Cecilie Frøkjær er vært på et nyt talkshow, hvor kendte får et deja-vu, når de genser tv-klip med sig selv.
Deja-vu med Frøkjær

Cecilie Frøkjær har lavet over 10.000 interviews – her er de seks, hun særligt husker

Cecilie Frøkjær har været på skærmen i 25 år. Nu fortæller hun om de interviews, som har været noget helt særligt for hende.

Cecilie Frøkjær er ingen nybegynder, når det kommer til at lave tv. Faktisk anslår hun selv, at hun har lavet mellem 10.000 og 12.000 interviews i de 25 år, hun har været på skærmen.

Men især seks interviews er nogle, hun virkelig husker. Og så var der et enkelt, hun ikke kunne gennemføre.

I forbindelse med hendes seneste talkshow 'Deja-vu med Frøkjær', der har premiere 1. februar på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY, ser hun tilbage på de seneste 25 år. Blandt andet fik hun engang Michael Meyerheim til at spurte ind fra kulissen.

Se 'Deja-vu med Frøkjær' på TV 2 PLAY her.

1. Peter Palland og Nick Horup i 2018

Cecilie Frøkjær interviewer Nick Horup og Peter Palland. Video: Kasper Søby & Kasper Søby

I forbindelse med optagelserne til TV 2s 30 års fødselsdagsshow, havde Cecilie Frøkjær Peter Palland fra 'Morten og Peter'-programmerne og tv-journalisten bag programmerne, Nick Horup, i studiet.

Morten og Peter blev for første gang kendt i 1991 i programmet 'Er jeg da helt gak, mor?' og medvirkede efterfølgende i en række programmer spredt over flere årtier. De to mænd med Downs syndrom blev hurtigt folkeeje.

Der var mange akser i det. Ingen skulle blive ukomfortable

Cecilie Frøkjær

I maj 2018 døde Morten Jensen pludseligt i en alder af 41 år. Og dermed mistede Peter Palland sin bedste ven og stod alene efter flere årtiers venskab. Det var et tab, som han hidtil ikke havde kommenteret på.

- Det interview står meget klart i min hukommelse. Der var enormt meget på spil. Her handlede det om at tage hensyn til, at Peter og Nick var meget påvirkede, siger Cecilie Frøkjær.

Cecilie Frøkjærs blå bog:

  • Alder: 52 år.
  • Opvokset: Slagelse.
  • Børn: To børn på 18 og 15 år.
  • Partner: Journalist Michael Robak.
  • Karrierestart: I 1996 på 'Go' morgen Danmark' med Michael Meyerheim.
  • Drømmer om at interviewe: Barack og Michelle Obama.
  • Vil fortsat arbejde med: Ikke at sige "altså" så meget, når hun interviewer.

Morten Jensen og Peter Palland var elsket af hele Danmark, og derfor var interviewet vigtigt for enormt mange mennesker, fortæller Cecilie Frøkjær. Særligt husker hun interviewet, fordi det handlede om, at hun skulle udstråle en ro og få både Peter, Nick og det tilstedeværende publikum i salen til at føle, at det var okay, at der var mange følelser, og at det tog sin tid.

- Der var mange akser i det. Ingen skulle blive ukomfortable. Og jeg synes, at det endte med at blive et rigtig godt interview, fordi det netop lykkedes. Vi tog os masser af tid, og alle kunne være i det, siger hun.

2. Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock i 2011

Cecilie Frøkjær interviewer Helle Thorning-Schmidt. Video: Kasper Søby & Kasper Søby

I 2011 stod Helle Thorning-Schmidt over for et folketingsvalg som leder af Socialdemokratiet. På dette tidspunkt talte man stadig om den såkaldte skattesag mod hende og hendes mand, hvor B.T. i 2010 skrev, at Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock ikke havde betalt skat i Danmark i 2009, men derimod i Schweiz.

I forbindelse med valget gæstede parret Cecilie Frøkjær i 'Go' aften Danmark'. Og interviewet husker hun – ligesom med Peter og Nick – særligt, fordi der var så meget på spil for gæsterne.

- Det var sådan et interview, som jeg virkelig havde forberedt mig meget på. Inden jeg gik ind til interviewet, kiggede jeg lige mig selv i spejlet ude bagved og sagde: "Det her, det skal lige gå godt". Der var meget på spil for de to mennesker, siger Cecilie Frøkjær og fortsætter:

- Det var vigtigt, at vi både fik dem til at sige nogle ting i forhold til de kritiske sager, der var oppe og vende på det tidspunkt – blandt andet skattesagen mod dem – samtidig med at vi også snakkede privat, hyggeligt og nært.

Cecilie husker, at interviewet gik godt, og at der var en god balance mellem det hyggelige og det seriøse.

- Jeg husker det nok særligt, fordi det interview måske kunne spille en rolle for Helle Thorning-Schmidt op til valget.

3. Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen i 2018

Cecilie Frøkjær interviewer Anne Linnet, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Ved TV 2s årskavalkadeshow 'De største øjeblikke' i 2018 gæstede Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen Cecilie Frøkjær på scenen, da de tre kvinder skulle på turné sammen.

Det var første gang, at de tre kvinder skulle synge sammen i 40 år, og de havde hver især haft stor indflydelse på kvindehistorien og mange kvinders selvopfattelse i knap et halvt århundrede.

Cecilie Frøkjær husker særligt dette interview, fordi det både var stort for hende professionelt og privat at sidde over for de tre kvinder.

- Jeg havde et kæmpe stort smil på under hele interviewet, for det var jo fantastisk at få lov at snakke med de tre – og så samtidig, siger hun og fortsætter:

- De har alle betydet meget for mig op igennem mit liv, og de har også betydet enormt meget for deres samtid og kvindehistorien.

Derfor husker Cecilie Frøkjær det interview som et af sin karrieres højdepunkter.

De tre interviews, som ikke helt gik som håbet

Cecilie Frøkjær fik job som vært på 'Go' morgen Danmark' sammen med Michael Meyerheim, da programmet startede op i 1996. Hun var ikke blevet færdiguddannet som journalist, men da hun gik til skærmprøve hos TV 2, fik hun stillingen tilbudt med det samme.

Hun husker primært 'fejl' i interviews fra de år, hvor hun var ny på skærmen. Det skyldes muligvis to ting, mener hun.

- For det første laver man selvfølgelig flere fejl, når man ikke er rutineret. Og for det andet, så er man jo som vådt ler, når man er ung og netop startet på noget helt nyt. Ting satte et aftryk i langt højere grad dengang, så jeg bedre kan huske det i dag, forklarer hun.

1. Lars Thomassen i 1998

Cecilie Frøkjær interviewer Lars Thomassen. Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Når man laver live-fjernsyn skal man helst holde sig inden for en ret præcis tidsplan. Interviewene må ikke være for lange, for så tager du tid fra din medvært. Men hvad skal medværten gøre, hvis nu du laver et interview, der er alt for kort? Det måtte Michael Meyerheim finde ud af midt i en rygepause i starten af 'Go' morgen Danmarks' levetid. Her var Lars Thomassen, der var direktør i reklamebureauet BBDO, nemlig i studiet hos Cecilie Frøkjær.

Selve interviewet forløb, som det skulle. Men selvom det næsten ikke er til at bemærke i klippet, holdt tidsplanen ikke helt. Faktisk var Cecilie Frøkjær færdig tre minutter tidligere, end det var meningen.

Han kastede smøgen fra sig og løb ind i studiet

Cecilie Frøkjær

- Når man laver live-fjernsyn, så skal man helst ramme tidsplanen ret præcist, men da jeg havde stillet alle mine spørgsmål, så havde jeg ikke mere, og derfor sagde jeg bare: "Tak, fordi du kom", inden folkene i mit øre nåede at reagere, husker Cecilie Frøkjær.

Men medværten Michael Meyerheim stod på det tidspunkt i kulissen og røg en smøg, da han hørte den sætning, og så skulle det ellers gå stærkt. Kameraet blev et par sekunder på Cecilie Frøkjær, der var færdig med interviewet, og på den tid nåede Michael Meyerheim at reagere.

- Han kastede smøgen fra sig og løb ind i studiet, hvor han nåede op til en taburet ved tv-køkkenet og fik det til at se meget tilrettelagt ud, siger Cecilie Frøkjær grinende.

Det var en af de ting, som Cecilie Frøkjær husker, at hun lærte noget af. Og fra da af havde hun altid et par ekstra spørgsmål på papiret, i tilfælde af at interviewet skulle trækkes lidt ud.

2. Olav Hergel i 2005

Cecilie Frøkjær går i sort under interview med Olav Hergel. Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Hvad gør man, når man pludselig ikke kan huske, hvad man selv lige har sagt? Det kan man spørge Cecilie Frøkjær om.

I 2005 var journalist og forfatter Olav Hergel nemlig i 'Go' morgen Danmark' til en snak om sit skift fra Berlingske til Politiken. Det var dog ikke emnet, der var problemer med. Derimod husker Cecilie Frøkjær, at hun fik rodet sig ud i et så langt og forkromet spørgsmål, at hun til sidst ikke kunne finde hoved og hale i det, og derfra gik helt i sort.

Det er den eneste gang, at jeg på skærmen er gået så meget i sort, at jeg var nødt til at sige det højt

Cecilie Frøkjær

- Jeg husker interviewet med Olav Hergel af en særlig grund. Nemlig at det er den eneste gang, at jeg på skærmen er gået så meget i sort, at jeg var nødt til at sige det højt. Det kan selvfølgelig være, at jeg har fortrængt andre gange, men den episode står virkelig frem for mig, siger Cecilie Frøkjær.

