Nyheder

Dagens nyheder 26. januar 2021

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan altid tippe TV 2s journalist her

Svært at få Donald Trump dømt

Demokraterne kan få svært ved at få dømt tidligere præsident Donald Trump i den rigsretssag, der begynder i USA's Senat 8. februar. I hvert fald hvis den afstemning, der fandt sted i Senatet tirsdag aften dansk tid, kan tages som et fingerpeg. Her stemte 45 af de 50 republikanske senatorer for et forslag om at droppe rigsretssagen, fordi den ifølge deres opfattelse strider mod USA's forfatning. Forslaget havde dog 55 stemmer imod sig og blev ikke vedtaget. Det skriver New York Times og dpa.
 

En person død i færdselsulykke

En person har mistet livet i forbindelse med en færdselsulykke på Tingvejen, der går mellem Esbjerg og Grindsted, hvor en lastbil og en personbil var involveret. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Føreren af lastbilen er flyttet til Odense Universitetshospital, mens føreren af personbilen, der endnu ikke er identificeret, er erklæret død på stedet.

Joe Biden har ringet til præsident Putin

USA's præsident, Joe Biden, har for første gang talt i telefon med sin russiske kollega, Vladimir Putin. Det oplyser Det Hvide Hus tirsdag ifølge Reuters. Biden spurgte blandt andet Putin til anholdelsen af oppositionsleder Aleksej Navalnyj, russisk indblanding i USA's valg og til hackerangreb mod amerikanske virksomheder, siger Det Hvide Hus.

Færdselsuheld på hovedvej

Sydjyllands Politi skriver på Twitter, at der har været et alvorligt færdselsuheld på Tingvejen nord for Hellevej ved Agerbæk mellem Esbjerg og Grindsted. Vejen er helt spærret, og politiet beder borgere finde en alternativ rute. Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en ulykke, der involverer en personbil og en lastbil, men yderligere har politiet ikke ønsket at oplyse på nuværende tidspunkt.

Antony Blinken bliver udenrigsminister i USA

USA's Senat har ved en afstemning tirsdag godkendt Antony Blinken som USA's nye udenrigsminister. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Han tjente også under Barack Obama i forskellige roller fra 2013-2017.

Stor stigning i antallet af konfiskerede våben

TSA, der står for sikkerheden i de amerikanske lufthavne, konfiskerede sidste år 3257 våben i forbindelse med flyvninger. Det er ti konfiskeringer per million passagerer og dobbelt så mange som i 2019. Det skriver AP. Samtidigt oplyser de, at 83 procent af våbene var ladte.

IMF forudser global vækst på 5,5 procent i 2021

Den globale vækst vil som følge af vaccineforhåbninger stige med 5,5 procent i 2021, siger Den Internationale Valutafond, IMF, i en prognose tirsdag. Prognosen er først og fremmest baseret på forhåbninger om, at vacciner vil bringe pandemien under kontrol og tillade tilbagevenden til normale økonomiske aktiviteter.

Efterlysning af formodet gerningsmand til skyderi

Omar Afif Jammal er 28 år gammel, 178 centimeter høj og almindelig af bygning.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu en mistænkt til et skyderi i Varbergparken i Haderslev søndag aften. Han er 28 år gammel, 178 centimeter høj og almindelig af bygning. Hvis borgere har oplysninger om den formodede gerningsmand, kan politiet kontaktes på telefon 114. Se flere billeder af den eftersøgte her.

Fragten falder med 38 procent mellem EU og Storbritannien

Ifølge Sixfold, der blandt andet forudsiger forsinkelser i transportsektoren, er fragten mellem EU og Storbritannien faldet med 38 procent i uge 3 af 2021 sammenlignet med samme uge sidste år. Det skriver Reuters. Det er særligt udfordringer i forbindelse med Brexit og coronapandemien, der har gjort udslaget.

