GO'

Skrev 'For Evigt' til sin forlovede en tilfældig nat – nu er den afspillet over 45 millioner gange i Danmark

Sangen er et hit og oplagt til fællessang, siger den dj, som gjorde 'For Evigt' til en håndbold-klassiker.

45 millioner.

Så mange gange er Volbeat-hittet ’For Evigt’ blevet streamet alene i Danmark, hvilket betyder, at sangen har scoret fem gange platin.

- Jeg måtte lige dobbelttjekke med pladeselskabet, om der var kommet et ekstra nul på ved en fejl, siger Michael Poulsen, som er guitarist og forsanger i Volbeat og manden bag den skamlyttede sang, i 'Go’ Aften Live'.

Det var dog langt fra givet, at tonerne fra hittet ville blive allemandseje, da han i en sen nattetime forfattede linjerne til det velkendte omkvæd.

Skrev til sin forlovede

Året var 2016, og Michael Poulsen lå søvnløs i sin seng. Som så ofte før væltede melodierne rundt i hovedet på ham, og det var svært for musikeren at finde ro.

Efter at have vendt og drejet sig længe, besluttede han sig for at stå op og få afløb for tankestrømmen.

Med sin akustiske guitar i hånden begyndte mylderet i hovedet at tage form og flyde ud gennem fingrene til tonerne af det, der skulle vise sig at blive et kæmpehit.

- Omkvædet kommer ret hurtigt til mig, og det er endda på dansk. Vi plejer at synge på engelsk, men denne her sang havde jeg bare i hovedet. Den skulle skrives til min forlovede, fortæller Michael Poulsen.

Hurtigt fik han fornemmelsen af, at den rå skitse ”lugtede af et hit.” Dagen efter skrev han teksten til sangens vers færdigt på en morgengåtur med parrets hund.

Men præcis hvor stor en streamingbasker, forsangeren havde forfattet den dag, havde han intet begreb om.

- At det ville eskalere på denne her måde, det havde jeg aldrig kunnet forudse eller forestille mig, siger han.

Fakta om Volbeat

Gruppen Volbeat blev dannet i oktober 2001 og består af forsanger og guitarist Michael Poulsen, guitarist Rob Caggiano, trommeslager Jon Larsen og bassist Kaspar Boye Larsen.

 

Gruppen er opkaldt efter et album udgivet af Dominus, som Michael Poulsen tidligere var forsanger i. Titlen på albummet var ’Vol.Beat’ og stod for Volume Beat.

 

De står blandt andet bag albumsucceser som ’The Strength/The Sound/The Songs,’ ‘Rock the Rebel/Metal the Devil’ og ’Guitar gangsters & Cadillac Blood'. 

DJ: - Hvad sker der lige her?

Det var nemlig ikke kun Michael Poulsens forlovede, der endte med at få glæde af sangen, som allerede fra starten hittede.

Den har takten. Den har beatet. Og når folk synger med, bliver det bare et stort fællesskab

Poul-Erik Jensen, dj

I 2019 blev nummeret dog for alvor allemandseje – tre år efter udgivelsen – da det blev soundtrack for det danske herrehåndboldlandsholds rejse mod guldmedaljerne til VM.

Det var dj for herrelandsholdet, Poul-Erik Jensen, der først så potentialet i at koble de to ting sammen. Ifølge ham opstod der nemlig en form for magi, når ’For Evigt’ blev blæst ud af højtalerne i de danske håndboldhaller.

- Jeg tænkte bare: ”Hvad sker der lige her?” Vi havde ramt et hit, som alle kunne synge med på. Jeg skulle bare sætte det i gang, så sang alle i samlet flok, siger Poul-Erik Jensen.

Ifølge dj’en har sangen da også mange af de komponenter, der lægger kimen til et ægte håndboldhit, som danskerne kan mærke både i hallerne og rundt om i de danske stuer.

- Den har takten. Den har beatet. Og når folk synger med, bliver det bare et stort fællesskab. Det er kæmpestort, siger han.

Og lige netop fællesskabet omkring håndboldherrerne og sangen er en af de ting, der har rørt Michael Poulsen allermest på sin musikalske rejse med hittet.

- Vi så bare denne her dejlige galskab. Det blev nærmest en form for nationalsang rundt om i Danmark. Der fældede jeg altså en tåre. At se hele Danmark samle sig på den måde, det kunne jeg næsten ikke rumme, siger han.

Fra personlig sang til allemandseje

I dag bliver ’For Evigt’ spillet til både bryllupper, begravelser, konfirmationer og selvfølgelig i forbindelse med den populære boldsport.

På den måde har mange danskere pludselig et forhold til den sang, som Michael Poulsen en sen nattetime forfattede til sin forlovede.

Og selvom hittet har et meget personligt ophav, har forsangeren intet imod at dele den – tværtimod.

- Én ting er, når jeg skriver. Det gør jeg for mig selv. Men at kunne dele det bagefter og se, hvad det betyder for andre mennesker. Det er der, gaven og magien ligger. Det er rørende, siger han.

Derfor er Michael Poulsen også taknemmelig over dj Poul-Erik Jensens skarpe ører, der satte skub i hittets sejrsgang i håndboldhallerne:

- Det er stort. Ham Poul-Erik skal jeg altså drikke en øl med en dag!

På globalt plan kan 'For evigt' bryste sig af mere end 230 millioner afspilninger.

Du kan lytte til nummeret i sin fulde længde her: