Plejecentre får førsteprioritet til lyntest fra mandag
Plejecentre vil have førsteprioritet for lyntest fra mandag og 14 dage frem. Justitsminister håber, det vil "sætte prop i smitten".
Fra mandag og 14 dage frem vil samtlige ansatte kunne blive lyntestet, når de møder ind på arbejde.
Det er en del af den nye strategi om lyntest på kommunale institutioner, som regeringen, Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner står bag. Plejecentre vil have førsteprioritet i første omgang.
- Vi vil nødigt have, at der kommer smitte på plejecentre, fordi der er nogen af dem, der er i risiko for at blive meget syge og dø, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2.
- Vi vil gerne have, at vi får sat effektiv prop i smitten på plejecentre.
Der vil blive tilbudt lyntest fem dage om ugen. De resterende to dage vil man kunne få en PCR-test i halsen, ligesom aftalen har været tidligere.
KL: Medarbejdere skal ikke bruge tid på transport til og fra test
Justitsministeren oplyser, at fra mandag vil der være mulighed for at lave 60.000 lyntest om ugen.
KL-formand Jacob Bundsgaard (S) siger, at der er to andre typer institutioner, der er de næste i køen til at få faste lyntest.
- Forventningen er, at man i løbet af de næste dage vil kunne rulle den her strategi ud. Det skulle gerne være i næste uge. I takt med, at plejehjemmene er i fuld gang med at blive vaccinationsdækket, kan man skubbe lyntest over på sociale institutioner og dernæst daginstitutioner, lyder det fra Jacob Bundsgaard.
Nick Hækkerup siger desuden, at det fra mandag vil være muligt for kommunerne at vurdere, om der er særlige behov i botilbud eller daginstitutioner for at få lyntestet personer der.
Det begejstrer KL-formanden, at medarbejdere ikke skal transportere sig til test fra mandag.
- Det, der har været største udfordring, er, at vi har en begrænset mængde test, der er mobile. Hvis vores medarbejdere ikke skal bruge al tid på at køre hen til test, er det vigtigt, at test kommer til dem. Det sikrer vi nu, lyder det fra Jacob Bundsgaard.
Leverandørerne deler ansvaret
Det er dog ikke kun regeringen, Danske Regioner og KL, der har ansvaret for, at strategien virker optimalt. Det understreger Nick Hækkerup, der siger, at leverandørerne af lyntestene også bærer en del af ansvaret.
- Regeringen, Danske Regioner, kommunerne og leverandørerne skal have det her til at fungere sammen. Det vigtigste er, at testene kommer til at virke, siger han.
Han tror, at ”vi allerede i næste uge vil kunne finde solstrålehistorier” om, at den nye strategi fungerer, som den skal.
Men han vedkender sig, at der nogle steder i landet kan være nogle problemer i forbindelse med opstarten.
- Der kommer sikkert nogle historier om, at det ikke er lykkedes, lyder det.
Jacob Bundsgaard er optimistisk stemt.
- Når vi kommer et stykke længere hen, kan det være, at det kan bruges aktivt i forbindelse med en genåbningsstrategi.