15-årig varetægtsfængslet for voldtægt

En 15-årig voldtægtssigtet dreng er tirsdag blevet varetægtsfængslet i foreløbigt to uger. Det fortæller anklager Rebeca Koefoed fra Nordsjællands Politi efter et grundlovsforhør, der blev afholdt i Retten i Helsingør. Drengen sigtes for at have voldtaget en kvindelig bekendt natten mellem 23. og 24. januar.

31-årig anholdt efter biljagt, hvor politiet affyrede skud

Politiet har anholdt en 31-årig mand, som tirsdag nat ellers lykkedes med at køre fra politiet. Det fortæller central efterforskningsleder Anders Frederiksen. Manden blev anholdt tirsdag morgen klokken 8.30. Det overvejes nu, om manden skal kræves varetægtsfængslet. Manden lykkedes ellers med at køre fra politiet i Brønshøj. Men forinden havde politiet affyret et varselsskud imod ham, da han ifølge politiet var ved at ramme dem med bilen.

Tidligere TV 2-direktør død

Journalist Jørgen Flindt Pedersen er mandag død efter et kortvarigt kræftforløb. Han blev 80 år gammel. Det oplyser familien til TV 2.

Florida byder sig til som OL-vært i stedet for Tokyo

Hvis Tokyo trækker sig som OL-vært, står Florida klar til at overtage ansvaret for legene. Floridas økonomichef, Jimmy Patronis, har i et brev til Thomas Bach, præsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), tilbudt, at Florida kan blive vært for OL. Det skyldes den seneste spekulation om, at Japan muligvis vil trække sig som vært på grund af coronapandemien.

Politiet finder forsvundet 9-årig i god behold efter en måned

Politikredse fra Københavns Vestegn og Sydsjællands og Lolland-Falster har i samarbejde fundet frem til en 9-årig pige, der har været meldt forsvundet siden 29. december. Politiet har desuden anholdt pigens mor for at bortføre hende fra faren, der har fuld forældremyndighed. 

Politiet affyrede varselsskud under biljagt i København

Politiet affyrede natten til tirsdag et varselsskud, da de ville anholde en mand efter en biljagt. Det fortæller central efterforskningsleder ved Københavns Politi Anders Frederiksen. 

Da man forsøger at tage kontakt til føreren, vender han rundt i køretøjet, så betjentene må springe til siden. Den ene politimand vælger at affyre et varselsskud ned i jorden, fordi han er ved at ramme dem gentagne gange, siger han. Billisten slap efterfølgende afsted.

Politiet søger vidner til biljagt, hvor tre måtte springe for livet

Østjyllands Politi søger vidner til en biljagt lørdag eftermiddag. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse. Ifølge politiet drejer det sig om en varevogn, der stak af efter et indbrud på en adresse i Aunin. Under biljagten kørte varevognen op på fortovet, og tre personer måtte springe for livet. En mand og en kvinde er anholdt, men politiet søger altså vidner til episoden. 

To mænd taget for besiddelse af stort parti narko

To mænd er blevet sigtet for besiddelse af et stort parti narko. Det oplyser Østjyllands Politi, som skriver, at det er en sag fra Særlig Efterforskning Vest (SEV). Mændene på 40 og 43 år bliver tirsdag stillet for en dommer i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Team Danmarks direktør stopper

Lone Hansen stopper som Team Danmarks direktør 26. februar. Det oplyser Team Danmark i en pressemeddelelse.  

151 anholdelser i Holland efter corona-uro

I alt 151 mennesker blev anholdt under uroligheder i Holland mandag aften. Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet dpa. Det var tredje aften i træk, at flere byer i Holland var ramt af optøjer, der er udløst af regeringens beslutning om at indføre et natligt udgangsforbud.

Politiet efterforsker mistænkelig brand i rockerborg

Natten til tirsdag udbrød der brand i en Bandidos-rockerborg i Helsingør. Vagtchefen ved Nordsjællands Politi oplyser til Helsingør Dagblad, at der er tale om en mistænkelig brand, som er ved at blive undersøgt nærmere.