Nyheder

Britisk coronakampagne trækkes tilbage efter kritik

I bunden af artiklen kan du få flere eksempler på kønsstereotype fremstillinger, som har været til debat tidligere.

En kampagne fra den britiske regering, der skal minde befolkningen om at blive hjemme under coronapandemien, har fået kritik.

I kampagnen ser man nemlig fire små billeder af hverdagssituationer fra et familieliv: En kvinde med en baby på armen, der stryger. En kvinde og en pige, der gør rent. En kvinde, der hjemmeskoler to døtre. Og far, mor og datter, der sammen slænger sig i sofaen.

Og det er netop fraværet af en mand i færd med huslige pligter, der har provokeret mange.

- Denne form for stereotyp fremstilling får mit blod til at koge. Dem, der har lavet den, er dinosaurer, lyder det fra Mandu Reid, der er leder af partiet Women’s Equality til The Guardian.

Heller ikke Labour-politikeren Yvette Cooper er begejstret for budskabet.

- Et budskab fra regeringen til nationens kvinder og piger!! I 2021. Åbenbart spreder 1950’ernes kønsdiskrimination sig også hurtigt, skriver hun på Twitter.

Kritikken blev så omfattende, at regeringen valgte at trække kampagnen tilbage og erkende, at den ”ikke afspejler deres syn på kvinder.”

Afspejler virkeligheden

Kritikken kommer på et tidspunkt, hvor dobbelt så mange britiske mødre som fædre angiver, at de bliver nødt til at tage fri fra arbejde uden løn på grund af skolelukninger eller syge børn. Samtidig konkluderede et studie fra maj, at mødre i England i højere grad end fædre mistede deres job under coronanedlukningen.

Også inden for forskermiljøet tyder noget på, at det er kvinderne, der tager sig af de hjemsendte skolebørn. I hvert fald blev der udgivet relativt færre artikler af kvindelige forskere end af mandlige i foråret 2020.

- Jeg synes, det er rigtigt at kritisere sådan en kampagne, selvom den nok så meget måtte afspejle virkeligheden, lyder det fra Karen Sjørup, der er kønsforsker og lektor emeritus ved RUC.

Afstemning

Hvad synes du om den britiske coronakampagne?

I danske familier står kvinden stadig gennemsnitligt set for den største del af hjemmets pligter. En rapport fra VIVE viser, at i husstande med børn bruger kvinden i gennemsnit 4 timer og 20 minutter på husligt arbejde dagligt, mens manden bruger 2 timer og 40 minutter. Husligt arbejde dækker over blandt andet madlavning, indkøb og afhentning af børn.

Ligeledes er det oftere mor end far, der bliver hjemme, når barnet er sygt, hvilket ifølge kønsforskeren er med til at forringe kvinders karriere og lønfremgang.

Dårligt for børnene med entydig opdragelse

Karen Sjørup tror dog ikke, at man ville have lavet en tilsvarende kampagne i Danmark. Til det er opmærksomheden omkring kønsstereotyper og repræsentation for stor, og samtidig er Storbritannien et mere konservativt samfund end det danske, påpeger hun.

- Vi ville nok også kræve, at der var nogle mere atypiske familier og ikke den evige heteroseksuelle familie med far, mor og to børn som det traditionelle billede, siger hun.

Herhjemme har der også været debat om kønsstereotype piktogrammer i togenes familiekupeer og fodgængerfelter kun med røde og grønne mænd.

Selvom de små symboler kan virke som harmløse detaljer, har de en betydning for vores opfattelser af køn, lyder det fra kønsforskeren.

- Det er dårligt for børnene, at vi opdrager for entydigt og kønsstereotypt, siger hun og fortsætter:

- Vi får lavet et kønsstereotypt billede i hovederne på os alle sammen, hvor mændene er dem, der udfolder sig, og kvinderne er mere i hjemmet.

Herunder kan du se flere eksempler på debatter om kønsstereotyper.

Andre debatter om kønsstereotyper

  1. Piktogram i DSB's familiekupeer

    I 2018 kom DSB i modvind på grund af et piktogram i deres familiezoner. 

    Piktogrammet, der viste en kvinde med et barn på armen, blev krititseret for at fremstille kvinder som babypassere, der skælder ud på deres passive mænd.

    Fra Dansk Kvindesamfund lød det, at piktogrammet var en kedelig, forældet og kønsstereotyp måde at fremstille kvinder og familieforhold.

    DSB forklarede, at piktogrammet var en test, og at de allerede var ved at blive skiftet ud. 

  2. Kønsneutrale trafiklys

    I 2019 var der debat om, hvorvidt fodgængerovergange kun skulle være for røde og grønne mænd, eller om det var på tide at give figurerne kjoler på.

    Det skete efter, at Aarhus og Københavns Kommuner luftede ideen om at skifte lyssignalerne, så de kunne sende et signal om, at "man ikke ligger under for faste kønsinddelinger" som Københavns kultur- og fritidsborgmester sagde.

    Det skabte stor debat på sociale medier, hvor flertallet gav udtryk for, at kønsneutrale lysreguleringer var noget pjat. 

  3. Kønsstereotyp skoleopgave

    ”Tænk på fem pigeord. Skriv dem ned på et stykke papir i lyserød eller rød. Tænk så på fem drengeord og skriv dem med blåt.”

    Sådan lød det i en engelskopgave for 7. klasse, som fik 13-årige Sally Brunstrøm til at reagere og sige til læreren, at opgaven var mærkelig, fordi hun ikke mente, at der findes pige- og drengeord. 

    Protesten fik hende i 'Go' morgen Danmark', men det var ikke nok til, at forlaget ville lave en revideret udgave af bogen, selvom de erkendte, at opgaven var udtryk for et forældet kønssyn.

  4. Trylledrik i Legoland

    I 2017 blev en mor forskrækket, da hun besøgte Legolands forlystelse 'Dragen' med tre af sine børn. Her mødte hun nemlig et skilt med teksten: 

    - Troldmandens værksted er fuld af mysterier og hemmeligheder. Lige nu prøver han på at lave en magisk drik til alle kvinder i borgen, som drømmer om at blive yngre, smukkere og slankere. Han vil blive meget populær, hvis han kan gøre det!

    Hun klagede til Legoland, der efter flere henvendelser valgte at lytte og skrive en ny tekst til forlystelsen. 

  5. Reklame med håbløse fædre

    I 2019 blev to britiske reklamer for Volkswagen og Philadelphia-flødeost forbudt med henvisning til en ny lov i Storbritannien, der skal forhindre kønsstereotyper. 

    I Philadelphia-reklamen ser man to mænd, som står med deres babyer på en restaurant, hvor maden kører rundt på et rullende bånd. Pludselig opdager de to uopmærksomme fædre, at børnene kører rundt på madbåndet.

    Reklamen blev kritiseret for at tegne et stereotypt billede af, at mænd ikke kan tage sig ordentligt af deres børn.