Coronavirus

Verden runder to millioner coronadødsfald

Mens ny variant breder sig og får lande til at lukke ned, runder antallet af coronadøde en milepæl.

Verden har fredag rundet to millioner dødsfald blandt personer med coronasmitte. Det viser en løbende opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

Med næsten 390.000 coronarelaterede dødsfald er USA det land i verden, der har registreret flest dødsfald som følge af pandemien. Nummer to på listen er Brasilien med lidt over 207.000 døde.

Ser man på antal coronadødsfald per million indbyggere, er det imidlertid Belgien, der indtager en kedelig førsteplads på listen over lande med flest coronadøde.

Her ligger USA nummer 11 og Brasilien nummer 22, viser en opgørelse fra Statista.

Rundede én million i efteråret

Det er mindre end fire måneder siden, at verden rundede den første million coronarelaterede dødsfald. Det skete 29. september sidste år.

Coronavirus blev først opdaget i Kina i slutningen af december 2019 og har siden spredt sig til resten af verden.

I foråret 2020 oplevede mange lande i Europa virussen blusse op og indførte derfor stramme restriktioner og nedlukninger af samfund for at bremse smittespredningen. Tiltagene blev lempet igen, da sommeren nærmede sig.

Men i løbet af efteråret og vinteren er antallet af smittede og døde igen steget over store dele af verden. Det skyldes blandt andet, at nye og mere smitsomme varianter breder sig i en række lande.

Skrappe tiltag vendt tilbage

På verdensplan er der registreret over 93 millioner tilfælde af smitte. Det reelle antal menes at være en del højere.

Det betyder, at mange lande indfører nye, skrappe tiltag for at begrænse smittespredningen.

Fredag opfordrer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) regeringer over hele verden til at sætte mere ind på at finde de nye varianter og kortlægge dem for blandt andet at finde ud af, hvordan de reagerer på vacciner.

Lige nu foregår der et kapløb mellem en virus i udvikling og en menneskehed, der forsøger at stoppe den, siger formanden for WHO's corona-komité, Didier Houssin.

- Denne forskningsindsats skal være meget, meget hurtig og meget intens, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.