Dagens overblik: Marts og april kommer til at teste vores tĂĄlmodighed, skriver Mette Frederiksen
Britisk mutation kan være farligere end antaget, fagforeninger bløder medlemmer, og forskere undersøger, om spytprøve kan vise, om man er smittet.
Der er forår i luften efter sådan en søndag, der blev den sjettevarmeste februardag i 147 år. Og skal man tro TV 2s meteorolog, fortsætter det, i hvert fald indtil det på papiret også er rigtigt forår.
Varmt vejr har i et års tid nu også været ensbetydende med lempede coronarestriktioner, men mandag eftermiddag kom der pludseligt et langt opslag på Facebook, som vidner om, at foråret måske ikke er her helt endnu.
Mette Frederiksen: Marts og april kommer til at teste vores tĂĄlmodighed
Om en uge skal samfundet efter planen åbne igen, men mandag skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook, at der ikke kommer nogen fuld genåbning første marts.
De næste to forårsmåneder kommer til at ”teste vores tålmodighed”, som hun skrev i sit opslag.
- Nu - hvor smitten er lavere - er det stadig eksperternes entydige vurdering, at der ikke er plads til en fuld genĂĄbning.
Onsdag vil regeringen så melde ud, hvad der skal ske, når de nuværende restriktioner udløber, men på Christiansborg har der den seneste tid været nogenlunde enighed om, at en regional genåbningsstrategi kan komme på tale.
Britisk coronavariant kan være farligere end antaget
Den britiske coronavariant B117 kan være farligere, end man hidtil har troet.
Det står der i et nyt notat fra Statens Serum Institut, som Jyllands-Posten har set. Ifølge en britisk undersøgelse kan mutationen muligvis føre til flere indlæggelser og øget dødelighed.
Antagelsen har indtil nu været, at B117 kun er mere smitsom end de gængse coronavarianter. I Danmark ser vi også en stigning i antallet af tilfælde med den britiske udgave, og i uge syv var 57 procent af alle positive test ifølge en stikprøvekontrol med B117.
Fagforeninger bløder medlemmer
Noget, der til gengæld ikke stiger, er medlemstallet hos de faglige organisationer i Danmark. En ny opgørelse viser, at antallet af lønmodtagere, som er medlem af en af de traditionelle fagforeninger, er faldet fra cirka 70 procent i 2000 til 53 procent i 2018.
Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, mener, at udviklingen er meget alvorlig, at den kræver politisk handling, og at den ”på sigt kan skade danskernes arbejds- og lønvilkår.”
Men mens antallet af medlemmer hos de traditionelle fagforeninger falder, stiger den hos de alternative. I 2000 var 3,9 procent medlem af de såkaldte ”gule fagforeninger”. Det tal var i 2018 steget til 11,1 procent.
Flyselskab tager Boeing-model ud af drift efter motorbrand
Det amerikanske luftfartsselskab United Airlines indstiller med omgående virkning alle flyvninger med sine Boeing 777-fly magen til det, som i weekenden måtte nødlande i Denver på grund af et motorsvigt.
Beslutningen er blevet truffet, efter den amerikanske luftfartsmyndighed har krævet, at alle 777-fly med samme motor, som den, der svigtede i weekenden, skal undersøges.
Den japanske pendant har allerede indført et midlertidigt flyveforbud med flytypen. Det er sket, fordi der i december var tilsvarende hændelser, som den der fik United Airlines-flyet til at nødlande i weekenden.
Forskere på Rigshospitalet undersøger spytprøver som coronatest
Og sĂĄ slutter vi dette overblik af med at vende tilbage til pandemien.
For tilhører man den del af befolkningen, som ikke nyder at få en vatpind ned i halsen eller op i næsen, når man skal testes for coronavirus, er der måske hjælp på vej. Forskere på Rigshospitalet er nemlig i gang med at finde ud af, om en spytklat i et plastikrør kan være nok til at afsløre, om man er smittet eller ej.
Forsøget går ud på, at borgere bliver tilbudt at aflægge både en spytprøve og en hals- eller næsepodning, når de skal testes. På den måde kan forskerne sammenligne resultatet og finde frem til, om en spytklat er nok.
Det er borgere, der har bestilt tid hos Region Hovedstadens Akutberedskabs Covid-19 testcenter i Valby og Taastrup, som vil blive tilbudt at være med i undersøgelsen.