Melvin Kakooza forlader 'X Factor' på grund af sygdom
Melvin Kakooza er blevet ramt af sygdom og er blevet opereret. Derfor må han trække sig fra opgaven som værtsafløser for Sofie Linde på 'X Factor'.
Når 'X Factors' liveshows starter på fredag, skulle det have været med komikeren Melvin Kakooza som vært.
Men Melvin Kakooza er nødt til at trække sig fra opgaven på grund af sygdom.
- Melvin har i den sidste tid haft ubehag og er derfor blevet undersøgt grundigt. Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er nu blevet opereret væk, oplyser Melvin Kakoozas agent, Jakob Riis.
- Det er naturligvis et kæmpe chok for ham og hans familie, og de har nu brug for al den ro, de kan få, for at han kan komme sig. Jeg håber og appellerer til forståelse for, at vi ikke har yderligere kommentarer i den kommende tid, oplyser Jakob Riis.
Dybt berørt på TV 2
Den 29-årige Melvin Kakooza var med på sidelinjen til årets bootcamp-programmer og skulle have afløst 'X Factors' faste vært, Sofie Linde, i livefasen, efter at hun er gået på barsel med sit andet barn.
TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard er dybt berørt af nyheden om Melvin Kakoozas sygemelding.
- Vi er enormt berørte af situationen og ønsker Melvin alt det bedste. Nu er han sygemeldt og har brug for al den ro og fred, han kan få. Derfor kommer Melvin naturligvis heller ikke til at være vært på 'X Factor', siger Dorte Borregaard.
Melvin Kakooza kommer altså ikke tilbage til 'X Factor' i denne sæson.
- Det er vi oprigtigt meget kede af, for Melvin ville have været en fantastisk vært. Vi præsenterer en afløser hurtigst muligt, fortæller Dorte Borregaard.
'X Factor' sendes på fredag 26. februar kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.