Cecilie Frøkjær starter sit spørgsmål med: "Når du så har insisteret så meget på at bringe enkelthistorierne, så meget faktisk, at da du oplevede efter 18 år på Berlingske Tidende, at du ikke længere kunne få dine enkelthistorier på, så sagde du op, og nu sidder du på Politiken i dag, men...". Herefter går hun i sort.

Det, hun egentlig ville vide, var, hvad Olav Hergel gerne ville udrette med sine enkelthistorier.

Cecilie Frøkjær husker det selv som "45 sekunders stilhed, da Olav Hergel venligt og tålmodigt bare ventede på, at jeg huskede mit oprindelige spørgsmål". Dog drejede det sig om kortere tid, der var stille i studiet.

3. Malene Schwartz og Helle Virkner i 1997

Cecilie Frøkjær interviewer Malene Schwartz og Helle Virkner. Video: Kasper Søby & Kasper Søby

Det er ikke altid, at man skal lytte til det, der bliver sagt i ens øresnegl. Det lærte Cecilie Frøkjær hen ad vejen, fortæller hun. Men hun husker særligt tilbage på et eksempel på dette fra starten af sin karriere, hvor hun havde skuespillerne Malene Schwartz og Helle Virkner i studiet. De to medvirkede sammen i Matador som henholdsvis Maude Varnæs hendes storesøster Elisabeth Friis.

- Jeg havde min redaktør i min øresnegl, og hun sagde til mig, at jeg skulle spørge Malene Schwartz, om hun var ligesom Maude fra Matador, siger Cecilie Frøkjær og fortsætter:

- Fordi jeg var ung og relativt uprøvet, så var jeg ikke lige så kritisk overfor input. I dag ville jeg nok have sorteret i sådan et forslag fra en redaktør, men på det tidspunkt spurgte jeg bare Malene Schwartz om det.

Cecilie Frøkjær husker de to kvinders reaktion over spørgsmålet som mindre positivt. Lige da hun havde sagt det, kunne hun fornemme, at det ikke var helt godt at spørge på den måde.

- Det er Malene ikke, udbrød Helle Virkner, og Cecilie Frøkjær gav hende hurtigt ret i, at det nok var svært at skulle ligne alle sine forskellige roller.

De tre kvinder fik talt sig hen over spørgsmålet, som Cecilie Frøkjær dog stadig husker som tåkrummende i dag.

Interviewet hun ikke kunne gennemføre

I 2008 gennemgik Cecilie Frøkjær sin skilsmisse fra journalisten Lars Daneskov. Sammen havde de to små børn, og med et arbejde, der startede så tidligt, at de fleste ville kalde det nat, var Cecilie Frøkjær presset i den periode.

- En del af det at være vært handler om at være i overskud. Man skal hele tiden være på og klar, men på det tidspunkt var jeg i underskud på grund af morgenarbejdet og de svære ting med en skilsmisse, siger hun.

Cecilie Frøkjær havde den morgen i 2008 briefet gæsterne og sad og ventede på, at interviewet skulle begynde ved siden af sin medvært Morten Resen, men da hun fik anslaget i sin øresnegl og skulle rejse sig for at gå over til gæsterne, skete der noget.

- Det var en helt ren tanke som stod frem for mig: "Jeg kan ikke". Så jeg stak papirerne til Morten Resen og sagde: Du må gøre det, og han forstod ligesom og sagde bare: "Okay", selvom han overhovedet ikke havde sat sig ind i materialet, fortæller Cecilie Frøkjær.

Mens Morten Resen gennemførte interviewet gik hun over til værtsbordet og sad lidt, og så forsvandt følelsen lige så stille. Da hendes medvært havde gennemført interviewet, var hun også selv klar til at fortsætte resten af udsendelsen.

- Det var nok en kulmination på alt det, som jeg stod midt i. Jeg kunne simpelthen bare ikke lige lave det interview. Det var ikke emnet i interviewet eller noget i den stil, der var noget galt med, der skete bare lige noget inde i mig, som jeg skulle forbi, siger hun.

Efter nogle måneder besluttede Cecilie Frøkjær sig for at stoppe på 'Go' morgen Danmark', da arbejdet var blevet lagt sådan, at værterne skulle forberede sig om aftenen, og derudover møde tidligere. Det gik ikke med to små børn, så hun tog orlov et stykke tid og skiftede umiddelbart derefter til 'Go' aften Danmark'.

I 2021 har hun en 25 år lang karriere hos TV 2 bag sig og kan 1. februar åbne op for det nye talkshow 'Deja-vu med Frøkjær', hvor hun – sammen med to kendte danskere – genser de snakke, som de to tidligere har haft, og samtidig geninterviewer dem.

Du kan allerede nu se 'Deja-vu med Frøkjær' på TV 2 PLAY, hvor Cecilie Frøkjær i første program har både Helle Thorning-Schmidt og Jan Gintberg i studiet. Programmet kan også ses 1. februar klokken 20.50 på TV 2 CHARLIE.