Dagens overblik

Dagens overblik: 1673 coronasmittede udlændinge er siden sommer rejst til Danmark

Smittetallet er det lavede i halvanden måned, der protesteres i Myanmar, og Danmark vil indføre et digitalt coronapas.

Det er onsdag, og vi er allerede tre dage inde i februar. Om tre og en halv uge er det på papiret forår – og så skal man ikke tænke for meget over, at sneen udenfor vinduerne vælter ned, mens dette nyhedsoverblik skrives, eller at der ikke er udsigt til plusgrader lige foreløbig.

Vi må hellere komme i gang med dagens historier.

Laveste smittetal i halvanden måned, men britisk variant giver bekymring

Vi begynder med optimisme, men bekymringen lurer rundt om hjørnet. For dagens smittetal er det laveste i halvanden måned. 425 personer er det seneste døgn blevet testet positiv for coronavirus. Ud af 110.377 prøver giver det en positivprocent på 0,39. Antallet af indlagte falder, og det samme gør det daglige antal af døde.

Alt sammen er gode takter, men der er stadig stor bekymring for, hvordan den ekstra smitsomme britiske variant B117 vil udvikle sig.

Ifølge Statens Serum Institut er der nu fundet 1116 tilfælde af mutationen i Danmark. Andelen af positive prøver med den britiske variant udgjorde i uge 2 7,4 procent. I uge fire er det tal steget til 16,5 procent.

1673 coronasmittede udlændinge er rejst til Danmark siden sommerferien

På trods af stramme og skrappe indrejseregler er der siden sommerferien kommet 1673 coronasmittede udlændinge til Danmark.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Fra 30. november til 17. januar testede 377 tilrejsende positiv. Tendensen er dog faldende, men smitsomme, muterede coronavirusser som den britiske variant betyder, at tallene stadig kan være problematiske. Derfor vil Justitsministeriet i denne uge ændre reglerne, så det nu bliver et krav for både danske og udenlandske rejsende at tage en coronatest og gå i isolation ved ankomsten til Danmark.

Sundhedspersonale protesterer mod militærkup

Læger og sundhedspersonale står bag de første organiserede protester mod militærkuppet i Myanmar, da de onsdag nedlagde arbejdet på 70 hospitaler. De mener, at kupmagerne sætter egne interesser over landets i en tid, hvor coronavirussen stadig hærger.

I en udtalelse fra den protesterende side stod der, at man nægter at ”adlyde ordrer fra det illegitime militærstyre, som tydeligt har vist, at de er ligeglade med vores stakkels patienter.”

Flere studentergrupper og ungdomsorganisationer har siden tilsluttet sig sundhedspersonalets protest.

Danmark vil indføre digitalt coronapas som første led i genåbning

Det rødbedefarvede pas får sig en slags lillebror. For onsdag blev regeringen og erhvervslivet enige om at indføre et digitalt coronapas, som kan dokumentere, at man er blevet vaccineret for virussen – og måske med tiden om man er blevet testet positiv for antistoffer.

I første omgang skal det gælde for erhvervsrejsende og være klar i slutningen af februar. Men det er meningen, at man i løbet af de næste tre-fire måneder har en mere færdig og fuldendt teknologisk løsning.

Hvordan passet rent praktisk skal bruges, vil afhænge af smittesituationen på det tidspunkt.

Landets bagerier blæst bagover af danskernes fastelavnsbolle-sult

Mange danskere har under coronanedlukningen fået mere tid – og nogle bruger den på at stå i lange køer til fastelavnsboller. Andersen Bakery på Islands Brygge i København langer mere end 1500 fastelavnsboller over disken hver dag. Det er en seksdobling sammenlignet med sidste år.

Og samme tendens ser man i resten af landet. Lagkagehuset sælger 20.000 fastelavnsboller om dagen. Her er salget steget med 70 procent i forhold til samme periode i 2020.

En ny måling fra brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD) viser også, at 66 procent af medlemmerne oplever en markant stigning i salget af fastelavnsboller i år.