Politik

Ophedet debat varede i timevis og endte i rigsretssag - sådan forløb den dramatiske dag

Hvad skete der? Folketinget har stemt for en rigsretssag mod forhenværende minister Inger Støjberg (V). 139 har stemt for, 30 har stemt imod. Dermed skal Inger Støjberg stilles for Rigsretten bestående af helt op til 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer udpeget af Folketinget.

Hvad tiltales Støjberg for? Ifølge anklageskriftet er Inger Støjberg tiltalt for at give en "klart ulovlig" instruks i 2016, da hun var udlændinge- og integrationsminister. Instruksen betød, at asylpar, hvor den ene part var mindreårig, blev adskilt uden individuel sagsbehandling. Derudover er det en skærpende omstændighed, at hun har givet ”urigtige eller misvisende” oplysninger til Folketinget i forbindelse med i alt fire samråd.

Læs hele dagens forløb herunder:

Livebloggen er slut

Livebloggen er nu slut og opdateres ikke længere. Tak for at læse med.

Enhedslisten afviser politisk motiv ved afstemning

Under debatten fik Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, kritik for at have "et politisk motiv" for at stemme for en rigsretssag. Det nægter hun pure efter afstemningen: 

- Ministeren skal overholde loven, og ministeren har en særlig forpligtelse til at overholde den. Grunden til, at denne sag skal for en rigsret, er, at den endnu ikke har haft konsekvenser, siger hun og fortsætter:

- Som statsminister holdt Lars Løkke og resten af regeringen hånden over hende (Inger Støjberg, red.). Det samme gjorde Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Så kom der en ombudsmandsudtalelse, så en dom i Københavns Byret, så en kommissionsundersøgelse og til sidst var to uvildige advokater inde over - så den her sag kan ikke blive mere belyst, end den er nu, og alt peger i retningen af en rigsretssag. 

Vermund og Thulesen Dahl i kor: - Døren er åben hos os

- Hun er selvfølgelig velkommen i Dansk Folkeparti, der vil døren være fuldstændig åben. Det er helt op til hende, siger formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, som reaktion på dagens afstemning. 

Samme melding kommer fra Nye Borgerliges Pernille Vermund:

- Jeg tror, vi er mange, der godt kunne tænke os, at Inger Støjberg kom til os. Inger er en blændende, dygtig politiker, som er klar til at stå fast, også når det bliver svært, siger hun.

Afstemningen er slut

Afstemningen om en rigsretssag mod Inger Støjberg er slut. 139 folketingsmedlemmer har stemt for, 30 imod. Rigsrettens formand vil nu blive meddelt resultatet. Rigsretten kommer til at bestå af helt op til 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer udpeget af Folketinget. Selve retssagen forventes at begynde efter sommerferien.

Inger Støjberg skal stilles for en rigsret

Afstemningen om en rigsretssag mod Inger Støjberg er nu i gang. 162 har indtil videre stemt - 134 har stemt for, 28 imod. Det betyder, at Inger Støjberg vil blive stillet for en rigsret. Hun bliver tiltalt for at have givet en "klart ulovlig" instruks i 2016, da hun var udlændinge- og integrationsminister. Instruksen betød, at asylpar, hvor den ene part var mindreårig, blev adskilt uden individuel sagsbehandling.

Afstemning udskudt til klokken 16.20

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, oplyser, at selve afstemningen om rigsretstiltalen mod Inger Støjberg vil finde sted klokken 16.20. Her vil folketingsmedlemmer stemme i tre hold for at overholde coronarestriktionerne. Det forventes, at der vil være et stort flertal for en rigsretssag. 

Afstemningen er blevet udskudt, da den indledende debat i salen har varet i tre timer. Især Dansk Folkeparti har haft et ønske om at debattere sagen yderligere inden en egentlig afstemning.

Inger Støjberg bøjer sig - vil lade en rigsret afgøre sin skæbne

Inger Støjberg står nu selv på talerstolen

- Nu bliver der jo rejst en rigsretssag. Så lad den afgøre, om mine handlinger var ulovlige eller ej, siger hun, selvom selve afstemningen om en rigsretstiltale endnu ikke har fundet sted. 

