En eks-rocker rydder op

Som Hells Angels-rocker følte han sig uovervindelig, indtil hans liv blev forandret for altid

I flere år var Rolf Eggerts liv at være en hårdkogt rocker i Hells Angels. Da han brød med klubben, stod han derfor alene. Og hvem var han så?

Glimtet fra hundredvis af raketter lyste den mørke himmel op ved Vridsløselille Statsfængsel. Ved et vindue stod fange nummer 435. Han havde trukket en lille skammel hen til væggen for at kunne se fyrværkeriet gennem tremmerne.

Klokken havde passeret midnat nytårsaften, og de fleste steder var fejringen af årtusindskiftet i fuld gang. Set udefra passede han godt ind der blandt de andre kriminelle.

Hans store tatoverede arme matchede de flestes forestillinger om en rocker. Det samme gjorde øreringene og hans lange hår, der var trukket tilbage i en hestehale.

Mens han kiggede ud fra den seks kvadratmeter store celle, vandrede hans tanker. Roen fik ham til at tænke over, hvad han egentlig ville med sit liv.

- Det her går simpelthen ikke mere. Jeg skal noget andet, tænkte 29-årige Rolf Eggert.

Han havde fået nok af det hele. Nok af rockerkrigen, paranoiaen, narkohandlen, sit eget misbrug og af at være en dårlig far og kæreste.

Det hele var kulmineret fire år tidligere, hvor hans gode ven havde mistet livet for øjnene af ham, efter en kraftig raket var blevet sendt ind i Hells Angels-klubhuset på Ydre Nørrebro i København.

Uden for fængslet stilnede fyrværkeriet af, og Rolf Eggert trådte ned fra skamlen.

Han stod stadig midt i sin celle, hvor der kun lige var plads til en seng, et skrivebord og få af hans egne ting. Men beslutningen om, at der skulle ske en forandring, var taget.

Hvad det skulle komme til at betyde, havde han dog aldrig forestillet sig.

Et andet liv

Den Rolf, der fortæller sin historie i dag, er et helt andet menneske.

Det lange hår er væk og hans jeans, striktrøje og sorte briller blender ind i det almindelige liv.

I programmet 'En eks-rocker rydder op' viser han, hvordan han som mentor lever af at hjælpe udsatte unge med at foretage det sporskifte, som han selv satte i gang i sin fængselscelle.

Siden dengang er han blevet uddannet pædagog og terapeut. Han har fået sit eget firma og en familie med tre børn - og hvis man ikke ved det, er det svært at se, at fortiden stadig sidder både i og på hans krop.

Når Rolf Eggert trækker op i trøjeærmet, kan man se starten af mange tatoveringer. Førhen havde han et kranium med en ørnevinge og teksten 'Hells Angels' på håndleddet. Men nu er det dækket af "to sorte armbånd", som han kalder de tatoveringer, der er kommet ovenpå.

Egentlig havde det været nok at tatovere ordet "LEFT" ved siden af, fordi han forlod rockerklubben i "good standing" - en betegnelse for at man ikke har smækket med porten til borgen på vej ud.

Rolf Eggert valgte dog at få fjernet eller dækket alle tatoveringer med relation til rockermiljøet. Han havde brug for at gøre helt op med sin fortid for at komme ud af det mønster, der havde låst ham siden ungdomsårene.

Den stille dreng blev en anden

I Rolf Eggerts eget barndomshjem i Brøndbyøster stod der store dunke ved siden af sofaen i stuen. Det var morens hjemmebryggede vin, der blev hældt op i glasset flere gange dagligt.

Det var også i den sofa, hans mor sad på dagen, han skulle konfirmeres. Hun kunne ikke overskue at tage med i kirken, og Rolfs far var ikke en del af deres liv. Der var heller ikke arrangeret fest eller inviteret nogen gæster. Så Rolf måtte selv gå op i kirken iført et par cowboybukser og en striktrøje.

Da han kom ud fra kirken, stillede han sig i hjørnet i et forsøg på at være usynlig. Han kiggede på de andre klassekammerater, der stod glade sammen med deres familier. Flere kom hen til ham med telegrammer, men Rolf havde ikke noget at give tilbage.

Mens han gik hjem fra kirken, ulmede ukendte følelser i hans krop.

Han var vred, skuffet og mest af alt flov. Da han kom hjem til sin mor, hævede hun vinglasset, inden han gik direkte ind på sit værelse. Fra den dag begyndte han at ændre sig.

