Coronavirus

Seneste nyt om coronavirus 22. januar

.

TV2.DK giver dig her seneste nyt om coronavirussen fra ind- og udland.

Hvad er status i Danmark? Fredag blev der konstateret 773 nye tilfælde af coronavirus. Samtidig står det klart, at den britiske mutation spreder sig. Se alle de nyeste coronatal her.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Belgien strammer rejseregler

Den belgiske regering strammer nu reglerne for rejser ind og ud af landet. Det betyder i praksis stop for alle ikke nødvendige rejser. Det meddelte premierminister Alexander De Croo på et pressemøde fredag aften.

De skrappere regler, som for eksempel omfatter alle ferie– og fornøjelsesrejser både til og fra landet, træder i kraft fra onsdag og gælder foreløbigt til 1. marts.

Belgien har været hårdt ramt af pandemien. Landet har godt 11,5 millioner indbyggere. De belgiske myndigheder har registreret 700.000 smittetilfælde og mere end 20.000 coronarelaterede dødsfald.

Til sammenligning har Danmark godt 5,8 millioner indbyggere. Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut er der registreret 193.038 smittetilfælde. 1941 er døde med corona.

Portugal finder første tilfælde af sydafrikansk variant

Den mere smitsomme sydafrikanske variant af coronavirus er nu fundet i Portugal også. Det skriver Reuters.

Lørdag blev det første tilfælde af varianten fundet i Danmark hos en person, der var kommet hjem fra en rejse til Dubai.

Regeringen har søgt EU om milliarderstatning til minkavlere

Regeringen har søgt EU om lov til at forudbetale to til tre milliarder kroner til danske minkavlere, der har krav på såkaldt tempobonus og erstatning for destruerede minkskind.

Det oplyser fødevareminister Rasmus Prehn (S) til DR.

Han forventer, at pengene vil kunne blive udbetalt i februar, mens den fulde erstatning til minkavlerne må vente.

200 medlemmer af Nationalgarden testet positiv for coronavirus

.

Næsten 200 medlemmer af Nationalgarden er testet positive for coronavirus, skriver Wall Street Journal.

26.000 medlemmer af garden var til stede i Washington D.C. under indsættelsen af Joe Biden som ny præsident.

Mange af dem var stimlet tæt sammen i Kongressen, hvor de havde til opgave at beskytte politikerne efter stormløbet mod parlamentsbygningen.

Vi skal forvente at over 600.000 vil dø med coronavirus, siger Biden

Fredag var der registreret over 412.000 døde med coronavirus i USA ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Men ifølge præsident Joe Biden skal amerikanerne forvente, at det tal vil stige til "et godt stykke over 600.000", skriver nyhedsbureauet AFP.

USA er det land i verden med flest coronadødsfald i absolutte tal. Dernæst følger Brasilien med over 214.000 dødsfald.

33 smittede danskere har fået falske coronaprøver i Dubai

33 smittede danskere har fået falske negative coronatest i Dubai. Det har de danske myndigheder fundet ud af efter kontroltest i Danmark.

Det fortæller sundhedsordfører Liselott Blixt til TV 2.

De danske myndigheder har stoppet alle flyvninger til De Forenede Arabiske Emirater, da det torsdag kunne konstateres, at coronaprøverne i Dubai ikke var "pålidelige".

I alt er 50 danskere blevet smittet med coronavirus i Dubai.

Forsinkelser kan ikke accepteres, siger Østrigs sundhedsminister

AstraZeneca kan ikke levere de planlagte vaccinedoser til Europa, og det møder stor kritik i Østrig.

Landets sundhedsminister, Rudolf Anschober, kalder en forsinkelse "fuldstændig uacceptabelt" ifølge The Guardian.

Østrigske medier beretter, at Østrig vil modtage 600.000 doser i første kvartal mod de forventede 2 millioner.

Politiet måtte stoppe bryllup med 150 personer i Storbritannien

Under Storbritanniens stramme nedlukning må man kun afholde et bryllup med seks personer. Men fredag måtte politiet stoppe et bryllup, hvor der var 150 personer samlet, skriver Reuters.

Bryluppet blev afholdt i det nordlige London, hvor vinduet var blevet dækket til, så man ikke kunne kigge ind. Arrangørerne kan nu se frem til en bøde på op til 83.000 danske kroner.

Ledelse får corona-vacciner, mens frontpersonale må stå ”stand-by”

Harme og frustration fylder lige nu luften på personalestuerne på Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center Glostrup og Psykiatrisk Center Ballerup. Tre af i alt seks psykiatriske centre under Region Hovedstaden.

En række ansatte, som er i tæt kontakt med corona-smittede psykiatriske patienter, stod nemlig ikke forrest i køen, da corona-vaccinerne i sidste uge skulle uddeles.

De måtte vente til centerledelsen var vaccineret.

Det fremgår af et internt nyhedsbrev, som TV 2 har set.

