Nyheder

TV 2 har filmet en hel nat ved grænsen: Over 200 personer kører direkte ind i Danmark uden at få tjekket corona-attest

Udlændinge kan udnytte hul til at komme ind i Danmark uden at blive kontrolleret af politiet ved grænsen i Padborg. Kæmpe problem, siger ekspert.

Lyset slukker, og to politibetjente sætter sig ind i en politibil og kører væk. Klokken er 22.37, og nu er grænsen til Danmark pivåben.

Fem minutter senere kommer den første bil kørende mod grænseovergangen. Der er intet politi til at tjekke, om passageren har en negativ corona-attest med sig, selv om det er et krav for at rejse ind i Danmark.

Han kører lige igennem den tomme kontrolpost og fortsætter videre ad de danske veje.

TV 2 har testet Danmarks grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse i Padborg og filmet aktiviteten hele natten 4. februar 2021.

222 biler, lastbiler og andre køretøjer kørte ind i Danmark uden at blive tjekket af politiet i tidsrummet fra 3. februar om aftenen klokken 22.37 og indtil næste morgen klokken 06.50, hvor politiet igen tændte lyset ved kontrolposten. Nummerpladerne var både danske og udenlandske, især tyske og polske.

Det er et "kæmpe problem", at passagerer kan køre ind i Danmark uden at blive tjekket om natten, vurderer Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet.

- Det udgør en stor risiko, at folk bare kan køre over grænsen og måske være smittet. Så er vores kontrol og mulighed for at smitteopspore nye virusvarianter kompromitteret, siger han.

Udlændinge kan udnytte smuthul til at komme ind i Danmark uden at blive kontrolleret af politiet ved grænsen i Padborg. Se hvad der sker ved grænsen i løbet af natten i denne timelapse. Video: Anders Masannek Jørgensen

For at begrænse coronasmitten er det et krav, at udlændinge skal kunne fremvise en negativ corona-attest og have et anerkendelsesværdigt formål, for eksempel et arbejde, for at komme ind i Danmark.

Dansk politi har intensiveret kontrolindsatsen ved landets grænseovergange, og de fleste steder står politiet døgnet rundt og foretager stikprøvekontroller.

På det her tidspunkt behøver man ikke at have en test med

Tysker uden negativ corona-attest

Men ved grænsen i Padborg lukker politiet hver aften ned for kontrolposten ved 22-23-tiden og åbner igen ved 6-7-tiden næste morgen. I stedet kigger patruljer blot forbi grænsen nogle gange i løbet af natten.

Derfor kan udlændinge udnytte et hul og komme ind i Danmark uden at fremvise en negativ coronatest eller have et anerkendelsesværdigt formål.

Og det sker.

Tyskere kørte igennem uden corona-svar

Da TV 2s kamera var tændt ved grænsen, kom en tysk mand og en kvinde kørende i en lille sort Ford midt om natten. De havde ikke negative corona-attester med, fortalte manden, som ikke ønskede at oplyse sit navn.

- Grænsekontrollen er lukket. Ingen kontrollerer på det her tidspunkt, sagde han som begrundelse for, hvorfor de ikke havde en attest med.

Tyskeren arbejder i Danmark og har luret, at politiet ikke står fast og laver stikprøvekontroller om natten.

- På det her tidspunkt behøver man ikke at have en test med. Det er først om morgenen, sagde han.

Han og kvinden kørte videre ind i Danmark.

Da TV 2s kamera var tændt ved grænsen, kom en tysk mand og en kvinde kørende i en lille sort Ford midt om natten. De havde ikke negative corona-attester med, fortalte manden, som ikke ønskede at oplyse sit navn. Video: Anders Masannek Jørgensen

- Man bør stoppe alle ved grænserne

Professor Jan Pravsgaard Christensen mener, at det er gambling med folkesundheden, når passagerer kan køre ind i Danmark uden at blive tjekket af politiet.

- Hvis der kommer en person ind med for eksempel en brasiliansk variant og ikke går i karantæne, risikerer vi, at den spreder sig i samfundet. Når først personen er kommet ind og har været på en arbejdsplads, kan smittetallet hurtigt eskalere. Risikoen er simpelthen for stor her, siger han.

Vi risikerer også at få nye virusmutationer ind uden at opdage det, og det kan være varianter, som vaccinerne ikke er lige så effektive over for, påpeger Jan Pravsgaard Christensen.

- Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv bør man stoppe alle ved grænserne. Ellers risikerer vi at få en ny stor bølge med smittespredning med en mulig ny variant, som vi ikke vil have ind i samfundet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Politiet kiggede forbi i ny og næ

Ved grænsen i Padborg kiggede politibetjente forbi kontrolposten syv gange i løbet af natten til den 4. februar. De blev der oftest i 2-5 minutter, og så kørte de igen. Én gang var betjentene der i 55 minutter.

Nogle af gangene nåede politiet at kontrollere en eller flere passagerer. Andre gange kørte de igen, før der kom biler.

I alt stoppede politiet 19 biler til kontrol den nat. De øvrige 222 biler og lastbiler passerede, mens politiet ikke var til stede.

TV 2 talte med flere af passagererne. Én mand viftede med en negativ corona-attest, og flere fortalte, at de havde papirerne i orden. Andre ville ikke udtale sig og kørte forbi.

Næste morgen kom politiet tilbage til kontrolposten. Klokken slog 06.50, lyset blev tændt, og den fastbemandede grænsekontrol blev genoptaget.

Politiet overvejer mere kontrol i Padborg

Politiet i Syd- og Sønderjylland er godt klar over, at der hver nat kører biler og andre køretøjer over grænsen ved Padborg uden at blive kontrolleret.

- Det er jo en stikprøvevis grænsekontrol, vi har, så det er jo ikke meningen, at vi skal kontrollere alle. Jeg synes, at vi har en god, stærk, afbalanceret grænsekontrol med tyngden lagt der, hvor der kommer flest ind, siger politidirektør Jørgen Martin Meyer ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politidirektøren åbner dog for, at der kan ske ændringer i kontrollen efter TV 2s optagelser.

- Det kan godt være, at vi også skal bemande Padborg om natten. Det må vi kigge på, siger han.

Jørgen Martin Meyer​, er kontrollen god nok, når man kan køre igennem om natten uden at blive tjekket?

- Det kan man altid diskutere. Vi laver så intens en kontrol, som vi overhovedet kan komme til, siger han.

Vi skal forsøge at undgå at få nye virusvarianter ind. Er det ikke vigtigt at have en tæt grænsekontrol?

- Jo, men det er altid en balance. Vi har jo en grænse, der er 70 kilometer med 13 grænseovergange. Så der skal man gøre sig et valg, om man vil lave fuld kontrol hele vejen, eller om man vil gøre, som vi gør, og som jeg synes er helt betryggende, nemlig en stikprøvevis grænsekontrol med så mange kontroller som muligt.

- Hvis det viser sig, at der er nogle huller eller områder, hvor det kan betale sig at sætte mere ind, så gør vi det.

Har I aktuelle planer om det?

- Vi kigger på det løbende, siger Jørgen Martin Meyer.