Nyheder

21-årigs dansetrin deles igen og igen - 'Det er, hvad jeg kalder vildt', skriver Michelle Obama

Koreografien er en hyldest til de sortes kultur, lyder det fra kvinden bag.

En sag, et stort gymnastikgulv og massevis af attitude og energi.

Det er hovedingredienserne i en danserutine, der lige nu tager de sociale medier med storm.

Bag hittet står den 21-årige gymnast Nia Dennis fra universitet UCLA i Los Angeles.

Til tonerne fra store, sorte kunstnere som rapperen Kendrick Lamar, sangeren Beyoncé og rapperen Missy Elliott danser hun sig igennem gulvøvelserne, som hun selv kalder ”en hyldest til de sortes kultur.”

- Jeg blev nødt til det. For vores kulturs skyld, skriver gymnasten i et opslag på Instagram, hvor hun selv deler videoen.

Knælede under dansen

Hen over sommeren blev der tændt en ild under Black Lives Matter-bevægelsen, som kæmper for sortes rettigheder.

Det skete især i kølvandet på drabet på George Floyd, der døde under en anholdelse i Minneapolis, hvor en betjent knælede på hans hals i flere minutter.

Og det er det oprør, Nia Dennis håber, at hendes danserutine kan bidrage til på en måde, hvor alle kan være med.

- Emnet Black Lives Matter er meget tungt. Det er svært for folk at tale om. Så nogle gange er man nødt til at møde folk, hvor de er, med en fest, siger hun om sin optræden til The New York Times.

Både spagatspring og saltomortaler er en del af rutinen, som Nia Dennis selv kalder "The Culture" - "Kulturen".

Blandt andet sender den 21-årige gymnast en direkte hilsen til bevægelsen ved at knæle under rutinen.

En positur, der siden 1960’erne har været brugt som et symbol på kampen for sortes rettigheder.

I nyere tid har blandt andre NFL-spilleren Colin Kaepernick i 2016 skabt røre ved at knæle før en kamp, mens flere store stjerner sidste år gik på knæ i solidaritet med Black Lives Matter.

Colin Kaepernick (i midten) knæler under den amerikanske nationalmelodi før en NFL-kamp.

Det er dog ikke kun i de nøje koreograferede bevægelser, men også i musikken, at Nia Dennis hylder oprøret.

De kunstnere, der er repræsenteret i soundtracket til rutinen, har ifølge den 21-årige gymnast været med til at forme den kultur, hun selv er en del af.

- De har haft en enorm indflydelse på de sortes kultur, hvilket har haft en stor indflydelse på mig. Så jeg fejrer bare, hvad de har opnået, mens jeg har det for fedt, siger hun til The New York Times.

Beyoncé er én af de kunstnere, som har inspireret gymnastens koreografi. Sangeren har også været en stærk stemme i forbindelse med kampen for sortes rettigheder, og i 2016 dedikerede hun sin Super Bowl-optræden til emnet.

Hyldes af Michelle Obama

Danserutinen er da heller ikke gået ubemærket hen. Vidt og bredt på sociale medier som Instagram og Twitter bliver Nia Dennis hyldet for sit statement.

Blandt andre har tidligere førstedame i USA Michelle Obama delt sin begejstring på Twitter.

- Se, det er, hvad jeg kalder vildt. Du er en stjerne, skriver hun.

Det er dog ikke kun i den politiske verden, at den unge gymnast har sat følelserne i gang.

Skuespilleren Kerry Washington skriver på samme medie, at hun heppede på Nia Dennis gennem hele rutinen, mens sanger Janet Jackson supplerer med et ”jeg elsker det.”

Og så har nummeret også fået opmærksomhed fra én af de personer, der selv lægger toner til dansen – nemlig Missy Elliot, som skriver sig ind i rækken af rosende røster.

Berømmelsen er dog ikke fremmed for Nia Dennis, som før har væltet internettet med sine danserutiner. Sidste år opnåede hun stor omtale for sin gymnastiske dans til et medley af Beyoncé-sange.