. Virkelig fint. Overvældende om du vil, sagde Dave Gruel, ledende ingeniør for EDL-kamerasystemet på Perseverance på et pressemøde afholdt af Nasa mandag aften, hvor optagelsen fra Mars for første gang blev afspillet for offentligheden.

Nasa's 2020 Mars-mission

  • 18. februar 2021 kulminerer flere års arbejde, når NASA's rumfartøj Perseverance efter planen lander på Mars 
  • Perseverance har tilbagelagt 470 millioner kilometer, siden den forlod jorden 30. juli 2020 fra Cape Canaveral i USA
  • Missionen er en af NASA’s helt store med et budget i omegnen af 13 milliarder kroner 
  • Der er cirka 10 procent sandsynlighed for, at noget går galt under landingen, så missionen vil mislykkes 
  • Forksere over hele verden, inklusive Danmark, har været en del af rum-missionen

Kilde: DTU

Den sidste sans

På to tidligere missioner til Mars har man også haft mikrofoner ombord i håb om at optage lyd.

Men i begge tilfælde mislykkedes det, skriver Nasa i deres beskrivelse af mikrofonerne.

Hørelse var altså den sidste af de fem sanser, som forskerne manglede at opleve på Den Røde Planet.

Udover at det er spændende i sig selv at høre lyden fra Mars, kan den også bruges til videnskabelige undersøgelser af planetens klipper og jord.

Anderledes atmosfære på Mars

Sådan som vi hører en lyd på Jorden, ville vi ikke høre den på Mars.

Atmosfæren på Mars er nemlig helt anderledes.

Generelt vil lyde på Mars opleves svagere og mere dæmpet, og du ville skulle vente lidt længere på at høre det.

Mars’ kolde overfladetemperatur og den mindre tætte atmosfære, der består af 96 procent kuldioxid påvirker, hvordan lyde opleves.

På Mars vil visse lyde med høje frekvenser lyde som fløjten, klokker eller fuglesang vil næsten ikke være til at høre. Volumen vil også være lavere, så på Mars skal du være tættere på en lyd for at kunne høre den, end du skal på Jorden.

Nasa har konstrueret en række lydklip, der simulerer, hvordan en velkendt lyd på Jorden ville lyde i Mars’ atmosfære.

I starten af klippet kan du høre, hvordan barnestemmer lyder på Jorden. Derefter kan du høre, hvordan samme barnestemmer ville opleves på Mars.

Nasa har udgivet en række lydklip, der simulerer, hvordan lyd på Mars ville lyde. Video: Youssef Ayoub

I dette klip hører du først en ringeklokke under jordiske forhold. Bagefter afspilles samme lyd, som den ville lyde på Mars.

Nasa har udgivet en række lydklip, der simulerer, hvordan velkendte lyde ville opleves på Mars. Video: Youssef Ayoub