Coronavirus

Nye hurtigtests er ikke kontrolleret af danske myndigheder

Ifølge sundhedsministeren er skånsomme lyntest tjekket af myndighederne. Det stemmer ikke, skriver Politiken.

Hverken uafhængige fagfolk eller myndigheder har vurderet, om sikkerheden ved flere millioner af lyntest med podning forrest i næsen, som Danmark har bestilt, er så sikre, som producenten hævder.

Det skriver Politiken.

Onsdag sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, at Danmark har købt ti millioner af en ny type lyntest. Ifølge Politiken er der dog tale om 20 millioner.

De nye lyntest skal kun to-tre centimeter op i næsen.

Heunicke fortalte, at man har undersøgt pålideligheden af testene.

- Vi har færdiggjort en dansk vurdering af de test, som er lige så gode, som dem vi har været vant til, lød det.

Men den vurdering findes ikke, skriver Politiken fredag aften.

Sundhedsministeriet skriver til Politiken, at Region Midtjylland, som indkøber testene, "har foretaget en kvalitetssikring". Den er baseret på, at testene er CE-godkendt som medicinsk udstyr i Europa.

Herefter er kvaliteten blevet vurderet på baggrund af dokumentation, som firmaerne selv sender ind.

- Sundhedsministeriet eller sundhedsmyndighederne har ikke udført yderligere kontrol med produkterne, skriver ministeriet til avisen.