Derudover takker hun alle, der bakker hende op. 

- Jeg vil gerne takke alle, der i dag står fast. Otte Venstrefolk, der sammen med mig stemmer imod en rigsret, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Tusind, tusind tak.

Lars Løkke fra talerstolen: - En rigsretssag mod Inger Støjberg vil føre til frifindelse

Løsgænger Lars Løkke Rasmussen var statsminister, da den ulovlige instruks fandt sted i 2016. 

Han føler sig overbevist om, at en rigsretssag mod Inger Støjberg vil føre til en frifindelse. 

- I 2016 noterede jeg mig det kollektive pres på handling, der var mod barnebrude. Jeg noterede mig, at ministeren handlede. Jeg blev selv - forud for en værdipolitisk debat her i salen - briefet af embedsværket om, at retorikken var hård, men at juraen var klar. Jeg gik ind til debatten, forberedt til tænderne. Men jeg fik ikke ét eneste spørgsmål om sagen, siger han og fortsætter: 

- Man anlægger en rigsretssag, hvis man føler sig overbevist om, at det fører til domsfældelse. Ikke for at finde ud af, om den tiltalte er skyldig eller ej. 

Ammitzbøll-Bille kalder Støjberg-forsvar for "en desperat fisketur"

Løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger fra talerstolen, at Dansk Folkepartis forsvar af Inger Støjberg er "desperat" og kritiserer, at partiet forsøger at afspore debatten. 

- Man prøver at lave sin egen parallelle virkelighed om, hvad det hele egentlig handler om. Måske for at få politisk sympati, måske for at fiske et nyt folketingsmedlem snart. Det er en desperat kamp mellem to partier på den yderste højrefløj, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Dansk Folkeparti er begyndt at stille egne partifæller spørgsmål

Folketinget er stadig ikke kommet til den egentlige afstemning om rigsretstiltalen mod Inger Støjberg.

Især Dansk Folkeparti er aktive i debatten. Næstformand i partiet, Morten Messerschmidt, har indtaget talerstolen. 

Efter endnu engang at understrege, at Dansk Folkeparti er imod en rigsretssag, er hans partifæller nu begyndt at stille ham spørgsmål for at få hans uddybbende vurdering af sagen.

Lyn-analyse

Det er en meget ensidig debat, vi ser lige nu, fordi de store partier, der er for en rigsretssag, ikke har holdt ordførertaler.

Det har de formentlig valgt ikke at gøre, fordi de ikke mener, de har noget nyt at tilføje i sagen. 

Partierne, der er imod, forsøger til gengæld at holde gang i debatten og få deres argumenter frem, og det er de også i deres gode ret til.

Vermund: - Jeg håber, at historien kommer til at dømme jer hårdt

Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, er også en tur på talerstolen. Som Dansk Folkeparti retter hun en hård retorik mod de partier, der støtter en rigsretssag mod Inger Støjberg. 

- Der er gudskelov gode folk i folketingssalen i dag, som af forskellige årsager stemmer imod en rigsretssag. I Nye Borgerlige stemmer vi imod. I, der stemmer for, begår en historisk og alvorlig fejl, siger hun og slutter: 

- Jeg håber, at historien kommer til at dømme jer hårdt. 

Enhedslisten afviser ikke at støtte rigsretssag mod Mette Frederiksen

Konservatives grundlovsordfører, Mai Mercardo, tager ordet og spørger Enhedslistens Rosa Lund, om Enhedslisten også vil støtte en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen i minksagen, hvor der ikke var lovhjemmel til at aflive alle landets mink. 

- Det er klart, at hvis der ligger undersøgelser og en vurdering, som viser, at det kan bære en rigsret, så har vi da ikke andre muligheder end at støtte det, svarer Rosa Lund.

DF til Rosa Lund: - Du har selv brudt loven

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen angriber nu Enhedslistens Rosa Lund, der stadig står på talerstolen. 

- Fru Rosa Lund har brudt loven. Hun er dømt. Hun er dømt for ulovlig indtrængen. Det ved vi. Til gengæld ved vi ikke, om fru Inger Støjberg har brudt loven. Der er ingen rygende pistol. Vi ved, at der er begået administrative fejl. Vi ved ikke, om ministeren har brudt loven, siger han og fortsætter: 

- Hvordan kan fru Rosa Lund stå på talerstolen og bramfrit påstå, at ministeren har brudt loven? 

Rosa Lund ender med selv at understrege, at dommen ikke længere fremgår af hendes straffeattest og ærgrer sig over debattens drejning. 

Harmdirrende Rosa Lund indtager talerstolen

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, indtager nu talerstolen. 

Det havde hun egentlig ikke planer om, siger hun harmdirrende. Men efter Kristian Thuelsen Dahls tale føler hun alligevel behov for det. 

- Nej, det her handler ikke om, at det er en "super dejlig situation for Enhedslisten", som hr. Kristian Thulesen Dahl står og siger. Vi tager det rent faktisk meget alvorligt. Det her handler om lighed for loven, intet andet. 

Thulesen Dahl: - Det er fuldstændig ude af proportioner. Vi stemmer selvfølgelig nej

Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, har som den første indtaget talerstolen i Folketingssalen. Her gennemgår han først og fremmest forløbet bag den ulovlige instruks, hvor han flere gange fremhæver de forskellige partiers opbakning til at få gjort op med barnebrude.

- Kunne det tænkes, at man måske ikke var klar over - i det politiske miljø, der var i 2016 - at det var så klokkeklart ulovligt i embedsværket? Det er da ikke en fejl, der begrunder en rigsretssag, der vil ende med at koste samfundet 50-60 millioner kroner. Det er fuldstændig ude af proportioner, siger han blandt andet.  

- Vi stemmer selvfølgelig nej i Dansk Folkeparti. 

Afstemning vil foregå uden navneopråb

Folketinget har besluttet, at afstemningen om rigsretstiltalen mod Inger Støjberg skal ske elektronisk og ikke ved navneopråb, som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige havde foreslået. 

Afstemning om rigsretstiltalen udskudt til klokken 13.30

Selve afstemningen om rigsretstiltalen mod Inger Støjberg vil først finde sted klokken 13.30, oplyser Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen. Det giver alle folketingsmedlemmer mulighed for at stemme om navneopråbet, mens der kan sprittes af i lokalet. 

Karsten Lauritzen: - En svær dag for hele Venstre

Gruppeformand i Venstre, Karsten Laurizen, kalder det "en tung dag" for Venstre. 

På gruppemødet i Venstre, der fandt sted forud for afstemningen, blev Inger Støjbergs fremtid i partiet ikke besluttet. Det vil medlemmerne først tage stilling til efter afstemningen, siger han til TV 2. 

- Det er en meget, meget tung dag for hovedpersonen. En svær dag – men det er det for alle i Venstre.

- Vi har haft gruppemøde, og nu skal vi stemme. Først senere tager vi stilling til resten, siger han. 

Folketinget stemmer først om navneopråb

.

Folketinget skal først beslutte, om afstemningen skal ske elektronisk ved at trykke på en knap, eller ved at hvert folketingsmedlem proklamerer foran alle, hvad de stemmer. Er der flertal for navneopråbet, bliver det vedtaget. Inger Støjberg bliver siddende i salen under hele forløbet, mens de resterende medlemmer går ind i hold.

Nu ankommer de første politikere til afstemning om rigsretstiltalen

Pia Kjærsgaard på vej ind i Folketingssalen forud for afstemningen om rigsretssagen.

Under afstemningen vil folketingsmedlemmerne blive inddelt i tre hold for at sikre, at alle coronarestriktioner overholdes. Op mod 175 medlemmer forventes at dukke op for at afgive deres stemme. Her ses værdiordfører i Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, på vej ind til den første afstemning. Hun har på vegne af DF og Nye Borgerlige opfordret til et navneopråb under afstemningen, hvor samtlige medlemmer proklamerer, hvad de stemmer.