Mink-sagen

Minkavlere planlægger ikke at vende tilbage til faget

En minkavler overvejer, om han skal uddanne sig til VVS-installatør nu. Han kan nemlig ikke bruge sine ti års erfaring som minkavler til noget.

En aftale om kompensationen til de minkavlere, der måtte slå deres besætninger ned, landede mandag aften og sikrede op mod 19 milliarder kroner til avlerne.

Og flere minkavlere fortæller TV 2s regioner, at de er færdige i faget.

Også selvom at der med aftalen er afsat en sum til en såkaldt ’dvaleordning’. Det betyder, at hvis en avler ønsker at vende tilbage til erhvervet efter 2022, får man dækket sine udgifter, men modtager ikke nogen kompensation.

Det har minkavler John Haugaard ikke tænkt sig at gøre brug af.

Blandt andet fordi de politiske fodfolk forsvinder sammen med faget, lyder det fra avleren.

Kunne du overveje at gøre brug af dvaleordningen?

- Nej, det kunne jeg aldrig overveje. Det handler om, at fodercentraler, pelserier og Kopenhagen Fur nu forsvinder. Alle lobbyister forsvinder i Bruxelles og i Danmark, så vi har ikke nogen til at tale vores sag politisk. Vores konkurrencefordel forsvinder også, hvis man kan finde dyr i udlandet, siger John Haugaard til TV 2 Nord.

"Dybt frustrerende forløb"

Lars Eilertsen har gennem mange år drevet en minkfarm ved Lystrup i Østjylland. Han hilser kompensationen velkommen og er ”rigtig glad for, at det er faldet på plads”, lyder det.

Særligt oven på et forløb, der har været noget tumultarisk. Det førte blandt andet til Mogens Jensens (S) afgang som minister, efter ordren, om at samtlige mink skulle aflives, var uden lovhjemmel.

Det kalder minkavleren for et ”dybt frustrerende” forløb. Til gengæld er han godt tilfreds med den aftale, der blev forhandlet på plads mandag aften, selvom han ikke kender alle detaljer endnu.

- Jeg synes, det ser fornuftigt ud for erhvervets side. Vi skal dog stadig have regnet på tingene, og se hvordan den rammer ude i hjørnerne, siger han til TV 2 Østjylland.

Lars Eilertsen har heller ikke tænkt sig at gøre brug af dvaleordningen.

Overvejer at blive VVS'er

Selvom kompensationen er på plads, og den økonomiske byrde er løftet af minkavlernes skuldre, efterlader det nogle avlere med et andet spørgsmål.

Hvad skal der ske nu?

Det er 31-årige Jesper Balle Kristensen fra Øster Assels, minkavler og formand for Thy-Mors Pelsdyravlerforening, ved at finde ud af.

- Jeg har en jævnaldrende kammerat, der er mekaniker. Han er 100 meter-mester i alt det, han skal kunne. Det, som jeg er god til, kan jeg ikke bruge længere. Det er noget af det, der irriterer mig mest. Nu skal jeg finde ud af, hvad jeg vil med resten af mit liv, siger Jesper Balle Kristensen til TV Midtvest.

Han overvejer at tage den toårige VVS-installatør-uddannelse.

Fire partier er ikke med

Der har været omkring 1000 minkfarme i Danmark, der nu skal have erstatning. Om en farm har haft smitte eller ej, påvirker ikke størrelsen på kompensationen.

De mange nuller på aftalens størrelse fik Enhedslisten og Alternativet til at trække sig fra forhandlingerne.

Omvendt fik størrelsen på dvaleordningen Konservative og Dansk Folkeparti til at udvandre.