Nyheder

Dagens nyheder 1. februar

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her

Efter stor aktion i Haderslev - politi vil patruljere henover natten

De to 34-årige mænd, der mandag blev stukket ned i Haderslev, er nu begge udenfor livsfare. En 41-årig er anholdt, men politiet vil fortsat patruljere i byen henover natten. Det skriver Syd- og Sønderjyllabds Politi i en pressemeddelelse.

Tre døde efter nabostrid om snerydning i Pennsylvania

I Pennsylvania er tre mennesker døde efter uenigheder om snerydning. Det skriver Reuters. Et ægtepar blev mandag morgen skudt foran deres hjem, mens naboen, der mistænkes for drabet, blev fundet død i sit hjem. Naboen begik ifølge politiet selvmord.

Amerikansk mand dræber søster og nabo ved en fejl

En mand fra Louisiana er ved et uheld kommet til at slå både sin søster og sin nabo ihjel. Det skriver Reuters. Manden havde hyret to lejemordere til at dræbe en kvinde, der har anklaget ham for voldtægt - men de tog fejl af kvinderne.

Teknikere undersøger lejlighed i Helsingør efter fund af død mand

Politiets teknikere er her til aften tilstede ved en lejlighed i Helsingør, hvor der tidligere i dag blev fundet en død mand. Det skriver TV 2 Lorry. Politiet vil ifølge vagtchef ved Nordsjællands Politi Jakob Tofte undersøge "nogle omstændigheder" nærmere.

14-årig stukket med kniv i Dyssegård

En kun 14-årig dreng er blevet bragt på hospitalet, efter han er blevet stukket med en kniv i låret på Mindevej i Dyssegård. Det skriver TV 2 Lorry. De første meldinger fra hospitalet skulle lyde på, at drengen er udenfor livsfare. Foreløbig har politiet ikke nogen anholdte i sagen. 

Biden truer med sanktioner mod Myanmar

USA's præsident, Joe Biden, truer med at genindføre sanktioner mod Myanmar, efter at militære kupmagere har taget magten i det sydøstasiatiske land. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mindst fem såret efter skud i Helsingborg

Mindst fem personer er mandag aften såret efter meldinger om skyderi i den svenske by Helsingborg. Ofrenes tilstand er ikke kendt, og politiet siger ifølge TT, at mange folk har været indblandet.

Black Panther får sin egen tv-serie

Instruktøren bag Marvel-filmen "Black Panther", Ryan Coogler, arbejder på en ny tv-serie, som skal foregå i det fiktive, afrikanske kongerige Wakanda. Det fortæller Disney mandag ifølge Reuters.

Snestorm sætter amerikanske storbyer i stå

Blandt andet New York City er ramt af kraftig sne og vind.

En kraftig vinterstorm har mandag ramt det meste af det nordøstlige USA. Kraftig vind rammer kystområderne, og snestormen har sat New York og andre store byområder delvist i stå, skriver dpa.

Beredskab rykker ud til ild på plejehjem

Hovedstadens beredskab er mandag rykket ud til en brand på plejecenter på Brydes Allé på Amager. Her var der gået ild i en skraldespand, men ilden er nu slukket. Det skriver beredskabet på Twitter

Pakke til Paludan indeholdt håndsprit

Det var håndsprit eller noget tilsvarende, som partistifter Rasmus Paludan mandag modtog i en pakke på en adresse i Rødkærsbro, oplyser politiet. I første omgang frygtede han, at det var et skadeligt stof, men en kemisk analyse har vist, at det var ufarligt.

Stort område afspærret efter knivstikkeri i Haderslev

Et stort område i Haderslev er lige nu afspærret, og en helikopter har været på vingerne, efter at to 43-årige mænd mandag eftermiddag blev stukket med en kniv. Det skriver Syd og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. En 41-årig er anholdt i sagen.

Politi og Paludan afventer svar på gift-test

Politiet er stadig til stede ved Rasmus Paludans ejendom i Rødkærsbro. Her afventer man svar på test af indholdet af en pakke, som mandag blev leveret til partistifteren, og som mistænkes at indeholde gift.

TV 2 erfarer: De små klasser skal tilbage i skole

0. til 4. klasse skal tilbage på skolebænken fra 8. februar. Det har regeringen netop meddelt Folketingets partier, erfarer TV 2.

FN vil diskutere kup i Myanmar

FN's sikkerhedsråd vil tirsdag diskutere situationen i Myanmar. Det sker, efter at landets militær i sidste uge kuppede den demokratisk valgte regering.

Navalnyjs talsperson beordret i husarrest

En russisk domstol har mandag beordret den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs talsperson, Kira Yarmysh, i husarrest indtil 23. marts. Det fortæller hendes advokat til Reuters. 

Facebook vil oplyse om, hvordan data bruges til reklamer

Facebook vil advare sine brugere om, hvordan deres data bruges til at målrette personlige reklamer. Det skriver virksomheden i et blogopslag mandag, inden Apple forventes at lancere et nyt privatlivsinitiativ. 

Sikkerhedsstyrelsen advarer mod farlig bamse

Det kan være farligt at lade småbørn lege med to pailletbamser af mærket Glitzies, som sælges på Amazon. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen på sin hjemmeside. Bamserne kan frigive smådele, som udgør en kvælningsrisiko.

Rasmus Paludan modtager pakke, der måske indeholder gift

Partistifter Rasmus Paludan er isoleret med sine livvagter på sin ejendom i Rødkærsbro efter at have modtaget en pakke, som mistænkes for at have indeholdt giftstoffer, skriver TV Midtvest. Partistifteren selv bekræfter på Facebook.