AstraZeneca kan levere færre coronavacciner end ventet

En talsmand fra AstraZeneca skriver til TV 2 om virksomhedens vaccineleverancer til Europa:

- Der er ingen planlagt forsinkelse i starten af forsendelsen af vores vaccine, hvis vi får godkendelse i Europa.

- Men de oprindelige mængder vil være lavere end forventet på grund af reduceret udbytte på et produktionssted i vores europæiske forsyningskæde.

Britisk mutation rammer to daginstitutioner i Kolding

Den britiske og mere smitsomme coronavariant er blevet fundet i to daginstitutioner i Kolding. Det skriver JydskeVestkysten.

31 nære kontakter skal i selvisolation i to uger, efter to børn er testet positive, oplyser Kolding Kommune til avisen.

Der er tale om daginstitutionerne Nordstjernen og Brunebjerg.

SSI: AstraZeneca forventer, at vaccineleverance bliver forsinket

Medicinalvirksomheden AstraZeneca oplyser fredag, at deres vaccineleverancer bliver forsinket. Det har Statens Serum Institut, SSI, oplyst til DR Nyheder.

Det er for tidligt at sige, hvilke konsekvenser forsinkelsen vil have på den danske vaccineplan, lyder det fra SSI.

Instituttet arbejder på at få opdateret planerne for leverancen.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Statens Serum Institut.

To nordjyske fodboldspillere er testet positiv efter Dubai-ferie

To fodboldspillere fra den nordjyske 1. divisionsklub Vendsyssel FF er testet positiv for coronavirus.

De har begge været i Dubai på ferie, inden klubben påbegyndte træningen 11. januar, hvor smitten blev opdaget. Det skriver TV 2 Nord.

Tidligere er også FC Midtjylland-spilleren Sory Kaba testet positiv for coronavirus efter en tur til Dubai.

Det går godt med vaccinationerne, mener Søren Brostrøm

Når Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, gør status over arbejdet med at vaccinere den danske befolkning, er bundlinjen positiv.

Han glæder sig også over, at der ses en "væsentlig" stigning i danskernes tillid til sundhedsmyndighederne, siger han i en pressemeddelelse.

- Samtidig vokser andelen af danskere, der støtter vaccinationsindsatsen. Vi er nu oppe på, at hele 83 procent er fortalere for vaccinationen.

- Det gør mig optimistisk for den videre indsats, siger lyder det fra Brostrøm.

Omkring 9300 danskere er nu færdigvaccineret

Knap 9300 danskere – svarende til 0,16 procent af befolkningen – er færdigvaccineret mod covid-19.

Det viser tal fra Statens Serum Institut.

De har altså fået de to stik med vaccinen fra Pfizer/BioNTech, som har en effekt på 95 procent en uge efter andet stik.

I alt 180.555 danskere – eller omkring hver 32. i landet – har fået det første stik, som der ses en effekt af et par uger efter.

Professor: Der er styr på britisk variant - indtil videre

Selvom den britiske coronavariant, B117, spreder sig, er der indtil videre styr på den.

Det vurderer Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

- Vi skal undgå en voldsomt vækst i antallet af smittede, og indtil videre ser det ud til at gå.

- Der er store usikkerheder på den her variant, fordi vi har så relativt små tal lige nu.

- Det er for tidligt at udelukke, at der stadig kan ske noget med den her variant - specielt hvis vi ikke er gode til at holde de nuværende restriktioner, siger han.

Den britiske variant findes nu i 7 procent af positive prøver

Den britiske coronamutation findes i uge 2 i 7,0 procent af de positive coronaprøver. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Til sammenligning udgjorde varianten 4,1 procent i sidste uge, og dermed viser tallene, at mutationen breder sig. 

Politiet i London rykkede ud til bryllup med næsten 400 gæster

Storbritannien er ligesom andre lande i Europa i lockdown, efter at den britiske, smitsomme virusmutation har spredt sig. Restriktionerne betyder, at man kun må forsamles seks personer, men det så gæsterne til en bryllupsfest i London tilsyneladende stort på. 

Her var næsten 400 mennesker forsamlet, og Marcus Barnett fra politiet i London kalder det "et fuldstændig uacceptabelt brud på loven". 

Arrangørerne af brylluppet kan se frem til en bøde på 10.000 britiske pund, som svarer til mere end 83.000 danske kroner. 

Transportministeren har modtaget endnu en henvendelse om testsjusk i Dubai

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har modtaget endnu en henvendelse fra en borger, som forstærker billedet af, at der gives upålidelige tests før afrejse fra Dubai. Det siger han til Ekstra Bladet.

- Vi er nødt til at tage det her meget alvorligt. Vi har baseret vores systemer på, at passagerer testes, inden de sætter sig om bord på et fly, og får en negativ test. Hvis den test ikke er retvisende, fordi den ikke blev udført korrekt, så er vi i en situation, hvor vi ikke længere kan stole på denne her procedure. Det er dybt alvorligt, siger Benny Engelbrecht.