Han hørte ikke længere efter i skolen og begyndte at ryge hash, lave småkriminalitet og hænge med de forkerte typer.

Som 15-årig flyttede han hjemmefra. Han forsøgte at gennemføre flere uddannelser og et højskoleophold, men hver gang følte han ikke, at han passede ind.

Derfor søgte han andre veje, og med tiden blev de rødder, han hang ud med, skiftet ud med hårdkogte rockere.

En del af noget større

Det hårde rockermiljø havde noget elegance, magt og status, der dragede Rolf Eggert. For den ikke så boglige unge mand lignede det en genvej til direktørstolen. Og så følte han sig oven i købet velkommen og hjemme i fællesskabet.

Som 21-årig fik han i begyndelsen af 90’erne sit første rygmærke i en mindre motorcykelklub, der var stiftet af gamle Hells Angels-rockere.

I klubben boede man sammen, spiste sammen og kørte på motorcykel sammen. Det gav ham struktur i hverdagen og en retning i livet, men der var også regler og opgaver i klubben, som adskilte sig fra almindelige bofællesskaber.

Han begyndte at lave røverier, handle med stoffer og tjene penge på at overfalde folk. Og hurtigt lærte han, at jo hårdere han slog - eller jo højere han råbte - jo mere respekt vandt han.

Der var ingen grænser - heller ikke for hvad han selv kunne opnå. Hvad, han ikke vidste, var, at han på det tidspunkt også var i gang med at nedbryde sig selv.

Som 25-årig blev han prospect - en betegnelse for prøvemedlem - i Hells Angels, og et års tid senere blev Rolf Eggert fuldbyrdet medlem.

Han husker stadig tydeligt det vilde rush, han fik gennem kroppen, da han fik sit HA-rygmærke.

- Det var som at få en supermandsdragt på. Jeg var uovervindelig, og jeg kunne alt. Det var vildt at være en del af noget, der var så vanvittigt solidt og stærkt, fortæller Rolf Eggert.

Samme år brød den store nordiske rockerkrig ud, som mange fulgte i medierne.

På det tidspunkt følte Rolf Eggert sig klar til at gøre det, der skulle til for broderskabet. Men rockerkrigen skulle også vise sig at forandre hans liv for altid.

Angrebet på klubhuset

Den store nordiske rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos varede omkring halvandet år i Danmark. 11 mennesker blev dræbt og yderligere 96 personer såret. For Rolf Eggert var tiden præget af stress og paranoia.

Alt handlede enten om at slå nogen ihjel eller at undgå selv at blive det.

Han gik altid med en skudsikker vest og en pistol i linningen. Før han steg ind i sin bil, tjekkede han, om der lå en bombe under den. Og når han var derhjemme, var der metalbjælker for dørene og vodka i glasset til at slukke systemet.

- Jeg har aldrig slået nogen ihjel, men hvis muligheden havde været der, tror jeg på det tidspunkt ikke, at jeg havde spekuleret over det. For det var dét, der blev krævet af mig. Og det var dét, der gav status i klubben, siger Rolf Eggert.

6. oktober 1996 var der vikingefest i Hells Angels’ klubhus i Titangade på Ydre Nørrebro i København. Over 100 mennesker var samlet. 26-årige Rolf Eggert var på vej ned ad trappen for at hente en ven, da en kraftig panserværnsraket ramte huset.

Rolf Eggert blev ikke selv ramt. Han glemmer dog aldrig kaosset, lugten af brændt hud og hår, blodet på gulvet og synet af vennen, der døde lige foran ham i armene på et andet klubmedlem.

- Min krop frøs, da jeg så ham dø. Hans øjne blev bare større og større. Jeg kan huske, at jeg helt mekanisk hentede nogle håndklæder til de andre, der blødte, i stedet for at gå i panik. For det gør man ikke som rocker. Mit system var lukket helt ned, siger Rolf Eggert.

Fra den dag begyndte han ubevidst at trække sig fra rockermiljøet. Han gik mere i byen og tog flere og flere stoffer. Samtidig blev han pludselig bange for at gå på gaden og drak mere, end han fokuserede på sine opgaver.

Til sidst var han ikke længere til gavn for klubben.

Han blev derfor indkaldt til et møde med ledende medlemmer, og de blev enige om, at han skulle ud.

Hvem er man som eks-rocker?

Rolf Eggert stoppede i good standing. Hans egen tese er, at han fik lov, fordi han havde aftjent sin værnepligt i rockerkrigen, og fordi han aldrig havde misbrugt sin magt.

