Regeringen vil præsentere hjælpepakke til 170 milliarder kroner
Fredag morgen vil regeringen på et pressemøde præsentere en ny hjælpepakke til 170 milliarder kroner til danske virksomheder. Det erfarer TV 2.
Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her.
Fredag morgen vil regeringen på et pressemøde præsentere en ny hjælpepakke til 170 milliarder kroner til danske virksomheder. Det erfarer TV 2.
Joe Biden har torsdag underskrevet to præsidentielle ordrer, som har til formål af udvide adgangen til sygesikring - den såkaldte Obamacare - i USA og rette op på "skader", som tidligere præsident Donald Trump påførte amerikanerne.
En 21-årig mand er torsdag aften blevet stukket med en kniv i låret i området omkring Brændekildevej, Smedekærsvej og Oliefabriksvej på Amager. Det fortæller central efterforskningsleder Espen Godiksen fra Københavns Politi til Ritzau. Foreløbig er ingen anholdt.
Københavns Vestegns Politi har i 2020 oplevet historisk få indbrud. Siden politikredsen blev etableret i 2007, har der ikke været registreret færre indbrud. Sidste år var der 2043 indbrud i kredsen, hvilket er et fald på 16 procent i forhold til året før. Tilbage i 2007 blev der registreret 2883 indbrud.
Et lille maleri af den italienske renæssancekunster Sandro Botticelli er torsdag solgt på Sothebys auktionshus i New York for et pænt stykke over en halv milliard kroner. Det er ny rekord for et italiensk maleri ifølge Reuters.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, har torsdag under et besøg i Skotland afvist kravet om en ny folkeafstemning om skotsk løsrivelse fra den britiske union. Han opfordrer i stedet til, at det samlede Storbritannien vier kræfterne til at bekæmpe coronapandemien ifølge AFP.
De gældende rejsevejledninger er torsdag blevet forlænget med yderligere tre uger. Det betyder, at alle rejser til hele verden frarådes til og med 28. februar for at begrænse coronasmitten. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
En igangværende konflikt mellem Bandidos og banden NNV har nået et niveau, hvor der kan være grundlag for lokalt at lukke Bandidos' opholdssteder. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Det har ført til, at Københavns Politi torsdag aften har lukket en rockerborg i København S.
En mand er anholdt, efter at en mistænkelig pakke er sendt til en fabrik i Wales, hvor vacciner fra AstraZeneca pakkes og lagres, oplyser politiet ifølge dpa.
Det drejer sig om en 53-årig mand fra byen Chatham, der ligger 45 kilometer sydøst for London.
Den amerikanske økonomi skrumpede 3,5 procent i 2020 i forhold til året før. Det er den største tilbagegang i amerikansk økonomi siden 1946, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar til tallene.
Statens Serum Institut har i dag haft et teknisk problem med dataleverancer, hvilket har ført til forsinkelser i smitteopsporingen. Coronaopsporingsenheden arbejder på højtryk og forsøger at indhente forsinkelsen.
668 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn. 21 har mistet livet. Positivprocenten lyder på 0,6. Antallet af indlæggelser falder med 55 til 611 i alt. Se alle de seneste coronatal fra Danmark og verden her:
Tivoli har torsdag i Københavns Byret tabt en strid mod Metroselskabet om en særlig servitut, der besværliggør forlystelsesparkens byggeplaner. Forlystelsesparken er dømt til at betale knap en kvart million kroner i sagsomkostninger, skriver Ritzau.
Fire allierede til den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj er anholdt i Rusland, skriver AP. De er varetægtsfængslet i to døgn for at have brudt coronarestriktioner i weekenden. Anholdelserne kommer i forlængelse af flere andre anholdelser af Putin-kritiske russere.
Danmark vil næste år også bidrage til EU's kystvagt- og grænseagentur, Frontex, for at beskytte EU's ydre grænser. Det meddeler Udenrigsministeriet torsdag.
Regeringen har besluttet, at det danske bidrag i 2022 foruden mandskab vil bestå af fly, helikopter og patruljebåde.
Højesteret i Pakistan har givet ordre til at løslade en islamist, der tidligere er dømt for drabet på den amerikanske journalist Daniel Pearl. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Pearl blev dræbt i 2002, hvor han blev kidnappet og senere halshugget.
Partiledere er indkaldt til møde med justitsminister Nick Hækkerup (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) angående coronasituationen. Det erfarer TV 2. Mødet afholdes klokken 14.00. Hvad der skal diskuteres, er endnu uvist.
Et borgerforslag, der vil stille statsministeren til ansvar for sin rolle i sagen om den ulovlige aflivning af mink, har rundet 50.000. Derfor skal Folketinget nu stemme om forslaget.
Torsdag formiddag falder det danske eliteindeks, C25, med over 3 procent. Også på en række af de største aktieindeks i Europa er der fald. Det skriver Ritzau.
Fra næste uge lukker internet- og tv-signal fra udbyderen Eniig. Det betyder, at selskabets 110.000 kunder har skullet finde en anden udbyder. Men op mod 15.000 midtjyder har ikke fundet et alternativ og risikerer derfor at blive berørt at lukningen. Det skriver TV MIDTVEST.