Coronavirus

Elevformand: Det bliver utrygt at gå til eksamen efter corona

Eleverne ønsker ikke fest men undervisning, og det skal de have, mener formand for Danske Skoleelever.

Mandag aften præsenterede regeringens indsatsgruppe sine anbefalinger til en genåbning af landet. De bød blandt andet på, at afgangsklasser skal tilbage på skolebænken.

Og selvom det kun er anbefalinger, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at man kommer til at lytte til rådene.

Esther Vyff er formand for Danske Skoleelever. Hun hilser anbefalingen velkommen og håber, at regeringen gør det samme.

- Men når de er tilbage, synes jeg, at vi med det samme skal regne på, hvordan vi får de andre skoleelever tilbage. Om det er efter påske, så må det være sådan. Men der er ingen andre, der skal foran i køen, siger hun.

Det bliver nemlig ikke alle afgangselever, der kan indfinde sig i klasselokalerne efter weekenden.

Regional genåbning

For det første bliver det regionalt inddelt. Nordjyllands, Vestjyllands og Bornholms 9. og 10. klasser kan komme tilbage.

Hos de to jyske områder bliver det hveranden uge, man skal gå i skole, og samtidig kræver det to ugentlige negative test.

På Bornholm kan elever på alle skoletrin vende tilbage i skolen. Desuden anbefales det, at man lader sig teste en gang om ugen.

Landet er inddelt i områder ifølge Danmarks Statistik.

Nogle får nemmere ved eksamen

Esther Vyff frygter dog, at forskellige tidspunkter for at vende tilbage til skolen kan give en skævvridning i forhold til elevernes lige mulighed for at gå til eksamen til sommer. Dem, der får lov at komme tilbage nu, får mulighed for mere koncentreret undervisning, end dem, der stadig sidder hjemme og modtager virtuel undervisning.

- Med fare for at blive kaldt forkælet og utaknemmelig synes jeg, at det mest uhensigtsmæssige, der er sket under corona, er, at eleverne skal til eksamen. Og hjemsendelse, der måske varer til efter påske, gør det ikke bedre, siger Esther Vyff.

- Jeg håber, at vi kan komme frem til, at den sidste tid i folkeskolen skal handle om samvær og god og sjov undervisning. Jeg synes faktisk, at det er superærgerligt at sende dem til en eksamenssituation, der vil være utryg for dem.

Hun holder dog fast, i at det er godt at få eleverne tilbage i skolen.

- Jeg håber på, at vi kan prioritere uddannelse og undervisning. Vi har ikke en ungdom, der kræver fest, vi har en ungdom, der kræver undervisning, og det synes jeg, at vi skal give dem.

Uretfærdigt, at nogle får lov at komme i skole

Aleyna Sara Yildiran går i 9. klasse på Grøndalsvængets Skole i Københavns Nordvestkvarter.

Hun er blandt de afgangselever, der ikke har udsigt til at komme tilbage i skole med den kommende genåbning.

Hun mener, at det er uretfærdigt, at nogle elever kan komme tilbage, mens andre må blive derhjemme foran skærmen.

- Jeg er glad for, at nogen af os kan komme i skole. Men på den anden side er vi alle afgangselever i sidste ende, der skal have den samme viden, siger hun.

Efter folkeskolen vil hun gerne i gymnasiet, og hun føler sig presset over den forestående afgangseksamen til sommer. Den virtuelle undervisning får hun ikke så meget ud af, og samtidig er motivationen svær at holde oppe.

- Det at vi ikke kan komme tilbage og opnå vores fulde potentiale og få den fulde læring, som vi skal have, gør at man tænker, at man er mere presset, siger hun.

Samtidig forstår hun godt, at regeringen er nødt til at tage hensyn til smittetallene, der er højere i nogle dele af landet end andre.

Efterskolerne åbner nogle steder

Udover skoleelever i 9. og 10. klasse kan også efterskoleelever vende tilbage til skolen både i Nord- og Vestjylland samt på Bornholm. I Nord- og Vestjylland dog med særlige smitteforebyggende foranstaltninger.

Børn i 0. til og med 4. klasse har været i skole siden 8. februar.