Vest, t-shirts, trøjer, ringe og kæder skulle dog afleveres tilbage til klubben. Og fra den ene dag til den anden forsvandt al status, magt samt hele hans økonomiske grundlag. På det tidspunkt havde Rolf sammen med din daværende kæreste også fået en datter, som var et år gammel.

- Man kan nok ikke finde en værre far, end jeg var. Jeg lå jo bare på sofaen og kunne ikke tilføre noget som helst. Jeg havde heller ikke lært, hvad det vil sige at være en god far, siger Rolf Eggert.

Et halvt år efter at han havde forladt Hells Angels, stormede politiet en vens lejlighed på Vesterbro i København, hvor Rolf Eggert opholdt sig. De havde holdt øje med Rolf i længere tid, og han endte med at blive idømt fire års fængsel for handel med 1,3 kilo amfetamin.

Da porten lukkede bag ham i Vridløselille Statsfængsel, var han efterladt med en masse tid og uden stoffer eller alkohol til at dulme systemet med. Og for første gang i lang tid fik Rolf Eggert ro i sit hoved.

Det var det, der gav plads til tankerne om et andet liv dén nytårsaften i 2000. Og da han trådte ned fra skamlen ved vinduet, var han ikke selv i tvivl om målet.

Han ville hjælpe andre unge, så de ikke skulle ende der, hvor han selv var endt.

Nogle dage efter nytårsaften kontaktede Rolf Eggert derfor en god ven, der var uddannet præst. Det var første gang, han bad om hjælp på den måde. Vennen stillede dog én betingelse. Hvis han skulle have hjælp, skulle han mene det.

- Jeg mener det, lovede Rolf ham.

Nogle uger efter kom præsten tilbage med to bunke papirer. På den ene stod der “socialrådgiver” og på den anden “pædagog”. Rolf var ikke i tvivl.

- Men det var da ret speciel at gå på gangen i Vridsløselille Statsfængsel blandt andre HA-rockere og fortælle, at man vil læse til pædagog, siger Rolf Eggert og smiler skævt.

Første dag på pædagogseminariet blev dog også et møde med en verden, som han ikke var vant til at begå i sig.

En anden krig

30-årige Rolf Eggert var på det tidspunkt blevet flyttet til et åbent fængsel, og derfor kunne han komme på udgang, når han skulle i skole. Kontrasten mellem drabsmænd og helt almindelige studerende var dog overvældende.

For selvom folk diskuterede banale ting som opgaver, eller hvor de skulle feste om aftenen, var der stadig krig i Rolf Eggerts hoved.

- Hver dag på seminariet var som at deltage i en rockerkrig for mig. Forskellen var bare, at jeg overhovedet ikke følte mig som en af dem. Jeg kunne ikke koderne for, hvordan man skulle tale og tænke. Jeg var vant til at rejse mig, råbe højt eller slå for at vinde en diskussion, siger han.

Rolf Eggert gjorde derfor ikke studiet færdigt - i første omgang. I dag kan han se, at han ikke var klar til den store omvæltning, det var. I stedet kom han i praktik i en klub for unge. Og her var der noget, han kendte.

Der var rødder, som ham selv, som han rent faktisk kunne gøre en forskel for.

Senere fik han også en deltidsstilling, hvor han skulle arbejde med de helt hårde typer, som ikke passede ind i en almindelig ungdomsklub. Han var god til jobbet, og det gav ham en tro på sig selv. Men en dag blev han indhentet af fortiden.

Ledelsen i det nye job havde lavet et baggrundstjek på ham og set, at hans straffeattest var plettet. Den dag mistede han Rolf Eggert derfor begge sine jobs.

- Lige der ramlede alt. Jeg tænkte: "Nu kan de rende mig. Jeg vidste, at jeg ikke var god nok". Alle tanker fløj gennem mit hoved, og jeg havde mest lyst til at søge mod det, jeg kendte: Vodka, stoffer og kriminalitet, siger han.

Midt i sit tankemylder valgte han dog at ringe til en person, som han havde mødt under sin praktiktid. Han hed Milo og havde en socialpædagogisk virksomhed, hvor han hjalp udsatte unge.

- Det er noget lort, Milo. Jeg er lige blevet fyret, sagde Rolf som det første.

Milo spurgte, hvor han var, og kort tid efter sad han i Rolfs rækkehus.

- Hvad fa’en gør vi nu, Rolf?, spurgte han.

Rolf Eggert hæftede sig ved ordet "vi". Milo ville gerne hjælpe ham.

Hvordan har du det?

