Royal Run

Royal Run udsættes igen: Kronprinsen sender opfordring til danskerne

Det populære løb med kronprinsen i spidsen får endnu engang en ny dato som følge af corona-situationen.

Cirka 65.000 danskere har allerede købt billet til det populære Royal Run, der foregår i Sønderborg, Aalborg, Odense, København/Frederiksberg og på Bornholm.

Men 111 dage før alle løberne skulle snøre skoene, er landet mere eller mindre lukket ned: Al bredde-idræt ligger stille, der er krav om to meters afstand og et forsamlingsforbud på maksimum fem personer.

På baggrund af corona-situationen i landet har man derfor valgt at sætte en ny dato for Royal Run.

Løbet skulle have været afholdt 24. maj i år, men får nu en ny dato: 12. september 2021.

Fakta om Royal Run

  • Royal Run 2021 afholdes i Danmark 12. september 2021
  • Der arbejdes fortsat på at finde en endelig dato for Royal Run 2021 i Grønland.
  • I Danmark afholdes Royal Run 2021 i Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg og på Bornholm – sidstnævnte er dog uden royal deltagelse.
  • I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund
  • Du kan tilmelde dig Royal Run her.

- I snart et år har det været et vilkår for os alle sammen, at vi har skullet ændre vores planer og drømme. Sådan har det også været for Royal Run. To gange tidligere har vi udskudt løbet, og vi må igen erkende, at det ikke er realistisk at gennemføre den planlagte motionsfest med op mod 70.000 mennesker, siger kronprins Frederik.

Til trods for udsættelsen håber han på, at folk vil bruge tiden frem til september på fortsat at træne og bevæge sig.

- I mellemtiden skal vi sørge for at holde krop og sjæl i gang. Særligt lige nu i den mørke periode. Det giver overskud og velvære, udtaler han.

Tredje gang man må udsætte løbet

Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag, hvor 70.000 mennesker løb sammen med kronprinsen og hans familie.

Året efter var deltagelsen steget med 80.000 tilmeldte, men løbet, der var planlagt til foråret 2020, er altså flere gange blevet udsat på grund af coronapandemien.

Royal Run, der nu afholdes 12. september, kommer til at foregå i byerne Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense, København/Frederiksberg, hvor man kan løbe enten One mile (1,6 kilometer), 5 kilometer eller 10 kilometer. De samme distancer kan løbes på Bornholm, hvor Royal Run dog kommer til at foregå uden royal deltagelse.

Der er også planlagt et Royal Run i Grønland, men den nye dato er ikke fastsat endnu.

Tror på vacciner

Hos Royal Runs styregruppe satser man på, at det bliver sidste gang, løbet må rykkes.

- Vi tror på, at 2021 ser lys ud i kraft af de vacciner, der er på vej, så vi vil se samfundet gradvist åbne mere op, siger Morten Mølholm Hansen, direktør hos Danmarks Idrætsforbund.

Han håber, at man sammen med de lokale foreninger og klubber kan afholde løbet på den nye dato "i tråd med de retningslinjer, der fortsat måtte være på det tidspunkt".

Alle tilmeldte vil blive overflyttet til den nye dato. Ønsker man ikke at deltage på den nye dato, kan man dog få billetten refunderet. De tilmeldte vil få info om dette på mail i de kommende dage, oplyses det af Danmarks Idrætsforbund.

Du kan købe billetter til Royal Run 12. september 2021 her.