Nyheder

Vejdirektoratet advarer om glatte veje landet over

Når sneen begynder at blive til sjap, skal man være meget agtpågivende, lyder det.

Danskerne vågner til risiko for is-, rim- og sneglatte veje i hele landet, og i løbet af natten og tidlig morgen har der været "procentvis større uheld end normalt". Dog ingen alvorligt tilskadekomne.

Det oplyser vagthavende ved Vejdirektoratet Troels Hartvig Albertsen.

Flere politikredse er fra morgenstunden også på Twitter med advarsler om glatte veje og opfordringer om at køre forsigtigt.

Eksempelvis skriver Vestegnens Politi, at der har været færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen. Vejdirektoratet oplyser, at uheldet skyldes glat føre.

Også politikredsene i Østjylland og Sydøstjylland melder ind:

Sjappede veje

Et regnvejr vil ifølge TV 2 VEJRET tage over mange steder i landet i løbet af i dag, men sneen vil alligevel blive liggende de fleste steder.

Troels Hartvig Albertsen fra Vejdirektoratet advarer i den forbindelse om føre, der minder om brun sæbe.

- Når sneen begynder at blive til sjap, skal man være meget agtpågivende. For her virker vejen umiddelbart fremkommelig, selvom der er rigtig fedtet føre, siger han og minder om vigtigheden af vinterdæk og at komme afsted i god tid.

Uheld på Amagermotorvejen.

- Kør med lav hastighed

I går aftes var der i Region Hovedstaden på kort tid fem uheld med køretøjer, der kørte galt på regionens motorveje. Det oplyste Region Hovedstadens Akutberedskab på Twitter og bragte samtidig en opfordring til bilisterne:

- Kør med lav hastighed. Skulle uheldet alligevel være ude, så bring hurtigst muligt jer selv i sikkerhed bag autoværn eller lignende.

Samlede snemængder frem til tirsdag morgen.