Milo foreslog muligheden for at få Rolf i løntilskudsjob i sit firma. Samtidig var han den første i Rolfs liv, der spurgte: "Hvordan har du det?". Og som tog sig tid til at høre svaret.

I begyndelsen vidste Rolf ikke, hvad han skulle svare. Det havde han aldrig taget stilling til, men med tiden lærte han at åbne mere op. Og imens iagttog han, hvordan Milo arbejdede.

Det var også med Milos støtte, at han senere gennemførte pædagogstudiet.

- Jeg mødte bestemt mange udfordringer og faldt også mange gange. Men jeg blev samlet op af Milo, som forstod mig og aldrig dømte mig, siger Rolf Eggert.

Siden har han arbejdet på at blive den person, som Milo var for ham - bare for andre unge.

I dag har Rolf Eggert sin egen virksomhed, hvor kommuner hyrer ham som mentor for udsatte mennesker. Han holder foredrag og har rådgivende samtaler.

Men det har krævet hårdt arbejde at nå dertil.

Som følge af oplevelserne i rockermiljøet og sin opvækst fik Rolf Eggert i 2008 konstateret PTSD. Gennem terapi begyndte han at arbejde mere med sig selv og finde dybere ned i lagene af sin egen historie.

Det inspirerede ham til at uddanne sig til psykoterapeut, hvor han lærte, at man er nødt til at kunne forstå og hjælpe sig selv, før man kan hjælpe andre.

Mentor og familiefar

Rolf Eggert bor i dag på Fyn sammen med sin kone og er far til tre børn. Han har med egne ord "allround et rigtig godt liv", og for nylig har han også genskabt kontakten til sin far, som han nu ses jævnligt med.

Indimellem kan Rolf Eggert stadig mærke sin PTSD-lidelse spøge. Det sker især, hvis han bliver presset eller stresset. Så bliver han nervøs eller får en kortere lunte, og så ved han, at han skal geare ned.

Selvom han i dag føler, at han er landet, er jobbet som mentor stadig uforudsigeligt. Gaven er dog, når han ser, at det lykkedes for unge mennesker at nå deres drømme.

- Det giver mig rigtig meget at hjælpe. For det er også lidt mig selv, jeg hjælper. Det er den der lille dreng og unge mand, som aldrig fik hjælp. Så det er en kæmpe tilfredsstillelse, siger Rolf Eggert.

Derfor gør det også ondt, når han ikke kan hjælpe eller nå at svare de mennesker, der indimellem skriver til ham privat. Men hjælpen er nødt til at gå gennem kommunen.

I dag følger Rolf Eggert stadig med i, hvad dem med rygmærker går og laver. Han har også hjulpet nogle stykker, der ville ud af miljøet.

- Jeg kan se, at det er blevet meget hårdere. At være rocker drejer sig om noget andet i dag, uden at jeg ville sætte flere ord på det. Men jeg er meget glad for, at jeg ikke er der i dag, siger Rolf Eggert.

Et nyt mærke

Før i tiden var det at være rocker alt, han havde. Fordi det var det eneste, han havde opnået. I dag er det lykkes at sætte noget andet i stedet.

Rolf Eggert fortæller gerne de unge, han arbejder med, sin historie - når han tror, den kan gavne. Nogle kan genkende den ensomhed, han oplevede i sin barndom. Andre har sagt til ham, at den viser, at der håb.

For Rolf er det dog vigtigt, at hans historie ikke bliver det eneste billede på at lykkes. Mindre kan også gøre det.

Det handler om at møde folk der, hvor de er, mener han. For hvis man forsøger at møde folk uden fordomme, så er det også nemmere at få en forståelse for, hvad de slås med.

Ofte er der en grund til, at folk er landet i problemer. Ligesom der var en grund til, at han endte med tatoveringer op ad begge arme i en celle i Vridsløselille Statsfængsel.

Når Rolf ser tilbage, er det tydeligt for ham, at han ikke kun har sig selv at takke for, at det lykkedes at ændre kurs. Selvfølgelig begyndte det med hans egen beslutning og det mål, han satte, da han trådte ned fra skamlen i fængselscellen.

Men uden hjælp var det aldrig lykkedes. Det er han sikker på.

- Men følelsen af, at det lykkedes, den er nærmest lige så ubeskrivelig, som da jeg fik mit første rockermærke, siger Rolf Eggert og smiler.

Se 'En eks-rocker rydder op' allerede nu på TV2 PLAY eller på TV 2 tirsdag 9. februar klokken 20.50.