GO'

Diabetesmedicin viser positiv effekt på nyrepatienter: - Det er 100 procent en gave

Medicinen ser også ud til at have en positiv effekt på nyrepatienternes hjerte.

Da Kamilla Nykvist for halvandet år siden fik at vide, at hun havde en nyresygdom og på sigt skulle i dialysebehandling, følte hun sig dødsdømt.

Men et nyt studie kan nu give håb for mennesker som Kamilla Nykvist, der lider af en nyresygdom.

I et nyt studie har man nemlig medicineret nyrepatienter med medicin til diabetikere, og det har givet positive resultater.

Peter Rossing, der er overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center i København, har haft 4300 patienter fra 21 forskellige lande med i sit studie.

- Det er fantastisk. Det er det bedste, jeg har været med til i mine 30 år. Jeg har set nogle fremskridt, men de sidste 20 år har det været rigtig svært, og nu er der pludselig sket det her, som er imponerende, lyder det fra Peter Rossing, der har ledet projektet, i ‘Go’ morgen Danmark’.

Peter Rossing er overlæge på Steno Diabetes Center, og selvom han har beskæftiget sig med emnet i 30 år, vurderer han, at dette studie kan komme til at gøre en markant forskel.

- Det bremser nyresygdommens udvikling, så det udskyder tidspunktet for, at man skal i dialyse. Der er også færre, der får hjertesvigt, som er en komplikation hos nogle nyrepatienter og antallet af indlæggelser og dødstilfælde er reduceret, forklarer han.

Meget få bivirkninger

Medicinen, som 4300 nyrepatienter fra 21 forskellige lande har fået i studiet, er oprindeligt udviklet til diabetespatienter.

- Det er noget medicin, som egentlig blev udviklet til at sænke blodsukkeret, hvis man havde diabetes. Man var egentlig bekymret for, om det ville ødelægge nyrerne, men så fandt man ud af, at hos diabetikere så det ud til at være godt for nyrerne, forklarer Peter Rossing.

Det ser lovende ud, og der er flere studier på vej

Peter Rossing, overlæge

Medicinen, der gør, at diabetikere udskiller sukkeret gennem nyren og tisser det ud, har været brugt i otte år, og Peter Rossing forklarer, at medicinen har meget få bivirkninger.

- Fordi man tisser lidt sukker ud, kan man få svamp i skridtet, som er ret nemt at behandle, og hvis man er i væskeunderskud, kan man blive lidt svimmel, men det er sådan set de bivirkninger, vi har set, lyder det.

Kamilla Nykvist er pædagog og har en autoimmun sygdom, der gør, at hun har nedsat nyrefunktion: "Jeg vil aldrig blive rask, men jeg kan holde den nede", forklarer hun.

Og det er vigtigt for Kamilla Nykvist.

- I al den medicin, jeg har været igennem, har der været sindssyge bivirkninger, så det ville være rigtig svært, hvis man skulle begynde med noget nyt medicin, der havde mange bivirkninger, siger hun.

Nu skal medicinen godkendes

For Kamilla Nykvist ser fremtiden med den nye type medicin lysere ud. Lige nu kan hun holde sin nyresygdom i skak, men på sigt vil hun skulle i dialysebehandling.

Derfor er hun meget positiv over for Peter Rossings studie, som muligvis kan udskyde dialysebehandlingen.

- Det er 100 procent en gave, lyder det.

Men hvornår nyrepatienter som Kamilla Nykvist kan få glæde af de positive effekter ved diabetesmedicinen er dog uvist.

- Mine kollegaer, der er nyremedicinere kigger på vores resultater og overvejer, om de skal anbefale brugen af den her medicin til patienter som Kamilla. Så er det sådan, at Lægemiddelstyrelsen skal kigge på, om de vil give en godkendelse til behandlingen, forklarer han og fortsætter:

- Men det ser lovende ud, og der er flere studier på vej, som undersøger samme type medicin til folk med nyresygdomme uden diabetes, som forhåbentlig kan underbygge de her effekter, vi har set.

Se hele interviewet med Peter Rossing og Kamilla Nykvist i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY