GO'

Frivillige læger modtager trusler: - Du vil blive stillet til ansvar for dine handlinger

Senest har en læge modtaget et truende opkald på sit privatnummer.

- Du er en skamplet for lægegerningen. Hvor længe har du været slavelæge? Du har jo solgt din sjæl til djævelen.

Sådan lyder én blandt mange beskeder, som læge Elif Orbe har modtaget i forbindelse med, at hun har svaret på spørgsmål i Facebook-gruppen 'Spørg en læge om coronavirus'.

Men de mange trusler og hadbeskeder rettet mod lægerne, som i deres fritid svarer på spørgsmål i gruppen, er begyndt at tage overhånd, fortæller Elif Orbe i 'Go’ aften LIVE':

Tro mig, din tid som læge er også snart forbi! Du har jo solgt din sjæl til djævelen

Besked til læge

- Forleden blev en af lægerne ringet op, fordi hendes navn og adresse var blevet delt på en hjemmeside, og der begynder man at tænke: ”Okay, er det noget, vi andre også kan opleve”, og “betyder det, at de rent faktisk vil dukke op på min adresse?”.

Så sent som i går har hun selv indgivet to anmeldelser om trusler til politiet. For hende har det været grænseoverskridende at opleve, at folk har skrevet trusler og hadbeskeder til hendes private Facebook-konto:

- I mit virke som læge på hospitalerne har jeg aldrig oplevet den form for chikane, hvor man bliver beskyldt for at være købt af medicinalindustrien eller staten. Det er jo nogle voldsomme beskyldninger, og det, synes jeg, er grænseoverskridende, lyder det.

Hele indslaget om de danske læger, der modtager trusler, kan ses på TV 2 PLAY.

Elif Orbe er læge og svarer på borgernes spørgsmål om corona. I den forbindelse har hun modtaget både trusler og hadbeskeder.

Man må gerne være uenig med videnskaben

Elif Orbe oprettede Facebook-gruppen i 2020 for at give en platform til borgerne, hvor de kunne få svar på forskellige spørgsmål om coronavirus.

Gruppen, som i 2020 modtog Patientsikkerhedsprisen, rummer i dag mere end 200 læger, som frivilligt har meldt sig til at svare på spørgsmål fra borgere, og derudover mere end 50.000 medlemmer.

Tak for at stikke ansigtet frem. Så ved vi, hvem du er

Besked til læge

- Vi får også mange tekniske spørgsmål. For eksempel til PCR-testen, som er den test, vi anvender på hospitalerne og på testcentrene: ”Hvad vil det egentlig sige at lave en PCR-test, og hvorfor er den specifikt kun for ny coronavirus?”, forklarer Elif Orbe.

Lægerne i gruppen kommenterer som udgangspunkt ikke politiske beslutninger og har ikke en holdning til, om folk skal lade sig vaccinere.

Elif Orbe svarer frivilligt på spørgsmål om corona på Facebook. Til hverdag er hun læge på akutmodtagelsen på Herlev Hospital.

Men for Elif Orbe er det dog vigtigt at bekæmpe såkaldte fake news, hvor kendte hudsygdomme eksempelvis bliver delt som bivirkninger fra vacciner, som hun oplever er et stort debatemne på sociale medier.

- Vi ser også opslag om vacciner, hvor folk skriver, at det drejer sig om genmanipulation, men det har jo intet på sig. Den kommer ikke i nærheden af ens cellekerne, hvor DNA-molekylerne ligger, forklarer hun og fortsætter:

- Så det at påstå de her ting, skrive det og dele det gang på gang, det spreder frygt. Det er unødvendigt. Vi vil bare gerne have, at folk tager et informeret valg, lyder det.

Thomas Ploug er ph. d. fra Aalborg Universitet, og var med på en online forbindelse tirsdag aften i 'Go' aften LIVE'.

Ekspert: Frustration skaber had

Thomas Ploug, der er professor i kommunikation og psykologi ved Aalborg Universitet, er ikke i tvivl om, at hadbeskeder og trusler kommer fra en underliggende frustration.

- Mange mennesker er utroligt frustrerede over den her nedlukning. Det påvirker dem personligt, deres arbejdssituation og familie. Det bliver man frustreret og stresset over, og det er som oftest i sådanne situationer, at disse ytringer har deres rod, forklarer han.

Du vil på et tidspunkt blive stillet til ansvar for dine handlinger

Besked til læge

Derudover peger han på, at de mange usikkerheder omkring coronavirussen giver et ekstra lag til frustrationerne:

- Hvis man til alle borgere kunne sige: ”Her har vi en stensikker opskrift, hvor vi er sikre på, at vi optimerer alting i samfundet. Det går bedst for økonomien, der er færre døde, der er færre syge og færre eftervirkninger”, men den opskrift har vi jo ikke, lyder det.

Vil blive ved

For Elif Orbe har de mange hadbeskeder og trusler fået hende til at overveje, om hun vil blive ved med at svare på beskeder i Facebook-gruppen.

Men hun har besluttet sig for at fortsætte:

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt. Noget af det, der kan være mest bekymrende i en pandemitid, er, hvis den får lov at brede sig for hurtigt, og der er det vigtigt, at vi får nogle informationer og noget oplysning ud til borgerne, forklarer hun og fortsætter:

Hvor længe har du været slavelæge?

Besked til læge

- Så må man selv træffe et valg. Der er jo ikke noget tvang i det her. Der er ikke nogen tvang på vacciner, der er ikke nogen tvang om, at man skal bruge mundbind. Hvis man er så psykisk belastet af at bruge mundbind, så er man fritaget fra det, slutter hun.

Se interviewet med Elif Orbe fra 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY