Mette Frederiksen delte billede af sin makrelmad - kommentatorer hæfter sig ved det, hun ikke deler
Der er mange tanker bag, når statsministeren deler billeder af rugbrødsmadder, mener politisk kommentator.
Billeder af leverpostej- og makrelmadder med mayonnaise og agurk på statsminister Mette Frederiksens (S) sociale medier er planlagt ned til mindste detalje.
Hun er lykkedes med at våbengøre sine rugbrødsmadder til at fremstå mere folkelig og mindre som en moderne politiker, mener politiske kommentatorer.
- Hun bliver brandet som en kvindelig Anker Jørgensen, siger Peter Mogensen, tidligere redaktionschef på Politiken og politisk kommentator på TV 2 NEWS, i seneste udgave af Tirsdagsanalysen på TV 2 NEWS.
Budskabet er klart: Hun er ligesom os, det jævne og makrelspisende folk, selvom hun er statsminister. Men der er en anden side til statsministerens forskellige opslag om makrel og leverpostej.
De følges nemlig af opslagstekst, hvor hun taler imod ”utøjlet” globalisering og indvandring og slår hen i et mere nationalt fokus på sin egen regering, ”der ikke bare accepterer tingene, som de er”.
- Hvis vi et øjeblik leger, at det ikke var Mette Frederiksen, der havde skrevet det, kunne det lige så godt have været Kristian Thulesen Dahl (Dansk Folkepartis formand, red.), siger Michael Kristiansen, tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen.
Alt det, der ikke står
Selvom det er rugbrødsmadderne, der er løbet med opmærksomheden, er der flere budskaber i statsministerens opslag.
Det mener Peter Mogensen, som påpeger, at Mette Frederiksen blandt andet i samme opslag skriver rosende om Erik Meier Carlsen, der tidligere skabte røre på venstrefløjen på grund af sin kritik af indvandring.
- Meier Carlsen var berømt og berygtet for 20 år siden for sin tilgang til udlændingediskussionen. Han er et gammelt ikon i den debat, siger han og fortsætter:
- Det er topmanipulation og klasse af en toppolitiker.
Men én ting er det, som ligger mellem de mange lag i statsministerens opslag. Noget andet er de ting, hun simpelthen ikke taler om.
Blandt andet taler hun ikke meget om fremtiden, men ser oftest tilbage på fortiden, siger Peter Mogensen. Han efterlyser, at Mette Frederiksen taler mere om ny teknologi, iværksætteri og generelt viser et større blik for fremtiden.
- Hun går ikke i historiebøgerne som en, der havde et stort udsyn på den lange bane for Danmark.
Netop det store fokus på traditionerne og alt, hvad der er dansk, taler direkte ind i nutidens tendenser, hvor verdens lande grundet pandemien er lukket om sig selv.
Det mener Michael Kristiansen, som kalder det iøjefaldende, hvor lidt vi hører om planer for tiden efter coronavirus.
- Vi er blevet mere nationale under corona, men om et øjeblik skal vi til at kunne begå os i verden igen. Hun spiller på at passe på os alle sammen, men vi kan jo ikke leve af at spise leverpostejsmadder og kigge i gammelt kaffegrums, siger han.
Taler ikke om reel politik
Det har været en drøm for politikerne at få adgang til deres fuldstændig eget private medie, der kan virke som talerør.
Det siger Mads Kæmsgaard Eberholst, der forsker i medier på Roskilde Universitet.
- Mette Frederiksen får lov til at sætte en dagsorden uden modspil fra pressen, lyder det.
Til gengæld går en stor del af den reelle politiske samtale tabt på de sociale medier, fordi de er bedre egnet til værdipolitik, forklarer han.
- Det er ting som makrelmadden og håndboldlandsholdet, der fylder. Socialdemokratiet har generelt ført en tilbageskuende værdipolitik de seneste år – det Danmark, du kender, hvor vi passer på Arne.
Af den årsag mener han også, at Mette Frederiksens opslag er i tråd med den kurs, som socialdemokraterne har sat.
Noget af det som for Mads Kæmsgaard Eberholst skiller sig ud, er også manglen på billeder fra den egentlige livsstil, hun fører som statsminister.
- Der er ikke nogen pointe i at dele billeder af et dekadent liv, siger han og fortsætter:
- Billeder af smukke udsigter og den type ting er der ikke meget af, medmindre det taler ind i hendes jeg-går-morgentur-image. Det er helt klart en bevidst strategi, hvor man fravælger de ting.
Står der en rådgiver bag makrellen?
Toppolitikere vejer oftest hvert enkelt ord, før de lukker op for sluserne på de sociale medier og i virkeligheden.
Oftest er de hjulpet på vej af særlige rådgivere – også kendt som spindoktorer – der holder fingeren på pulsen af stemningen i samfundet.
Spørgsmålet er så, om der står en rådgiver bag Mette Frederiksen helt ned til en rugbrødsmad med makrel og mayonnaise?
Det er med al sandsynlighed ikke rådgiveren, der har smurt maden, men strategien bag opslagene med folkelig appel er planlagt til mindste detalje, mener Peter Mogensen.
- Det sidder fuldstændig på rygraden af Mette Frederiksen, siger han.
Det er dog ikke Mette Frederiksen, der har opfundet strategien om at skabe sig et folkeligt image på de sociale medier.
Særligt tidligere statsminister fra Venstre Lars Løkke Rasmussen var ferm til at selviscenesætte sig, lyder det fra Michael Kristiansen.
- Han var den første politiker, som var rigtig dygtig på sociale medier. Men Mette Frederiksen har taget den til et højere niveau, siger han.
Mette Frederiksen er som statsminister ansvarlig for landets fremtid, og det betyder også, at en af hendes vigtigste roller er at sende signaler, fortsætter Michael Kristiansen med at sige.
Derfor vejer det tungt, når hendes signaler på de sociale medier handler om gammeldags mad og gammeldags tænkning i form af Erik Meier Carlsen, fordi det fortæller, at det modsatte ikke er interessant, mener han.
- Hvis man løber hendes Instagram igennem, er de der madting noget vigtigere end udsynstingene, siger Michael Kristiansen.
Mette Frederiksen følges af 379.000 brugere på Instagram, mens 314.000 følger med i frokostvalget, håndboldkampene og de øvrige udmeldinger på hendes Facebook-side.